Hadrians Villa

Hadrians Villa. Det store bassinanlæg Canopus er omgivet af en søjlekolonnade. Mellem søjlerne står statuer, bl.a. seks karyatider, der er kopier af statuerne fra Erechtheion, og, som det ses midt i billedet, en statue af guden Mars med hjelm og skjold. Udformningen af anlægget kan være inspireret af kanalen mellem byerne Alexandria og Canopus i Nildeltaet; både ved Nilen og her lå der for den ene ende et tempel for Serapis. Kejser Hadrian havde netop besøgt Canopus i begyndelsen af 130'erne.

.

Artikelstart

Hadrians Villa var en privatvilla for kejser Hadrian 4 kilometer sydvest for Tivoli øst for Rom, opført i 120-130'erne oven på en villa fra republikansk tid. Området blev kraftigt udbygget og omfattede ca. 56 ha.

Villaen består af en lang række anlæg til beboelse og repræsentation, biblioteker, badeanlæg, sportsplads og teater. Den blev brugt af Hadrians efterfølgere, indtil kejser Konstantin plyndrede den for kunstværker i 300-tallet. I middelalderen blev byggematerialer fra villaen brugt til huse i Tivoli. Udgravninger indledtes i 1500-tallet og foregår stadig. Hadrians villa er optaget på UNESCOs Verdensarvsliste.

Villaen er planlagt med en række længdeakser, der skærer hinanden skråt, og symmetri er et grundelement. Bygningerne er understøttet af kunstige terrasser og opført i beton beklædt med mursten, oftest med loftshvælv. I villaen blandes gamle arkitekturformer med nye, og der eksperimenteres især med de kurvede og kontrakurvede linjer med områder med og uden lys og spil mellem lys og skygge.

Det ses blandt andet i Piazza d'Oro, som er en rektangulær plads med springvand langs længdeaksen. Ved kortsiderne anlagdes rum med fuldstændig nye former: Serpentinkurver, bølgende komplekse hvælv og en søjleorden, der kun var visuel. Villaen har tre badeanlæg; det "lille badeanlæg" er unikt i antik arkitektur med rum, hvis grundplan er baseret på en række forskellige geometriske figurer og indpasset i hinanden som i et puslespil. Rummenes loftshvælv er i forskellige former og højder.

Overalt i villaen var der bassiner og springvand. Et af de fineste bassinanlæg er Canopus, der var 121,4 meter langt og omgivet af en korinthisk søjlepergola. For enden lå et nymfæum og en helligdom for Serapis.

Under villaen er der konstateret et komplekst gangsystem, der dels tillod hurtig kommunikation mellem de forskellige anlæg, dels blev brugt til opbevaring af fødevarer og is, som blev bragt ned fra bjergene og blandt andet brugt til afkøling af drikkevarer.

I villaen er der fundet mange mosaikker og en mængde skulpturer, der i kvalitet går fra de allerbedste til livløse kopier af græske mesterværker. Mange af fundene findes på museer i Rom, men der er også et lille museum på stedet med enkelte fund og en model af villaen.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig