Cyberforsvar
På en base i Barkdale i Louisiana er officerer fra flyvevåbnet ved at opdatere anti-virus software. Foto fra 2008.
Cyberforsvar
Byline: Cecilio M. Ricardo Jr./AFP/Ritzau Scanpix.

Cyberkrig er et flertydigt begreb om anvendelse af magt i og igennem cyberspace.

Definition på cyberkrig

I en militær kontekst defineres cyberkrig som den militære brug af cyberspace som operativt domæne i en væbnet konflikt. Brug af cyberspace refererer her til offensive militære enheders forsøg på ved hjælp af computerkode at påvirke kode og data – det vil sige, instruktioner og informationer – i modstanderens missionskritiske computernetværk. Cyberkrig refererer også altid til de defensive enheders forsøg på at forhindre, at den igangværende påvirkning får en negativ effekt på egne netværk. I en cyberkrig kæmper to eller flere sider med andre ord med computerorme, computervira, præinstallerede bagdøre og overbelastningsangreb rettet mod it-systemerne i hinandens vitale infrastrukturer, indtil modstanderen vilje til at kæmpe er knækket, eller de politiske mål er nået.

Bredere brug af begrebet

I daglig tale bruges cyberkrig imidlertid ofte til at beskrive en bredere vifte af aktiviteter og aktører end blot de militære enheder, der kæmper med forskellige cybermidler i konteksten af væbnet konflikt. Det betyder, at forståelsen af cyberkrig også omfatter statslige eller statsstøttede aktører, som i gråzonen under tærsklen for væbnet konflikt forsøger at trænge ind i fremmede computere med henblik på at forstyrre, manipulere eller ødelægge netværk samt sprede mis- og desinformation eller spionere.

Til tider forstås cyberkrig endnu bredere. Her omfatter begrebet også cyberkriminelles ransomwareangreb, whistleblowernes lækager, aktivisters onlinedemonstrationer, og terroristers brug af internettet til eksempelvis rekruttering og propaganda. Denne brug er blevet mødt med en del kritik. Ordet krig insinuerer det meste alvorlige politiske og eksistentielle problem en stat kan stå overfor og kræver ofte, at de sikkerhedspolitiske apparaturer – herunder militæret og efterretningstjenesterne – involveres. Bekymringen er, at en for bred brug begrebet cyberkrig fører til en politisk retfærdiggørelse af unødvendigt indgribende og aggressive modforanstaltninger, der underminerer borgernes fundamentale rettigheder, generelt gør cyberspace mere usikkert og risikerer at eskalere konflikter.

Cyberkrigens historie

”Kunne sådan noget ske i virkeligheden?” Spørgsmålet blev efter sigende rettet mod den daværende amerikanske forsvarschef general John Vessay. Og det blev stillet af præsident Ronald Reagan, efter han en junidag på Camp David i 1983 havde set filmen WarGames. Filmen handler om en teenager, spillet af Matthew Broderick, som næsten starter tredje verdenskrig, da han uforvarende kommer til at hacke sig ind i det computersystem, der styrer det amerikanske forsvars atomarsenal.

Efter at John Vessay havde undersøgt sagen, vendte han tilbage med et nedslående svar. Sikkerheden i telekommunikationsnetværkene og informationssystemerne i det amerikanske forsvar var ringere end antaget. Resultatet blev en lang række interne arbejdsgrupper, der mundede ud i et nationalt sikkerhedsdirektiv, NSDD-145 – det første politiske dokument i USA, som behandlede, hvad der senere er blevet kendt som cyberkrig.

Anvendelse af begrebet cyberkrig

Cyberangreb
Deutche Bahn blev udsat for et cyberangreb i maj 2017. Her kommer beskeden om pengeafpresningen frem på skærmen med togafgange på en station i Chemnitz i det østlige Tyskland.
Cyberangreb
Byline: P. Goetzelt/AFP/Ritzau Scanpix.

Begrebet cyberkrig blev anvendt for første gang i 1987, da science fiction-magasinet Omni brugte ordet til at beskrive en fiktiv fremtidskrig fyldt med robotter, selvkørende flyvende biler og autonome våbensystemer. Men det var først i 1993, at ordet officielt blev knyttet til hacking. Her stod to prominente forskere, John Acquilla og David Ronfeldt fra den amerikanske tænketanken RAND frem og erklærede, at ”Cyber War is Coming!”. Med det mente de to forskere, at militære hackere i stigende grad ville udnytte staters begyndende afhængighed af sammenkoblede computere i komplekse netværk til at spionere på, forstyrre og angribe fjendens kommando- og kontrolsystemer.

Til trods for en stigende bekymring for et ”Cyber 9/11” holdt den akademiske litteratur imidlertid fast i, at cyberkrig var noget, der foregik mellem stater og primært mellem militære enheder. Den tidligere nationale sikkerhedsrådgiver under præsident Clinton, Richard Clark, og præsident Obamas cybersikkerhedsrådgiver, Robert Knake, skrev i 2010 den ofte citerede bog Cyber War, hvori de fastholdt, at cyberkrig er handlinger, udført at nationalstater, som forsøger at trænge ind i andre nationers computere med henblik på at forårsage skade eller forstyrrelse.

Mulig cyberkrig i Estland

Virkeligheden komplicerede imidlertid den entydige afgrænsning af cyberkrig til militærenes interaktion i cyberspace. Allerede i 2007 oplevede Estland, at mange offentlige og private hjemmesider blev overbelastet af datatrafik i forbindelse med pro-russiske demonstrationer mod beslutningen om at flytte en sovjetisk statue fra en central plads i Tallinn. Forstyrrelserne, der gjorde online-banking og adgang til nyhedssider utilgængelige i kortere perioder, blev udført af aktivister og kriminelle netværk, hvis tilknytning til Kreml stadig er uvis. Alligevel er hændelsen af mange blevet betegnet som den første cyberkrig, mens andre insisterer på, at forstyrrelsen mest af alt bør karakteriseres som optøjer og protester i cyberspace.

Mulig cyberkrig i Georgien

I 2008 invaderede Rusland nabolandet Georgien. Også her blev cyberangreb brugt mod statslige hjemmesider og kommunikationsnetværk – denne gang i tættere koordination med de russiske militærenheders bevægelse over grænsen. Og igen blev angrebene efter sigende udført af kriminelle netværk med en uafklaret tilknytning til det russiske forsvar. Endnu engang var eksperter uenige om, hvorvidt der her var tale om egentlig cyberkrig.

Mulig cyberkrig i Iran

To år senere kom det frem, at mere end tusind iranske atomcentrifuger i årevis var blevet ødelagt af en computerorm, som fik navnet Stuxnet. Amerikanske journalister afslørede efterfølgende, at USA og Israel stod bag et forsøg på at forhindre Iran i at udvikle atomvåben.

Iranske hackere uden formel tilknytning til den iranske revolutionsgarde stod i de følgende år bag flere cyberangreb, der eksempelvis slettede alt på mere end 35.000 computere hos Saudi-Arabiens nationale olieselskab, Saudi Aramco, og senere overbelastede stort set alle større amerikanske bankers hjemmesider med trafik, så de i perioder var utilgængelige.

"Cyberkrigen kommer ikke"

Skeptikere fastholdt imidlertid, at vi stadig ikke havde oplevet en cyberkrig. ”Cyber Pearl Harbor”- og ”Cyber 9/11”-metaforerne var fantasier og unødvendige overdrivelser. Forskeren Thomas Rid skrev i 2013 bogen Cyber War Will Not Take Place, hvori han insisterede på, at ingen cyberangreb til dato levede op til den anerkendte tyske krigsteoretiker Carl von Clausewitz’ definition fra 1832 af krig som både politisk, instrumentel og voldeligt.

Samtidig indeholder krig altid en gensidighed, hvor to eller flere sider åbent kæmper en eksistentiel kamp for at få sin politiske vilje. Krig er derfor aldrig blot en enkelt handling, men en vekselvirkning – med volden som redskab – mellem angreb og forsvar.

De skeptiske cyberkrigsforskere understregede i forlængelse heraf, at cyberkrigen ikke ville finde sted af den simple grund, at de involverede parters forsøg på med vold at knække den andens vilje til at kæmpe altid hurtigt vil bevæge sig uden for cyberspace. Almindelige våben er simpelthen mere voldelige, når man kæmper en eksistentiel, politisk kamp for overlevelse. Forventningen er derfor, at en krig ikke kan isoleres til cyberspace. Derfor vil den, hvis konflikten ikke løses, udvikle sig til en krig med fysisk vold og almindelige våben.

Sabotage, spionage eller undergravende virksomhed

I stedet for at tale om cyberkrig, argumenterede Thomas Rid for, at vi i stedet bør karakterisere cyberangreb som enten sabotage, spionage eller undergravende virksomhed. Disse aktiviteter kan meget vel være brugbare både i og uden for krig. De kan støtte, komplementere eller erstatte konventionelle militære angreb. Og de kan bruges i fredstid til at indhente vigtige efterretninger eller som understøttende redskab i påvirkningskampagner og informationsoperationer.

Derfor begyndte flere og flere stater i slutningen af 00'erne at investere i militære enheder, der skulle føje offensive cyberspaceoperationer til de militære og udenrigspolitiske værktøjskasser.

Cyberangreb i Ukraine og USA

Med Ruslands annektering af Krim i 2014 eksploderede interessen for hybridkrig. I EU og NATO blev der kigget indad. Man havde været for naiv over for Rusland og deres villighed til at udnytte eksisterende kategorier og definitioner af krig og væbnet konflikt. I 2000-tallet var krig og fred ikke længere sort-hvid, og cyberkrig afspejlede det faktum, at der pågår alvorlige aktiviteter i gråzonen mellem de to.

Og den russiske cyberkrig blev ikke blot udlevet i Ukraine, men også mod Vesten. Her blev især hacking af e-mails i forbindelse med Det Demokratiske Partis nationale konvent under den amerikanske primærvalgkamp i sommeren 2016 startskuddet til en revurdering af betydningen af cyberkrig. Indtil nu havde cyberkrig og informationskrigsførelse være klart adskilt i den vestlige akademiske og politiske tænkning. Cyberkrig var ikke længere blot destruktive cyberangreb mod kritiske samfundsmæssige systemer, men var nu pludselig også en del af det kognitive domæne og muligheden for at påvirke befolkningers holdninger og tænkning gennem onlinepropaganda. Hack og læk af fortrolig information blev en alvorlig national sikkerhedspolitisk trussel, hvor flere eksperter insisterede på, at Ruslands påvirkning af det amerikanske valg burde kategoriseres som et ”Cyber 9/11”.

Cyberkrig eller talrige små "cyberstik"

Cyberværnepligt
Forsvarets logo for cyberværnepligten, der blev i 2019 indført som en forsøgsordning. Under uddannelsen lærer de værnepligtige særlige it-kompetencer, der kan være med til at beskytte Danmark mod cyberangreb, hackerangreb og digitale påvirkningskampagner.
Cyberværnepligt
Byline: Claus Fisker/Ritzau Scanpix.

Den langsommere underminering af demokratiske institutioner, understøttet af cyberangreb, pustede liv til ideen om cyberkrig som ”de 1.000 snits død”. Idéen om, at truslen fra cyberangreb ikke primært knytter sig til det spektakulære ”Cyber Pearl Harbor”, men i stedet til de mange usynlige ”cyberstik”, var allerede blevet introduceret små ti år tidligere af den daværende chef for det amerikanske National Security Agency (NSA) og US Cyber Command, General Keith Alexander. Dengang var den påståede trussel ikke cyber-støttede påvirkningskampagner, men statsstøttet kinesisk cybertyveri af vestlige firmaers intellektuelle rettigheder. Den stigende interesse for krig, som noget der finder sted under tærsklen for væbnet konflikt, førte til, at cyberkrig i stigende grad blev accepteret som noget bredere end militær anvendelse af cyberspaceoperationer på kamppladsen.

Cyberkrig og invasionen af Ukraine

Da russiske kampvogne den 24. februar 2022 rullede ind over grænsen til Ukraine og begyndte den første territorialkrig i Europa siden Balkankrigene, forventede flere forskere og militæranalytikere, at vi nu ville vende tilbage til den oprindelig definition af cyberkrig: den militæroperative brug af offensive og defensive cyberspaceoperationer i væbnet konflikt.

I måneden op til invasionen og i månederne efter oplevede Ukraine da også en stigende aktivitet i cyberspace med flere forsøg på at forstyrre kritiske kommunikationsnetværk og infrastrukturer. En afgørende militær effekt fik det dog ikke. Om dette skyldes Ukraines cyberforsvar, russisk inkompetence eller store vestlige Big Tech-virksomheder, der kom Ukraine til undsætning, kan ikke siges med sikkerhed. Det er dog tydeligt, at den militæroperative brug af cyberspaceoperationer kun har udgjort en mindre del af den verserende krig i cyberspace. Cyberaktivisme – eller hacktivisme – og den cyberstøttede informationskrig udgør en lige så stor del af krigen i cyberspace. Cyberkrig er med andre ord i dag også en integreret del af kampen om narrativet.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig