Ringmærkning er mærkning af fugle med mærker, der er forsynet med et nummer (eller en bogstav-tal-kombination) til genkendelse ved senere fund eller genfangst samt med en returadresse. Typisk er mærket en metalring, der anbringes om fuglens tars (mellemfod), men andre udformninger (vingemærker, halsmærker) og materialer (plast) bruges også.
ringmærkning

Ringmærkning. Opfinderen af den videnskabelige ringmærkning, H. Chr. C. Mortensen, ringmærkede sin første stær i 1899. Siden kom arbejdet til at omfatte mange andre fugle, bl.a. storke, hejrer, ænder og måger. I alt nåede Fugle-Mortensen at ringmærke over 5200 fugle. Udateret fotografi.
Formål og teknikker
Fugleundersøgelser ved hjælp af moderne teknikker som radio- og satellitsendere og dataloggere kan opfattes som en videreudvikling af ringmærkningen, der gør det muligt at genkende individer og følge deres liv og færden. Formålet er at skaffe oplysninger om fuglenes bevægelser (fx fugletrækkets geografiske og tidsmæssige forløb), demografiske forhold (fx årlig dødelighed, se bestandsanalyse) og andre biologiske data af grundvidenskabelig og forvaltningsmæssig interesse. Både trækforhold og faktorer, der påvirker bestandenes udvikling, kan ændre sig uforudsigeligt, så ringmærkning er ikke blot en teknik til brug i konkrete forskningsprojekter, men også et nyttigt værktøj i en løbende overvågning.
Ringmærkningens opfindelse
Ringmærkningens opfindelse tilskrives danskeren H. Chr. C. Mortensen, der som den første brugte metoden systematisk i sine undersøgelser fra 1899 af stærene i Viborg, hvor han var overlærer. Idéen bredte sig hurtigt, og allerede tidligt i 1900-tallet fremstillede og benyttede mange organisationer og enkeltpersoner i Europa og Nordamerika fugleringe. Efterhånden blev virksomheden i de fleste lande samlet i landsdækkende ringmærkningscentraler, og i 1963 dannedes EURING (European Union for Bird Ringing) for at koordinere og standardisere arbejdet (Amerika var allerede tidligt dækket af én ringmærkningscentral).
Ringmærkningen foretages af Danmarks Naturhistoriske Museum
I Danmark blev privat ringmærkning afskaffet med Jagtloven af 1967, hvorefter kun Zoologisk Museum i København (nu Statens Naturhistoriske Museum) og Vildtbiologisk Station (nu Institut for Bioscience, Aarhus Universitet) kunne forestå ringmærkning af fugle. Fra 1999 er Statens Naturhistoriske Museum landets eneste ringmærkningscentral, men arbejdet sker fortsat i samarbejde med Institut for Bioscience. I praksis udføres størstedelen af mærkningerne af kyndige amatører under licens, og virksomheden er nøje overvåget for at sikre, at den lever op til fastsatte videnskabelige og etiske standarder.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.