akne

Akne er en hudsygdom, der forekommer i ansigt, på ryg og på bryst. Akne viser sig i lettere eller sværere grad hos de fleste unge i puberteten – hyppigst hos mænd – og svinder hos næsten alle efter 25-årsalderen.

Faktaboks

etymologi:
Ordet akne kommer vist af græsk achne 'avne' i betydning 'afskrab'.
også kendt som:

acne vulgaris, bumser, filipenser

I de angrebne hudområder findes hårsække, som indeholder et fint dunhår, og meget store talgkirtler, der tømmer sig ind i hårsækken. Under indvirkning af mandligt kønshormon fremkommer øget talgsekretion (seborré, fedtet hud) og øget forhorning, som danner en prop ved hårsækkens udmunding (komedon, hudorm). Hårsækken udvides og fyldes med talgsekret, forhornede hudceller og en ophobning af den normalt forekommende bakterie Propionibacterium acnes.

Hudormens sorte farve skyldes hudpigment og er ikke udtryk for dårlig hygiejne. Når hudormen brister, fremkommer betændelse i den omgivende underhud, der viser sig som en øm, rød knop (papel) eller gul blære (pustel). Ved dybere betændelse fremkommer hulrum (cyster), der indeholder et hvidgult, slimet sekret. Ømheden svinder i løbet af få dage, pustlerne tørrer ind, og i sværere tilfælde fremkommer ar.

Den øgede følsomhed i huden hos aknepatienter for normale mængder mandligt kønshormon er i nogle tilfælde arvelig. Årsagen til, at akne aftager med alderen, er ukendt. Sygdommen kan være psykisk belastende, socialt invaliderende og kan ubehandlet føre til en livslang, skæmmende ardannelse, hvorfor tidligt indsættende behandling er af stor betydning.

Behandlingsmidler, der smøres på huden, modvirker komedondannelsen, nedsætter talgsekretionen og hæmmer propionibakterierne. De medfører dog ofte en let afskalning. I sværere tilfælde suppleres med langvarig tabletbehandling med antibiotika, tetracyklin eller erythromycin, der modvirker betændelsesreaktionen. Piger kan anvende en speciel p-pille. I de sværeste tilfælde anvendes en kur med isotretinoin i kapsler, der hæmmer talgsekretionen kraftigt.

Aknelignende forandringer, der forekommer i 30-40-årsalderen, skyldes ofte rosacea, som imidlertid kræver anden behandling.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig