Enfamilieshus, fritliggende hus, der har en mindre have og bruges som helårsbolig. Ca. halvdelen af den danske boligmasse udgøres af enfamilieshuse. Boligtypen vandt kraftigt frem 1955-75, bl.a. ved opførelse af massefremstillede typehuse.

Rosenvænget på Østerbro i København fra midten af 1800-t. er det første område i Danmark, hvor hustypen er anvendt, her i en mere eksklusiv udformning, og ordet villa var den anvendte betegnelse.

Enfamilieshusets mere folkelige udbredelse stammer fra begyndelsen af 1900-t., hvor byggeforeninger, bl.a. for grupper af funktionærer fra sporvejene, postvæsenet m.m., opførte samlede bebyggelser med små ens huse.

Statslånshusene fra de første årtier efter 1945 har en særlig plads i boligtypens udvikling. Bemærkelsesværdige er også de enfamilieshuse, som arkitekter har opført til eget brug.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig