En villa er i moderne tid et friliggende enfamilieshus, ofte med arkitektoniske detaljer og planløsninger inspireret fra renæssancen. Betegnelsen villa stammer fra antikkens Romerrige, hvor den blev brugt om en større overklasses landejendom med omgivende haveanlæg og jorder.

Faktaboks

Etymologi
Ordet betyder egentlig 'gård, landsted' på latin, hvor det er en afledning af vicus 'samling huse, gårde'.

Antikkens villaer

I Romerriget brugte man betegnelserne villa rustica om en landbrugsejendom, villa suburbana om et privathus i udkanten af en by og villa maritima ved havet. Hovedbygningen i denne type bygningskompleks er kendt som casino. I byen Tivoli ved Rom ligger Hadrians Villa (ca. 125-134) og Villa d'Este (ca. 1550-75), som klassiske, velbevarede eksempler på bygningstypen. Modsvarende til villaen fandtes betegnelserne domus og insula for regulære byhuse.

Villaer i nyere tid

Inspireret af renæssancevillaernes hovedbygninger begyndte historicismens arkitekter i midten af 1800-tallet at tegne fritlæggende enfamilieshuse i byerne og forstæderne, hvorfra den nutidige betydning af ordet opstod. Ligeledes er murmesterboligen fra perioden omkring Bedre Byggeskik en videreudvikling af villaen som enfamilieshus, men nu i en regionalistisk fortolkning af håndværk og materialer.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig