Hos voksne har huden en samlet udstrækning på 1,5-2 m2 og udgør ca. 15 % af legemsvægten. Den varierer i tykkelse fra under 1 mm på fx øjenlågene til over 3 mm på ryggen. Huden er opbygget af overhuden (epidermis), som næsten udelukkende består af celler, og under denne læderhuden (dermis eller corium), som er et særligt bindevæv, der ud over celler består af mange, stærke, kollagene fibre, hvilket i øvrigt er grunden til, at pattedyrhud kan bruges til læder. Huden er adskilt fra de underliggende væv af den fedtholdige underhud (subcutis), der kan blive ca. 3 cm tyk; på bl.a. øjenlågene og pungen er der dog aldrig fedt i underhuden.
Læderhuden bindes til de dybere væv af kollagene fibre, som løber gennem underhuden. Det er længden og styrken af disse fibre, som bevirker, at visse hudområder er lette at folde, fx på håndryggen, mens andre områder, fx huden i håndfladen og på fingrenes inderside, er stramt bundet, hvilket sikrer et fast greb. Dette greb sikres yderligere af furer og kamme i huden. Mønstret af disse er genetisk bestemt og er basis for de karakteristiske fingeraftryk, som er forskellige fra menneske til menneske.
De epithelceller, keratinocytter, der danner overhuden, ligger i mange lag. I det inderste lag mod læderhuden ligger stamceller, som er ophav til de celler, som ligger oven over. Disse yderste celler hænger fast sammen via desmosomer (se celle og epithel), og efterhånden som cellerne skydes op mod overfladen af nydannede, underliggende celler, flades de ud, idet der samtidig dannes svovlholdige proteiner i cellerne. Disse proteiner, keratiner, trænger ud af de døde celler, og tilsammen dannes det for huden karakteristiske ydre hornlag, som er af afgørende betydning for hudens beskyttende funktion. Det tager 2-4 uger, fra en hudcelle dannes fra stamcellen, til den afstødes som skæl. Ved visse hudsygdomme, fx psoriasis, ses en øget celleproduktion fra stamcellerne, således at huden bliver meget tykkere, samtidig med at cellerne afstødes hurtigere; en celles normale levetid er ca. en uge. Se også hår og negl.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.