Ben. Benets anatomi.

.

Ben, den del af underekstremiteten, der forbinder bækkenet med foden. Benet er sammensat af to segmenter: låret (femur) og underbenet (crus), i ledforbindelse gennem knæet.

Benet og fodens anatomiske udformning hænger nøje sammen med udviklingen af menneskets oprette gang, der på grundlag af antropologiske studier kan føres 4-5 mio. år tilbage.

Benet tjener dels som understøttelse for kroppen, der i opret stilling balancerer i ustabil ligevægt over hofteleddet, dels som et instrument for transport af legemet (lokomotion) under gang, løb, spring og svømning, og endelig som et redskab, der kan afsætte store impulsmomenter ved spark, og som kan udvikle stor kraft under løft. Benet og foden giver mennesket mulighed for at færdes i næsten ethvert terræn og i vandet, og mennesket har ved hjælp af enkle hjælpemidler som ski, skøjter, svømmefødder o.l. lært sig at øge benets lokomotoriske effektivitet. Endelig tjener benet som et virkningsfuldt kropssprogligt udtryksmiddel såvel i dagligdagen som i kunstneriske udfoldelser, fx ballet.

Muskulatur og bevægelser

Ledhovedet på lårbenet (os femoris) indgår i hoften i en meget stærk og stabil kugleledforbindelse med hoftebenets ledskål. Ledhovedet bæres af lårbenshalsen (collum femoris), der hos den voksne danner en vinkel på 130° med lårbensskaftet (ca. 150° ved fødslen; 120° hos oldingen). Kraftige muskler med udspring fra bækkenet, fx sædemusklerne, hæfter på et knudeformet fremspring (trochanter major) opadtil på lårbensskaftet, og disse muskler får gennem lårbenshalsen en effektiv momentarm i forhold til hofteleddet. Lårbenets nedre ende bærer to ledhoveder (kondyler), der nedadtil indgår i hængselledforbindelse med skinnebenet (tibia) og fortil i en glideledforbindelse med knæskallen (patella).

Det spinkle lægben (fibula) ligger parallelt med og stramt bundet til skinnebenet, således at fodledsgaflen, der dannes af de to knogler, bliver et stramt fjedrende, stabilt element i hængselledforbindelsen med foden (ankelleddet). Bevægelserne i hofteleddet frembringes af muskler, der spænder sig fra bækkenet og lændehvirvelsøjlen til lårbenet (etledsmuskler) eller til underbenets knogler (toledsmuskler). På lårets forside ligger legemets største muskel, den firhovede knæstrækker (quadriceps femoris), der via knæskallen og den sene, der forbinder knæskallen med skinnebenet, udfører knæets strækkebevægelse. Musklens ene "hoved" (rectus femoris) er tillige bøjemuskel for hofteleddet og er således særlig virksom under et spark, hvor hofteleddet bøjes under samtidig strækning af knæet. På lårets forside ligger endvidere den lange båndformede toledsmuskel, sartorius, der fremkalder bøjning, udadføring og udadrotation i hofteleddet under samtidig bøjning i knæleddet, en bevægelse, der bl.a. udføres, når benet føres fremad under brystsvømning.

På lårets inderside ligger en gruppe på fire muskler (adductorerne), der har deres hovedvirkning som indadførere i hofteleddet. På lårets bagside ligger hasemusklerne, der virker på hofteleddet som strækkemuskler (extensorer) og på knæleddet som bøjemuskler (flexorer). Disse muskler har bl.a. den vigtige opgave at bremse underbenets fremsving under løb, og de rammes i denne funktion særligt hyppigt af "fibersprængninger".

Muskulaturen på underbenet er opdelt i tre veldefinerede "loger", begrænset af stramme bindevævsskillevægge og af et stærkt bindevævsblad (fascia cruris), der omslutter underbensmusklerne som en strømpe. I den forreste loge langs skinnebenets yderside ligger tre muskler; to virker som strækkemuskler for tæerne, den tredje, tibialis anterior, varetager den vigtige funktion at holde igen ved fodens anslag mod underlaget under gang og løb. Musklen kan i denne "støddæmperfunktion" overanstrenges, fx ved intens løbetræning, og fremkalde en smertefuld hævelse af den forreste muskelloge. Dybt i underbenets bageste muskelloge ligger tæernes kraftfulde bøjemuskler, der udøver deres virkning gennem lange sener, indlejrede i seneskeder. Overfladisk i logen ligger den kraftige trehovedede lægmuskel, triceps surae, som gennem akillessenen hæfter bagtil på hælbenet, der tjener som musklens momentarm i forhold til ankelleddet ved fodens afsæt under gang, løb og spring. To af musklens hoveder (gastrocnemius) er tilhæftet lårbenet og kan i visse situationer tjene som bøjemuskel for knæet; det tredje hoved (soleus) er en meget udholdende muskel, der som den eneste af benets muskler er i permanent arbejde i stående stilling. Den tredje loge ligger langs lægbenets yderside og indeholder to muskler (peroneermusklerne), hvis virkning er at hæve fodens ydre rand.

Blodforsyning

Benet forsynes med arterielt blod af lårpulsåren (arteria femoralis), der løber fra lårets forside til knæets bagside, hvor den deler sig i tre større grene, der forsyner underbenet. To af grenene fortsætter ned i foden, hvor de største grene ligger dybt i fodsålen. Omkring hofte-, knæ- og fodled findes netværk af små arterier, som forbinder de større arterier oven for og neden for leddet. Ved aflukning af en stor arterie, fx pga. åreforkalkning, som ofte rammer benets arterier, kan disse arterielle net spille en vigtig rolle som alternative veje uden om aflukningen.

Det venøse afløb fra foden og benet sker dels gennem et system af overfladiske vener med to hovedstammer (vena saphena magna og vena saphena parva), der er beliggende i underhuden uden for ovennævnte fascia cruris, dels gennem et system af dybe vener, beliggende langs arterierne. De to sæt vener er tværforbundne med vener, der gennembryder fascia cruris (perforantvener), og hvis klapper kun tillader blodet at strømme fra de overfladiske til de dybe vener. Ved musklernes sammentrækning inden for den stramme fascie opstår tryk på de dybe vener, hvis klapper er orienterede således, at blodet herved løftes opad mod hjertet. Under musklernes efterfølgende afslappelse kan blod løbe til fra de overfladiske vener for at blive transporteret videre ved den næste muskelkontraktion. Denne pumpemekanisme betegnes venepumpen. Svigter den, i reglen fordi perforantvenernes klapper er ødelagte, stiger trykket i de overfladiske vener, som efterhånden udvides som åreknuder (varicer).

Den drivende kraft i venepumpen er lægmusklernes arbejde. Ved stillestående, opret stilling virker pumpen derfor ikke, og venetrykket stiger, hvilket tidligt viser sig som hævelser (ødem) omkring anklerne.

Lymfesystemet

Lymfeafløbet fra fod og ben sker overvejende gennem overfladiske lymfekar til den store gruppe af lymfeknuder, der er beliggende i lysken, samt til enkelte knuder på knæets bagside. Ved aflukning af lymfeafløbet fra et ben kan der udvikles monstrøse hævelser.

Nerver

Benets og fodens muskler og hud forsynes af nerver med oprindelse i de fem lumbale (lænde-) og de tre øverste sacrale (korsbens-) spinalnerver, som på bug- og bækkenhulens bagvæg danner en stor nerveudfletning (plexus lumbosacralis), hvorfra tre store og nogle mindre nerver fortsætter ud i benet: Nervus femoralis forsyner musklerne på lårets forside; nervus obturatorius forsyner musklerne på lårets inderside; nervus ischiadicus ("iskiasnerven") forsyner hasemusklerne og alle underbenets og fodens muskler efter i knæhasen at have delt sig i sine to hovedgrene, nervus peroneus og nervus tibialis, hvoraf sidstnævnte fortsætter til foden.

Udvikling

Under fosterudviklingen udvikles benene fra de bageste "ekstremitetsknopper", og de indeholder alle de grundlæggende bygningselementer, der anlægges hos hvirveldyr med baglemmer. I kontrast til den opmærksomhed, vi tildeler hånden som instrument for vor biologiske og kulturelle evolution, er det faktisk benet, der har undergået den højeste grad af evolutionær specialisering.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig