Afsætning er den proces, som bringer forurening fra atmosfæren og ned på overfladen. Afsætning kan finde sted ved enten tør- eller vådafsætning. Forureningen, som afsættes på overfladen, kan stamme fra både lokale (nærområdet inden for få hundrede meter eller få kilometer) og fjerne kilder (helt op til flere tusinde kilometer væk).
Tørafsætning finder sted, når luftforurening transporteres ned til overfladen ved luftens bevægelser (se artiklen om meteorologi, transport og spredning) og/eller gravitation (dvs. tyngdekraften) og herefter afsættes på en overflade. For gasser og de mindste partikler kan det også ske ved diffusion (diffusion transporterer gasser og partikler fra et område med høj koncentration til et område med lav koncentration).
Gravitation spiller en afgørende rolle for afsætningen af atmosfærens grove (partikler med en diameter mellem 2,5 og 10 mikrometer) og meget grove partikler (partikler med en diameter over 10 mikrometer). Fine partikler påvirkes til gengæld meget lidt af gravitation, og de afsættes kun langsomt ved tørafsætning. De ultrafine partikler (partikler med en diameter under 0,1 mikrometer) sætter sig normalt meget hurtigt på overflader af fx andre partikler i atmosfæren, og de vil derfor også kun i begrænset omfang afsættes ved tørafsætning. Det er derfor især de grove og meget grove partikler, som afsættes hurtigt og i væsentlig grad ved tørafsætning. Se i øvrigt beskrivelsen af de forskellige størrelsesfraktioner af partikler i Partikler: størrelse, form og sammensætning.
Når gasser og de mindste partikler med luftens bevægelser er transporteret, så de befinder sig helt tæt på jordoverfladen, sker den endelige afsætning først efter diffusion gennem et ganske tyndt lag lige over overfladen. Når gasser kommer i kontakt med overfladen, så afhænger den endelige afsætning af gassernes og overfladens egenskaber. Her spiller det en stor rolle, om gasserne er vandopløselige, og tilsvarende, om overfladen er fugtig eller dækket af beplantning.
Vådafsætning finder sted, når luftforurening optages i sky- eller regndråber og efterfølgende afsættes med nedbør på overfladen.
Det største optag af forurening sker i skydråber. Opholdstiden i atmosfæren er væsentligt større for skydråber end for regndråber. Det skyldes, at regndråber er relativt store og derfor falder forholdsvis hurtigt gennem atmosfæren. Samtidig er der et stort antal af skydråber i skyerne, og fordi de er små, har skydråberne en stor overflade i forhold til deres størrelse. Det øger sandsynligheden for, at luftforurening, der befinder sig i samme højde som skyen, vil ramme overfladen af en af de mange skydråber. Derfor er optaget af forurening større i skydråber sammenlignet med optaget i regndråber. Det er ikke alle skydråber, som ender med at ramme overfladen som nedbør.
Vådafsætning er den væsentligste fjernelsesmekanisme for fine partikler i atmosfæren. Helt generelt er vådafsætning en effektiv fjernelse af partikler fra atmosfæren, og efter nedbør vil mængden af partikler derfor normalt være meget lille i den nederste del af atmosfæren. Det vil man ofte også kunne fornemme som en renere luft umiddelbart efter regn.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.