fugletræk

Det er især fugle, der yngler i områder med stor klimatisk årstidsvariation, som trækker; dvs. fugle fra arktiske, boreale eller kontinentale dele af den nordlige halvkugle. Et ikke ubetydeligt fugletræk foregår dog også i troperne, især i områder med udtalt regn- og tørtid.

Føden er en nøglefaktor, selv om trækadfærden via hormoner styres af daglængden eller hos nogle arter af vejret, ikke direkte af fødeforholdene. Overfloden af føde i forårs- og sommermånederne bliver udnyttet af arter, som om vinteren trækker til områder med en mere stabil fødeforsyning. I nordlige egne har fx fugle, der tager flyvende insekter, kun adgang til pålidelige føderessourcer i nogle få af årets måneder, og de overvintrer som regel i troperne. Fugle, der tager inaktive insekter eller har en mere alsidig kost, kan derimod overvintre i yngleområdet eller i varme tempererede/subtropiske egne. Vandfugle må opsøge isfrie vandområder.

De fleste langdistancetrækkere i Europa, Grønland og store dele af Asien overvintrer i Afrika. Mange østasiatiske fugle søger til Sydasien og Australien, mens nordamerikanske fugle trækker til Sydamerika.

Mindre fugle som spurvefugle og vadefugle trækker ofte over en bred front, såvel over land som over hav. Større arter som mange rovfugle udnytter termiske opvinde og krydser nødigt større havområder, så trækruten følger i nogen grad kystlinjen. Andre sådanne ledelinjer kan være bjergkæder. På grund af ledelinje-effekten kan termikflyvere og andre trækfugle koncentreres i stort antal på bestemte steder, betinget af geografien. I Europa samlet mange trækfugle om efteråret ved fx Falsterbo i Sverige samt Gibraltar og Bosporusstrædet ved Middelhavet. Havfugle og visse vandfugle trækker fortrinsvis over havet, og mange arter krydser nødigt land.

De fleste fugle trækker i forholdsvis korte etaper med nogle få timers flyvning hver dag eller nat, afbrudt af intensiv fødesøgning for at samle energi. Over ugæstfrit terræn som hav, ørken eller indlandsis er ophold undervejs udelukket for de fleste arter, og etaperne bliver derfor meget længere.

Til de mest bemærkelsesværdige præstationer hører mange spurve- og vadefugles 3.000-4.000 km lange, nonstop flyvninger over Middelhavet plus Sahara, over Atlanten fra Grønland til Vesteuropa eller fra New England i Nordamerika til Venezuela. Selv om fuglene åbenbart er i stand til at aflæse vejret og vælge tidspunkter med fordelagtige medvinde, indebærer sådanne ture tre til fire døgns uafbrudt flyvning.

Det mest ekstreme eksempel, som kendes, er den lille kobbersneppes træk fra Alaska til New Zealand i ét stræk, en distance på mere end 11.000 km, som tilbagelægges på omkring otte døgn. Den fornødne energi får fuglene fra opbyggede fedtdepoter, som i ekstreme tilfælde kan udgøre halvdelen af kropsvægten ved trækkets begyndelse.

Nogle fugle flyver under alle omstændigheder mange timer hver dag og kan søge føde undervejs; for dem er selv et træk på mange tusind kilometer ikke nogen stor hindring. Det gælder fx mange havfugle, hvor især havternens træk hele vejen fra Arktis til Antarktis er kendt. Mursejleren tilbringer uden for ynglesæsonen al sin tid i luften og trækker til Centralafrika, hvor den følger de flyvende insekter, hvis udbredelse er bestemt af de fremherskende vejrmønstre. Begge arter flyver formodentlig langt over 100.000 km om året.

Længere etaper tilbagelægges i betydelig højde, fra én til fem km's højde, og er således ikke synlige fra jorden. Desuden trækker mange spurvefugle fortrinsvis om natten. Direkte iagttagelse af trækket er i så fald ikke muligt, men det kan studeres ved hjælp af radar og ved optællinger på rastepladser. I mange år var den klassiske metode til trækstudier, ringmærkning, det vigtigste værktøj til udforskning af fugletrækkets geografiske og tidsmæssige forløb, og den er stadig vigtig for studier småfuglenes trækmønstre. Siden 2000 har forskellige former for elektronisk sporing af fuglene dog indtaget hovedrollen og har givet en langt mere detaljeret indsigt i både fuglenes ruter og deres adfærd undervejs på trækket.

Hvordan fuglene finder vej, har fascineret mennesket, lige siden trækkets omfang og karakter blev kendt i slutningen af 1800-tallet. Over kortere afstande i kendt terræn bruger fuglene givetvis almindelige kendemærker i omgivelserne, og dagtrækkende fugle som gæs, traner og storke, hvor ungerne følges med erfarne fugle, kan bruge tilsvarende kendemærker (kystlinjer, floder osv.). Når fuglene bevæger sig over længere afstande i ukendt terræn – eller over havet – har de derimod brug for både at kunne bestemme, hvor de er, at kende deres mål og at afgøre, i hvilken retning de skal flyve for at nå målet. De har med andre ord brug for både kort og kompas, men også for en slags "GPS", der kan fortælle dem hvor de er.

Det er fastslået, at fugle kan stedfæste deres position og orientere sig ved hjælp af sol og stjerner i kombination med deres indre ur. Mange arter er åbenbart også i stand til at orientere sig efter Jordens magnetfelt. Det har længe været et mysterium, hvordan fuglene kunne sanse magnetfeltet, men et studie fra 2021 antyder, at specialiserede molekyler i øjnene ved hjælp af en kvantekemisk effekt kan registrere magnetfeltet. Nogle fugle bruger tilsyneladende også lugtesansen til at navigere med, selv over ganske lange afstande.

Der skal dog mere end sted- og retningssans til for at gennemføre trækket, og den præcise karakter af det mere eller mindre medfødte navigationsprogram er meget omstridt. For langt de fleste arter trækker ungfuglene uafhængigt af de voksne, og det er svært at forstå, hvordan de kan vide, hvor de skal flyve hen. Hvordan det ellers forholder sig, må programmet være ret plastisk; det skal kunne justeres i løbet af relativt få generationer. Hos munken er det påvist, at simple genetiske forskelle bestemmer, om og i hvilken retning fuglen trækker. Flere andre fuglebestande er i færd med at skifte trækvaner eller har gjort det inden for de seneste 100 år. Hele det trækmønster, vi kender i dag, er da også af ret ny dato, eftersom den sidste istid sluttede for blot ca. 15.000 år siden.

Hos mange fugle er de nordlige bestande af arten trækfugle, mens de sydlige bestande af samme art er standfugle. Derimellem findes et område, hvor en del af bestanden trækker, mens resten forbliver i området året rundt. Om det enkelte individ trækker eller ej, er ofte genetisk bestemt, men der kan også være køns- og aldersbetingede forskelle.

Ikke alle geografiske bevægelser er egentlige træk. Ungfugle spredes oftest i større eller mindre afstand fra fødestedet, og uregelmæssige ændringer i vejr og fødeforhold (fx tørke) kan udløse omfattende bevægelser. I nordlige egne kan et pludseligt fald i fødetilgangen føre til masseudvandring af fugle, der med uregelmæssige mellemrum optræder i stort antal længere mod syd; dette kaldes invasioner. Velkendte eksempler på invasionsfugle i Danmark er gråsisken, kvækerfinke og silkehale.

• migration (dyr)
• fugle