skelet

Hvirvelsøjlen er sammensat af et antal enkeltknogler, hvirvler (vertebrae), der er sammenbygget til en leddelt stav, som afstiver kroppen på langs, og som udviser store og karakteristiske forskelle i udformning mellem forskellige dyreklasser og -ordner. Hvirvelsøjlen er udviklet ved omdannelser og tilbygninger til rygstrengen, notochorden, som er den struktur, der kendetegner chordaterne (rygstrengsdyrene), hvorfra hvirveldyr (vertebrater) er udviklet.

Alle hvirveldyr danner i fosterlivet en rygstreng, notochord, som særlige segmenter, såkaldte sclerotomer dannet af somitter, arrangerer sig omkring og danner hvirvlerne (se fosterudvikling).

Hos nogle primitive fisk (fx lampret, lungefisk og stør) forbliver rygstrengen det afstivende grundelement i det udvoksede dyr, hvor rygstrengen, omsluttet af en speciel bindevævsskede (chordaskeden), danner en cylindrisk, elastisk stav, hvortil der er hæftet tilbygninger af brusk, bl.a. neuralbuen til beskyttelse af rygmarven, som ligger langs rygsiden af strengen.

Det voksne menneskes skelet er normalt sammensat af 207 navngivne enkeltknogler, hvoraf 35 er uparrede, mens resten findes i to spejlsymmetriske eksemplarer (højre og venstre). Skelettet udgør ca. 8% af legemsvægten hos en yngre voksen mand, mindre hos kvinden, men med store individuelle forskelle.

Menneskeskelettet er opbygget af de samme elementer som de øvrige pattedyrs, men adskiller sig navnlig ved, at hvirvelsøjlen er rejst mod lodret, således at kroppens vægt kun hviler på (bag)benene, se også menneske. Dette afspejles tydeligt i hvirvlernes dimensioner, som fra de syv halshvirvler jævnt tiltager mod den nederste, femte lændehvirvel, for derefter hurtigt at aftage neden for den øverste af de fem bækkenhvirvler, der er fast sammenvoksede til korsbenet (os sacrum), hvorigennem kropsvægten overføres til hoftebenet (os coxae) og videre gennem hofteleddet til benet. De stærkt tilbagedannede halehvirvler danner det lille haleben (os coccygis).

Den oprejste stilling har fremkaldt en karakteristisk S-formet krumning af hvirvelsøjlen, hvorved legemets tyngdepunkt lettere kan balanceres ind i en ustabil ligevægt over hofteleddene; derved kan den stående stilling opretholdes med et ganske lille energiforbrug til muskelarbejde. Krumningerne giver også hvirvelsøjlen en vis fjedrende eftergivelighed ved stødbelastninger.

Mennesket har 12 par ribben; de ti øverste er forbundet med det veludviklede brystben og danner brystkassen. I skulderbæltet er nøglebenet (clavicula) kraftigt og støtter fortil mod brystbenet, således at skuldre og arme ikke falder ind foran kroppen i den stående stilling.

Variationer er ikke sjældne i det menneskelige skelet, dels i form af egentlige misdannelser og fejludviklinger opstået i fosterlivet, fx sammenvoksede eller fejludviklede hvirvler, spaltet brystben og halsribben, dels som evolutionære levn. Til sidstnævnte hører fx inkabenet (os postparietale), en ekstra knogle i hjernekassen, indskudt bagtil mellem issebenene og nakkebenet. Inkabenet fandtes hos Homo erectus og var almindeligt blandt inkaindianerne. Det findes fortsat almindeligt i nogle, navnlig mongolske, folkeslag. Andre eksempler er overtallige hvirvler, hånd- og fodrodsknogler. Sådanne variationer ses ret hyppigt som tilfældige fund ved røntgenundersøgelser.

Ernæring, sygdom, erhvervspåvirkninger og kvæstelser efterlader mange spor i skelettets struktur og sammensætning, se fx knogleskørhed. Studier af skeletter er en vigtig kilde til oplysninger om vore forfædres levevilkår, ligesom skeletfund er centralt placeret i udforskningen af menneskets såvel som andre dyrearters evolutionshistorie.

Læs mere om skelet.