fugletræk

Munk. Han tv., hun th.

.

Bramgås. Flok af bramgæs ved Skjern Enge.

.

Fugletræk.

.

Fænomenet hvid sol opstår hvert efterår, når i tusindvis af ryler trækker sydpå.

.

Fugletræk er regelmæssige årstidsbestemte vandringer hos fugle. Principielt adskiller fuglenes træk sig ikke fra tilsvarende vandringer hos mange andre dyregrupper, men distancerne og synligheden er påfaldende. Det første hænger selvfølgelig sammen med flyveevnen, mens synligheden gælder både selve trækket, især når det foregår om dagen, og fuglenes tilstedeværelse eller fravær på forskellige årstider.

Årsager til at fuglene trækker

Fugletrækket omfatter især bestande, der yngler i områder med stor klimatisk årstidsvariation, det vil sige arktiske, boreale eller kontinentale dele af den nordlige halvkugle. Et ikke ubetydeligt fugletræk foregår dog også inden for troperne. Føden er en nøglefaktor, selvom trækadfærden via hormoner styres af daglængden, ikke direkte af fødeforholdene. I nordlige egne har fugle, der tager flyvende insekter, således kun adgang til pålidelige føderessourcer i nogle få af årets måneder, og de overvintrer som regel i troperne, mens fugle, der tager inaktive insekter eller har en mere alsidig kost, kan overvintre i yngleområdet eller i varme tempererede/subtropiske egne. Vandfugle må opsøge isfrie vandområder.

Overvintringsområder og trækruter

De fleste langdistancetrækkere i Europa, Grønland og store dele af Asien overvintrer i Afrika, mens mange østasiatiske bestande søger til Australien, og nordamerikanske bestande trækker til Sydamerika. Mindre fugle som spurvefugle og vadefugle trækker ofte over en bred front, såvel over land som over hav. Større arter som fx mange rovfugle udnytter termiske opvinde og krydser nødigt større havområder, så trækruten følger i nogen grad kystlinjer. Andre sådanne ledelinjer kan være bjergkæder. På grund af ledelinje-effekten kan termikflyvere og også andre trækfugle koncentreres i store tal på visse steder, betinget af geografien, i Europa om efteråret således ved Falsterbo i Sverige samt Gibraltar og Bosporus ved Middelhavet.

Trækket foregår ofte i meget lange etaper, og især over ugæstfrit terræn som hav, ørken eller indlandsis er ophold undervejs udelukket. Blandt de mest bemærkelsesværdige præstationer er mange spurve- og vadefugles 3000-4000 km nonstop flyvninger over Middelhavet plus Sahara, over Atlanten fra Grønland til Vesteuropa eller fra New England i Nordamerika til Venezuela. Selvom fuglene åbenbart er i stand til at aflæse vejret og vælge tidspunkter med fordelagtige medvinde, indebærer sådanne ture tre til fire døgns uafbrudt flyvning. Den fornødne energi får fuglene fra opbyggede fedtdepoter, som i ekstreme tilfælde kan udgøre halvdelen af kropsvægten ved trækkets begyndelse.

Længere etaper tilbagelægges i betydelig højde i fra én til fem km's højde og er således ikke synlige fra jorden. Desuden trækker mange spurvefugle fortrinsvis om natten. Direkte iagttagelse af trækket er i så fald ikke muligt, men det kan studeres ved hjælp af radar og ved optællinger på rastepladser. Den klassiske metode til trækstudier, ringmærkning, er dog stadig det vigtigste værktøj til udforskning af fugletrækkets geografiske og tidsmæssige forløb.

Fuglenes navigering

Hvordan fuglene finder vej, har fascineret mennesket, lige siden trækkets omfang og karakter blev kendt i slutningen af 1800-tallet. Over kortere afstande i kendt terræn, bruger fuglene givetvis almindelige kendemærker i omgivelserne, og dagtrækkende fugle som gæs, traner og storke, hvor ungerne følges med erfarne fugle, kan bruge tilsvarende kendemærker (kystlinjer, floder osv.). Det er også fastslået, at fugle kan stedfæste deres position ved hjælp af sol og stjerner i kombination med deres indre ur, og mange arter er åbenbart i stand til at orientere sig efter Jordens magnetfelt.

Men der skal mere end sted- og retningssans til for at gennemføre trækket, og den præcise karakter af det mere eller mindre medfødte navigationsprogram er meget omstridt. Hvordan det ellers forholder sig, så må programmet være ret plastisk, det vil sige kunne justeres i løbet af relativt få generationer. Hos munken er det da også påvist, at simple genetiske forskelle bestemmer, om og i hvilken retning fuglen trækker. Flere andre fuglebestande er i færd med at skifte trækvaner, eller har gjort det inden for de sidste 100 år, og hele det trækmønster, vi kender i dag, er af ret ny dato, eftersom den sidste istid toppede for blot 15.000 år siden.

Træk-, stand- og invasionsfugle

Hos mange fuglearter er nordlige bestande trækfugle og sydlige bestande standfugle. Derimellem findes et område, hvor en del af bestanden trækker, mens resten forbliver i området året rundt. Om det enkelte individ trækker eller ej, er ofte genetisk bestemt, men der kan også være køns- og aldersbetingede forskelle.

Ikke alle geografiske bevægelser er egentlige træk. Ungfugle vil altid spredes i større eller mindre afstand fra fødestedet, og uregelmæssige ændringer i vejr og fødeforhold (fx tørke) kan udløse omfattende bevægelser. I nordlige egne kan et pludseligt fald i fødetilgangen føre til masseudvandring af fugle, der således med uregelmæssige mellemrum optræder i stort tal længere mod syd, hvilket kaldes invasioner. Velkendte eksempler i Danmark er gråsisken, kvækerfinke og silkehale.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig