Kærgård Klitplantage, 14,4 km2 stor fredet plantage ved Vestkysten nær Filsø, 20 km vest-nordvest for Varde. Plantagen er tilplantet fra 1895, og den rummer mod øst et tilsandet, men levende egekrat, Store og Lille Løvklit, ca. 40 ha. Krattet er langt ældre end selve plantagen, og her ses stilkege stikke toppen op gennem de 5-15 m høje klitter; østligst findes utilsandede, tynde træer. Plantagen når helt ud til havklitten og domineres af bjergfyr. Gråmul Bjerg 30 m.o.h. er højeste klit.

I plantagens nordvestlige del blev der 1956-73 udlagt store mængder kemiaffald i gruber (286.000 m3 spildevand, bl.a. fra Grindstedværket), hvorfra der sker udsivning til stranden. I 2007 indledte Region Syddanmark i samarbejde med Miljøministeriet en oprydning, der indbefatter fjernelse af ca. 200 tons klorerede opløsningsmidler og 160 tons kulbrinter. Oprydningen forventes at tage otte år og koste ca. 50 mio. kr.; udgiften fordeles ligeligt mellem staten og regionen.

Plantagen er EF-habitatområde. Løvklitterne blev fredet 1955, og hele plantagen 1974.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig