Betegnelsen hus anvendes i bred forstand om flere forskellige former for bygninger, men er i snæver forstand en bygning, der anvendes som bolig. Opførelse af huse til permanent ophold for mennesker kendes tilbage til forhistorisk tid omtrent samtidig med bondekulturens opståen, ca. 9000 f.v.t. Efterhånden udvikledes forskellige husformer, der var tilpasset lokale forhold og byggematerialer, fx ler, træ, strå, tørv og is.
Fra det forhistoriske middelhavsområde kendes adskillige hustyper, cirkulære eller ovale, bygget af træ eller fletværk. I træfattige områder bygge de man rektangulære huse af sten eller soltørret tegl og med flade tage. Husene kunne være fritstående eller samlet i grupper omkring åbne gårde. Fra den minoiske kultur findes eksempler på huse i flere etager, mens den mykenske kultur udviklede et megaron, et kvadratisk hus med en foranstående (søjle)hal. Megarontypen findes helt ned i 600-500-tallet f.v.t. og blev forbillede for de græske templer.
Fra 400-tallet f.v.t. bestod det typiske græske hus af en åben gård med forskellige rum grupperet omkring den. Huset var meget lukket udadtil; gennem en smal portindgang kom man til gården. Det vigtigste rum var androm, et spiserum, hvor mandlige gæster blev beværtet. Kvinderne havde deres egen afdeling. Husene kunne have en øvre etage, og taget var normalt fladt. I Italien skabtes allerede i etruskisk tid atriumhuset, i hvis struktur der indgik et midterrum, atrium, med en åbning i taget og et vandbassin under.
Fra Danmark kendes de første regulære huse i form af langhuse m.m. fra yngre stenalder (ca. 3900-1700 f.v.t.).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.