funktionalisme

Funktionalismen har hæftet sig ved en tendens til, at der kan udvikles en funktionel arbejdsdeling mellem de forskellige dele, der opretholder samfundet. Det er en tendens, man ser både i mindre grupper, organisationer, i hele samfund og også globalt.

I historiens løb er arbejdsdelingen vokset. Forskellige familieformer udfoldes, særlige institutioner til opdragelse og uddannelse opstår, arbejde og produktion specialiseres, markeder globaliseres, stater og politisk-administrative systemer bliver stadig mere forgrenede, og overstatslige organer opstår. Religion og kulturelle mønstre er vokset i mangfoldighed og bliver i samfund med en nogenlunde stabil orden indlejret i særlige institutioner, der bevares over generationer.

Man har interesseret sig for at afdække, om der findes universelle samfundsmæssige funktioner. Dertil har man analyseret, hvilke funktioner i forhold til helheden de enkelte institutioner og elementer varetager, hvordan nye funktioner opstår og andre forsvinder, samt hvordan de passer sammen.

Tidlige centrale bidrag i sociologien kom fra den britiske filosof og sociolog Herbert Spencer i værker, han skrev fra 1870’erne til 1890’erne.

Spencer var evolutionstænker, og han så udvikling som en fremadskridende proces med hensyn til samfunds evne til at klare sig i kampen for overlevelse. Det var de samfund, der kunne udvikle de mest effektive måder at varetage de nødvendige funktioner på, der overlevede og voksede. Spencer brugte udtrykket survival of the fittest.

Ligesom i biologien betød udvikling en stigende opdeling internt i samfundet. Arbejdsdeling og specialisering øgede effektiviteten. Dermed fulgte også en stigende kompleksitet, der stillede tilsvarende større krav til koordination og integration mellem de enkelte dele. Kun hvis et samfund kunne imødekomme disse krav, ville de kunne overleve.

En anden hovedfigur var den franske sociolog Emile Durkheim, hvis hovedværker kom fra 1890’erne og et par årtier frem.

I industrisamfund lever folk under forskellige og foranderlige vilkår, og mange frygtede, at samfundet ville falde fra hinanden. Hans grundtese var, at arbejdsdeling faktisk tvært imod kunne styrke solidariteten, fordi der opstår større gensidig afhængighed, fx mellem forskellige erhverv, til forskel fra det traditionelle bondesamfund, hvor de enkelte landsbyer i højere grad var selvforsynende. Solidaritet blev en funktion af arbejdsdeling, hævdede han.

Durkheim ydede altså væsentlige bidrag i sine analyser af, hvordan solidaritet og integration kan opretholdes i moderne industrisamfund med stigende arbejdsdeling.

I antropologi var hovedfigurerne i 1900-tallets første årtier Bronislow Malinowski, der tilskrives at have indført selve betegnelsen funktionalisme, og Alfred Reginald Radcliffe-Brown.

Begge var inspireret af Durkheims idéer, herunder den holistiske samfundsopfattelse. Holisme betyder, modsat individualisme, at de enkelte dele, fx familien som institution, skal forstås ud fra helheden, ligesom når de enkelte organer i en organisme, fx hjertet, forstås ud fra den funktion, den udfører for organismen og dennes øvrige dele. Omvendt kan hjertet ikke fungere uden de øvrige organer.

Især Malinowski er kendt for at have fremhævet et udbredt postulat i klassisk funktionalisme, nemlig at alle enkelte elementer i enhver civilisation, det være sig vaner, materielle genstande, idéer eller forestillinger udfylder en funktion og er nødvendige for helhedens funktionsevne.

Inspireret af empiriske undersøgelser af smågrupper mente Parsons at kunne identificere fire funktioner med en tilsvarende arbejdsdeling, som altid dukkede op i gruppeprocesserne. Han forventede endvidere at kunne finde de samme fire funktioner indenfor alle sociale systemer.

På samfundsniveau svarede de til:

1. Det økonomiske delsystem, der varetager produktion og udveksling med omverdenen for at sikre ressourcer og faciliteter (tilpasning).
2. Det politiske delsystem, der udpeger og prioriterer fælles mål.
3. Civilsamfundet (det samfundsmæssige fællesskab), der sørger for integration.
4. Det kulturelle delsystem, der opretholder fælles værdier, trosforestillinger, solidaritet og loyalitet.

Han mente, at disse fire delsystemer var gensidigt afhængige og tilpassede. Det kulturelle delsystem tillagde han en overordnet styrende funktion.

Parsons udvidede i løbet af 1960’erne teorien, så den bedre kunne indfange de dynamiske forandringer, der kendetegner moderne samfund. Han identificerede tre historisk vigtige revolutioner, der førte til udspaltningen af de fire delsystemer, der er nævnt ovenfor.

• Den første er den industrielle revolution fra slutningen af 1700-tallet, der førte frem til, at økonomi og markeder blev til mere selvstændige delsystemer (i Danmark kan man tænke på landboreformerne ca. 1750-1814).
• Den næste er de demokratiske revolutioner, først i USA (1776) og Frankrig (1789), der selvstændiggjorde stat og politiske institutioner.
• Den tredje revolution er uddannelsesrevolutionen, hvor universiteter, uddannelser og undervisning i mange lande blev reformeret og udbygget fra begyndelsen af 1800-tallet. Det bidrog på længere sigt til at frigøre viden og kultur fra politik, økonomi og religion.

Som nævnt vandt strukturfunktionalismen stor indflydelse i tiden efter 2. Verdenskrig. Men den blev og også hurtigt udsat for kritik.

Denne kritik blev især fremført af en anden amerikansk sociolog, Robert K. Merton. Han pegede på, at virkninger, der ikke gavner helheden også forekommer. Hvad der er funktionelt eller dysfunktionelt må vurderes konkret.

Desuden pegede han på, at det er nødvendigt at skelne mellem, om funktioner af givne elementer er resultat af bevidst planlægning eller af en uplanlagt gradvis tilpasning af normer og vaner over tid. Han indførte altså en sondring mellem planlagte (kaldet manifeste) og uplanlagte (kaldet latente) funktioner.

Sondringen mellem manifeste og latente funktioner førte også til en metodologisk kritik af den måde, hvorpå funktionalisme blev brugt til at forklare strukturelementer i samfundet.

For hvordan forklarer man, at elementer med netop gavnlige funktioner for helheden opstår og bevares, hvis det ikke er resultat af bevidst planlægning? At elementerne har gavnlige virkninger giver ikke i sig selv en forklaring, når det ikke er resultat af bevidst planlægning. Virkninger kommer efter årsagen og kan ikke forklare noget, der kommer tidligere.

De forsøg, der har været gjort for at løse dette problem, har ikke virket overbevisende. Således må man i dag sige, at funktionalisme ikke egner sig til at forklare dannelsen af samfundsstrukturelle elementer. Det hindrer dog ikke, at funktionalisme som analyseramme på andre måder kan yde relevante bidrag med hensyn til at afklare positive og negative virkninger af strukturelle elementer.