Generationsforureninger
Undersøgelse af forureningen fra Danfoss' giftdepot fra 1950'erne og 1960'erne på Himmark Strand på Als.
Generationsforureninger
Af /Ritzau Scanpix.

Generationsforureninger er store, komplekse forureninger, som truer grundvandet og vandmiljøet i øvrigt, og hvor prisen for oprydning på den enkelte grund vil løbe op i over 50 millioner kroner. I foråret 2024 var der ti forureninger på listen over generationsforureninger, men den kan vokse i takt med den nærmere kortlægning af nogle af de næsten 38.000 jordforureninger, som myndighederne har kendskab til.

Det er regionerne, som har ansvaret for at kortlægge og oprense jordforureninger. Oprensningen finansieres af statslige bevillinger. I 2022 brugte regionerne omkring en halv milliard kroner på området. I løbet af 2010'erne stod det klart, at det ikke ville være muligt for regionerne at håndtere særlig store, komplekse forureninger.

I årene 2019-2020 blev der bevilget 100 millioner kroner ekstra til området. I 2019 bad den daværende miljøminister Lea Wermelin (S) regionerne om at udarbejde en prioriteret liste over generationsforureninger. I første omgang var der ni forureninger på listen, men snart kom nummer ti til i form af Himmark-forureningen på Als.

Flere penge afsat til oprydningen 2021-2025

I december 2020 blev den daværende regering og flere andre partier enige om at afsætte 630 millioner kroner på finansloven fra 2021 til og med 2025. Pengene skulle gå til at gennemføre den første fase af oprydningen.

Det oprindelige skøn over prisen for oprensningen af de ti grunde lød på 2,7 milliarder kroner, men regningen er siden vokset i takt med inflation og stigende brændstofpriser. I 2020 vurderede Danske Regioner, at den første fase af oprydningen ville løbe op i 820 millioner kroner. I slutningen af 2023 lød skønnet på over 1,3 milliarder kroner.

Den samlede pris for fase 1, 2 og 3 i Danske Regioners plan lyder på 4 milliarder kroner. Det er 1,3 milliarder mere end oprindelig antaget.

Derfor er der siden blevet afsat ekstra midler til oprydningen i Grøn Fond. Herfra er der foreløbig bevilget penge til oprensningen af til Høfde 42 ved Thyborøn, Danmarks nok mest omtalte forurening.

Fortidens synder

Generationsforureninger
Opgravning af en del af giftdepotet ved Høfde 42 ved Cheminova i juni 1981, efter man havde opdaget, at der sivede giftige kviksølvforbindelser ud i havet.
Generationsforureninger
Af /Ritzau Scanpix.

Ud over omfanget har generationsforureningerne det til fælles, at der er tale om fortidens synder. Det betyder, og at ingen virksomheder kan hænges op på regningen, hovedsagelig fordi de forurenende aktiviteter var lovlige, da de fandt sted. Danfoss på Als har dog erklæret sig parat til at bevilge 25 millioner kroner til oprydning af et giftdepot ved Himmark Strand på Nordals.

Af de ti generationsforureninger ligger seks i Jylland. Det er Høfde 42 samt den gamle og den nuværende fabriksgrund på Cheminova (FMC Rønland) i Region Midtjylland, det gamle Grindstedværk, Kærgaard Klitplantage i Vestjylland og Himmark Strand på Als, alle i Region Syddanmark.

De øvrige fire generationsforureninger ligger i Region Hovedstaden. Det drejer sig om Lundtoftevej i Lyngby, Naverland i Albertslund, Collstrupgrunden i Gribskov ved Hillerød og Vestergade 5 i Skuldelev.

Første fase af oprydningen

Den første fase af oprydningen omfatter oprensning af:

  • Høfde 42
  • Cheminovas gamle fabriksgrund
  • Kærgård Klitplantage
  • Himmark Strand.

Dertil kommer undersøgelser og forberedelse af afværgning af grundvandsforureningen fra:

  • Det tidligere Grindstedværkets fabriksgrund
  • Forureningerne på Lundtoftevej, Naverland og Vestergade.

Endelig omfatter første fase også forundersøgelser og etablering af midlertidig afskærende afværgeløsning ved Collstropgrunden.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig