Arbejderboliger. Med industrialiseringen fulgte koncentrationen af dårlige boliger i de større byer. I 1852 blev områderne uden for Københavns volde givet fri til bebyggelse, og byen voksede voldsomt. De nye brokvarterer, Vesterbro, Nørrebro og senere Amagerbro, blev ligesom Christianshavn udprægede arbejderkvarterer, mens Østerbro var mere mondænt. I perioden ca. 1870-1920 voksede broernes befolkning fra ca. 40.000 til 304.000. Imidlertid vedblev boligproblemerne at være store både uden for og inden for voldene, og Københavns byggelovgivning forhindrede ikke slumbyggeri; lejligheder under 25 m2 var fritaget for byggeafgift, og den tilladte minimumsafstand mellem for- og baghus var 1,88 m. Billedet nederst (fra år 1900) viser det snævre gårdmiljø i Adelgade nr. 72. Allerede fra midten af 1800-t. arbejdede bl.a. læger og præster for at højne boligstandarden, og fra midten af 1860'erne oprettede arbejderne selv byggeforeninger. Til højre ses boliger, der er opført af Arbejdernes Byggeforening 1890-91 ved Vesterfælledvej. De gode boliger og de lyse og venlige omgivelser tiltrak også mange uden for den egentlige arbejderklasse; fotografi fra 1915.

.
.

Arbejderboliger, i bred forstand boliger, der bebos af arbejdere, samt byggerier, der specifikt opføres for at skaffe sundere og billigere boliger til arbejdere. Denne artikel samler sig om arbejderboliger i byerne i sidstnævnte sammenhæng. Om landarbejderes boligforhold, se landarbejderboliger.

De ældste eksempler på bedre arbejderboliger er fabriksboliger, som arbejdsgivere under den tidlige industrialisering byggede og udlejede til deres ansatte. Typen kan i Danmark føres tilbage til Nyboder i København, opført i 1600-t. som boliger til flådens faste mandskab. Nyere eksempler er boligerne ved Hellebæk Geværfabrik i Nordsjælland fra slutningen af 1700-t. og ved Silkeborg Papirfabrik fra 1840'erne. For at få adgang til den nødvendige vandkraft blev mange fabrikker oprettet på landet, hvor fabrikanterne måtte stille rimelige boliger til rådighed for at kunne tiltrække faguddannede arbejdere.

Med den moderne industrialisering fra omkring 1840 fulgte en byvækst, der navnlig i København skabte hidtil usete koncentrationer af dårlige boliger. Dermed blev problemerne ikke blot mere synlige, men også sundhedsmæssigt, moralsk og politisk farligere for det omgivende samfund. Byens læger og præster kritiserede forholdene og tog omkring 1850 initiativet til opførelsen af hovedstadens første almennyttige boligbyggerier. Hos tidens læger var bestræbelserne for bedre arbejderboliger nært knyttet til den fremspirende hygiejniske bevægelse, og den alvorlige koleraepidemi i 1853 understregede yderligere behovet for en forbedret boligstandard. Forbillederne blev især hentet i England, hvor specielt Henry Roberts' (1803-76) mønsterboliger på verdensudstillingen i 1851 gav anledning til nytænkning. Også franske byggerier inspirerede; navnlig tekstilarbejderboligerne i Mulhouse fra 1850'erne.

Lægeforeningens Boliger på Østerbro fra 1854 (senere kendt som Brumleby) er det mest iøjnefaldende eksempel på bedre arbejderboliger fra denne tidlige periode. Fra midten af 1860'erne opstod nye initiativer. Det gjaldt især den kooperative Arbejdernes Byggeforening (stiftet i 1865), der efter engelsk mønster byggede på princippet om hjælp til selvhjælp og på, at arbejderne skulle eje deres eget hus. Bevægelsen bredte sig i disse år til provinsbyerne med Helsingør som den første i 1866.

I 1898 inspirerede en ny lov om statslån til gode og sunde arbejderboliger til dannelse af mange lokale boligforeninger, der normalt byggede dobbelthuse i tidens haveboligstil. En nyorientering fandt sted, da det blev et led i arbejderkooperationen at forestå opførelse af arbejderboliger. Arbejdernes boligbevægelse fik sit egentlige gennembrud i 1912, da københavnske byggefagforeninger stiftede Arbejdernes Boligforening, det senere Arbejdernes Andels-Boligforening. Medlemmerne havde alene brugsret til deres lejligheder, mens overskuddet gik til opførelse af nyt byggeri ofte som åbent etagebyggeri med to- og treværelserslejligheder. Andelsboligformen bredte sig hurtigt til provinsbyerne. Den alvorlige bolignød under 1. Verdenskrig og i begyndelsen af 1920'erne tvang stat og kommuner til at gå ind med en massiv støtte til og styring af boligbyggeriet. Desuden byggede København og de fleste provinsbyer selv et stort antal arbejderboliger i disse år. I 1933 genoptog staten lånestøtten til sociale boligselskaber og i 1940'erne og 1950'erne desuden til små såkaldte statslånshuse.

På trods af disse initiativer måtte langt de fleste arbejdere finde sig en bolig på det private boligmarked. Selv i hovedstaden var andelen af understøttede lejligheder under en femtedel i 1930, og for landet som helhed nåede antallet af understøttede boliger først op på 20% i 1970'erne. Forbedringer i boligstandarden var derfor helt afhængig af udviklingen i indtjening og de enkelte familiers forbrugsvalg. Omkring 1880 bestod 17% af den københavnske boligmasse af etværelseslejligheder, mens 33% var på to værelser. De fleste arbejderfamilier boede i spartansk udstyrede toværelserslejligheder med entré og køkken og uden toilet. Nogle få bedre aflagte rådede over tre værelser, mens de ufaglærte ofte måtte klare sig med et enkelt værelse. I provinsbyerne var forholdene nærmest en smule værre end i København. I de følgende årtier brugte arbejderne en stor del af deres stigende realløn på bedre boliger. Det gjaldt især fra 1890 til 1914 og under højkonjunkturen efter 2. Verdenskrig. I 1990'erne bor over halvdelen af arbejderfamilierne i eget hus, og mere end 70% råder over moderne boligudstyr. Til gengæld bruger de nu over 30% af deres indkomst på bolig og varme mod traditionelt omkring 20%. Se også almennyttige boliger, bolig og boligpolitik.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig