Danmark. Den 31. maj 1940, knap to måneder efter tyskernes besættelse af Danmark, var der premiere på Kjeld Abells revykomedie Dyveke med sangtekster af Poul Henningsen og med Liva Weel i titelrollen som Christian 2.s elskerinde. Særlig berømt blev visen Man binder os paa Mund og Haand for sine hentydninger til besættelsesmagten. Dyveke blev opført i alt ca. 400 gange.

.

Cirkusrevyen. Holdet bag Cirkusrevyen 2007; fra venstre Henrik Lykkegaard, Lisbet Dahl, Ulf Pilgaard, Ditte Hansen og Andreas Bo Pedersen.

.

Nytårsaften 1849 præsenterede Erik Bøgh den første danske revy på Casino i København. Den bestod af en række selvstændige numre, som var løst kædet sammen af en gennemgående figur.

Denne uforpligtende form for underholdning tog især middelstanden til sig. Gradvist forsvandt rammehistorien, og tilbage var numrene, som indbyrdes ikke behøvede at have noget med hinanden at gøre.

I 1873 begyndte sommerrevyerne. De turnerende teaterselskaber så mulighederne i genren, og snart var der sommerrevy i enhver by med respekt for sig selv.

Samtidig dukkede de første revystjerner op; i 1890'erne var Frederik Jensen fx det store trækplaster på Nørrebros Teater. Revyerne blev stadig mere overdådige. Det kulminerede med Scalarevyerne fra 1912-30 under Frede Skaarups ledelse; her fik Liva Weel sit store gennembrud.

Men midt i udstyret druknede indholdet. Tendensen var, at revyteksterne kritikløst tog udgangspunkt i det bestående ved at gøre grin med det, der afveg fra normen.

Reaktionen kom i midten af 1920'erne med Ludvig Brandstrups Co-Optimisterne, en intim revyform, der med få rekvisitter atter satte ordet i centrum. Den store satiriske gennemslagskraft fik disse revyer dog ikke; det gjorde til gengæld PH-revyerne, der fra 1929 til slutningen af 1930'erne anført af Poul Henningsen brugte revyen som våben i kulturkampen.

Revyen skulle handle om virkelige mennesker, så ikke bare handling, men også holdning blev genindført. Det var dog fortsat de bredt anlagte og politisk neutrale revyer, der dominerede. Stjerner som Osvald Helmuth fremførte forestillingens store vise, og mange revyviser er i årenes løb blevet evergreens.

Under besættelsen viste revyen sin evne til at spille på det usagte som et underfundigt bidrag til modstandskampen. I 1950'erne indførte Stig Lommer i sine ABC-revyer en mere crazybetonet stil, anført af komikerparret Kellerdirk, Kjeld Petersen og Dirch Passer. Fra 1961 fik den kritisk-satiriske revy en opblomstring, først på Studenterscenen med Erik Knudsen og Finn Saverys Frihed — det bedste guld, siden også på Fiolteatret og i Dronningmølle med bidrag af bl.a. Jesper Jensen, Klaus Rifbjerg og Johannes Møllehave.

Radio og tv begyndte i 1960'erne at lave revyprogrammer, hvorved mange af de oplagte temaer var brugt op, inden man nåede sommerens forestillinger. I konsekvens heraf tog en række revyer en drejning hen imod større musikalitet og en særlig humoristisk måde at anskue tilværelsen på, fx med Jesper Klein og Hans Klyder i sidste halvdel af 1970'erne eller som i Hjørringrevyerne, der siden Per Pallesen i 1979 blev direktør er afviklet med stor stilsans i et forrygende tempo.

Gennem 1990'erne stabiliserede revyernes antal sig omkring de 20 om året med Cirkusrevyen som det store showmæssige flagskib, sekunderet af Leif Maiboms (f. 1951) Sønderborg-revyer, Flemming Krølls (f. 1954) revyer i Nykøbing F. og Rottefælden i Svendborg. Samtidig er der dukket nye revyagtige tiltag op som ensemblerne Ørkenens Sønner (fra 1997), hvor mandehørmen luftes, og Det Brune Punktum, der udfordrede tabuerne.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig