bolig

En bolig kan være fast eller transportabel, og materialerne varierer alt efter klima og kulturkreds. Som regel er boligen konstrueret af mennesker, men fx naturgivne huler kan også tjene som bolig.

Det at bo er en måde at forholde sig på, en måde at være på. Sproghistorisk indeholder verbet at bo den samme indoeuropæiske ordrod for 'at være', der bl.a. forekommer i det tyske (ich) bin 'jeg er' og det engelske to be 'at være'. Det har fra filosofisk side affødt påstanden om, at det at være (menneske) er det samme som det at bo (den tyske filosof Martin Heidegger). Måden, vi bor på, er måden, vi er på.

I dag er det at bo ikke noget, man kan foretage sig, men noget man bare gør, når man har en bolig. Men oprindelig havde det at bo også en dynamisk betydning i retning af 'vokse, (lade) blive til', hvilket går igen i det afledte ord at bygge. I det at bo findes både et vedvarende og tilblivende aspekt.

Begrebsmæssigt er bolig ofte sammenfaldende, men ikke identisk med begreber som hus, hjem og bopæl.

Et hus er én ud af mange bygnings- og boligtyper og refererer i højere grad til selve den fysiske ramme (fx murværket) og formen. Huse kan kategoriseres i forskellige hustyper, fx højhus, rækkehus og den hyppigst forekommende danske boligtype, parcelhuset (se enfamilieshus); men ikke alle huse er boliger.

Et hjem betegner et tættere tilhørsforhold end bolig. Man kan bo på afstand af sit hjem; en flygtning er fx tvunget til at have en bolig langt fra sit hjem. Mens hjemmet i en videre betydning er knyttet til begreber som fædreland og modersmål, forstår man ved bolig den konkrete ejendom, som i modsætning til hjemmet kan erstattes.

Ordet bopæl henviser til en af de fire hjørnestolper i hegnet, der afgrænser ejendommen; nu betegner det folkeregisteradressen.

De ældste kendte menneskeboliger opstod i stenalderen. Fast bopæl opstod således først ved indgangen til agerbrugskulturen, da man begyndte at domesticere jordens afgrøder. Grundbetydningen af ordet bonde, der kommer af det fællesnordiske ord for 'at bo', er således en bosiddende mand.

Etymologisk er der også en forbindelse mellem bolig og domesticering, idet det latinske ord domesticus, der betyder 'det huslige' eller 'det private', er afledt af ordet domus 'hus'.

Den menneskeskabte bolig, der består af bearbejdede materialer, indgår således i en bearbejdning af omgivelser og i menneskets egen formning af sit liv. Det menneskeskabte ved boligen understreger dens vigtige funktion som ramme om eget råderum og garant for en så høj grad af selvbestemmelse som muligt.

Det latinske ord for herren i huset er dominus, der også er afledt af domus og går igen i fremmedordet dominere. Det, at man selv udtænker boligens ydre rammer, er det mest omfattende udtryk for, at boligen er område for selvbestemmelse; det enkleste udtryk ses i boligens indretning.

Ud over at boligen er beskyttende, har den også andre funktioner, fx den repræsentative og den rekreative.

Boligens repræsentative funktion viser sig, i det øjeblik en gæst træder ind i boligen. Der er forbundet en grad af intimitet ved at gæste et andet menneskes bolig, for her udtrykker den boende sin stand, status og smag.

Imellem det private og det offentlige rum er der normalt en overgangszone, der kendetegnes ved, at man endnu ikke er kommet ind i det private, men har forladt det offentlige rum. Denne zone er der som regel en mulighed for at præge individuelt, fx ved hjælp af boligens ydre, men selv hvor dette ikke er tilfældet, fx i etageejendomme, præsenteres boligen alligevel i overgangszonen, bl.a. ved trappens bredde, gelænder og stuk.

Nogle steder bliver også indgangen til overgangszonen låst. Mens det stadig er almindeligt i danske landdistrikter at lade selv hoveddøren stå ulåst, bliver gæster i storbyers etageejendomme hyppigt lukket ind i to omgange: først igennem gadedøren via en dørtelefon, dernæst igennem døren til lejligheden.

Boligens rekreative funktion viser sig ved, at det oftest er her, man trækker sig tilbage for at få ro og fred; i Danmark er det som regel forbundet med at være alene eller sammen med familien. Boligtyper, der søger at tilfredsstille behovet for at bo i grønne omgivelser, er bl.a. villaen, rækkehuset, sommerhuset og kolonihavehuset.

Både villaen og lysthuset med eller uden nyttehave er fænomener, der kendes fra oldtiden, men begge fik en renæssance i slutningen af 1800-tallet. Da demarkationslinjen ved Københavns volde blev ophævet i 1852, blev det muligt at flytte i helårshuse uden for København; det var begyndelsen til de første villakvarterer på Frederiksberg og flere andre steder.

Kolonihaverne blev udbredt fra sidste halvdel af 1800-tallet på baggrund af industrialiseringen, da byen udvidedes med etageejendomme i højt tal. Idealet var at have tilknytning til byen og adgang til have. Et af de første forslag til anvendelse af et kolonihaveanlæg hed "Bo i Højhus med Have".

Boligens funktioner blev derfor for mange af byens borgere delt ud på mere end én bolig, en hverdagsbolig og en rekreativ bolig. Inden for alternative boligformer i byen, fx på Christiania, har man set forsøg på at bringe alle funktioner sammen i kun én bolig.

Retten til bolig står omtalt i artikel 25 i FN's Verdenserklæring om menneskerettigheder af 1948, hvori det siges, at enhver har ret til en sådan levefod, som er tilstrækkelig til at opretholde hans og hans families sundhed, herunder bl.a. bolig.

En FN-gruppe opstillede i 1988 følgende ni punkter, der skal være tilgodeset, for at der kan tales om en acceptabel bolig.

• arbejderboliger
• arkitektur
• boligøkonomi
• boligpolitik
• boligbyggeri
• boligforhold
• domicil
• Københavns bastionære befæstning

• om gårdhavehuse i Albertslunds arkitektur
• Kolonihaverne i Danmark