biologiske våben

Det så man et eksempel på i 1979, hvor et lille udslip af våbenegnede anthraxbakterier fra en våbenfabrik i byen Sverdlovsk i det daværende Sovjetunionen (nu Jekaterinburg i Rusland) medførte ca. 90 usædvanlige dødsfald af indåndings-anthrax primært blandt arbejderne i en porcelænsfabrik, der lå i vindretningen overfor en nærliggende militærbase. De lokale myndigheder forsøgte i første omgang at forklare udbruddet med indtagelse af fordærvet kød.

Japanske angreb med biologiske våben mod den kinesiske befolkning i 1937-1945 medførte store udbrud af bl.a. kolera og lungepest med hundredtusindvis af døde. Sygdomsudbruddenes baggrund i det japanske biologiske våbenprogram Togo er først langt senere blevet afklaret gennem vidneberetninger fra såvel ofre som gerningsmænd, der i enhed 731 og andre militærenheder i det besatte Manchuriet stod for et forholdsvist stort våbenprogram med op til 10.000 ansatte.

Tilsvarende er de omfattende udbrud af miltbrand blandt kvægbesætninger i Rhodesia 1978-1980 efterfølgende blevet angivet som et resultat af rhodesiske specialstyrkers udlægning af anthrax-bakterier. Det skete i det opgør mod guerillaer, som førte til, at Rhodesia blev til Zimbabwe. I store områder blev over 100.000 stykker kvæg samt ca. 200 mennesker dræbt af miltbrandudbruddet, men den mulige årsag hertil blev først afdækket langt senere ved afhøring af tidligere soldater.

Specialstyrkers velplanlagte, hemmelige anvendelse af biologiske våben til at ramme fjendens militære styrker eller logistik kendes allerede fra tysk fremstilling af biologisk kampstof i USA og anvendelse til smitte af heste under udskibning fra USA til Europa under 1. Verdenskrig.

Sovjetunionens militære doktrin inkluderede kombinationsbrug af bl.a. koppevirus og anthraxbakterier evt. forudgået af kernevåbenbrug til nedsættelse af den angrebne befolknings immunforsvar som et slags sidsteslagsvåben. Det sovjetiske våbenprogram, der startede i 1928, fortsatte i hemmelighed, selv om man i 1975 underskrev en international konvention, der forbyder udvikling af biologiske våben. Man iværksatte tværtimod et særligt satsningsprogram, Biopreparat, der omkring 1990 nåede ca. 30.000 ansatte.

USA’s våbenforsøg i bl.a. Stillehavet i 1960’erne viste, at man relativt let kunne fremstille store mængder biologisk kampstof og udlægge det i dødelige doser over meget store landområder. Eksempelvis kan 25.000 km² – svarende til hovedparten af Danmarks areal – dækkes af en dødelig dosis biologisk kampstof ved en enkelt overflyvning med et B52-bombefly, der udlægger våbengjorte anthraxbakterier.

Detaljerne i de militære doktriner for anvendelse af biologiske våben var og er stadig højt klassificerede hemmeligheder, og anvendelse skulle godkendes på højt plan, hvilket fx i USA fra 1956 betød den amerikanske præsidents underskrift.

Tabstal for sådanne angreb med professionelt våbengjort kampstof forventes at være mere end 10.000-100.000 døde og derved sammenlignelige med anvendelse af mindre kernevåben. Anvendes kampstoffer med epidemisk potentiale kan de endelige tabstal vanskeligt beregnes på forhånd, da primært smittede personer må forventes at have forflyttet sig og derved starte epidemier op fjernt fra det primære angrebsområde.

Kontaminering af drikkevand er almindeligvis vanskelig at anvende som effektiv angrebsmetode på grund af fortyndingseffekt og evt. klorinering. Dog er der eksempler på japanske styrkers angreb på den kinesisk befolkning ved hjælp af kontaminering af drikkevand i Manchuriet i 1942.

Kontaminering af fødevarer med biologisk kampstof er nærmest umuligt at anvende til masseødelæggelse i forhold til mennesker, men er forholdsvis hyppigt benyttet af såvel privatpersoner som partisaner, fx den polske modstandsbevægelse under 2. Verdenskrig, til målrettede angreb på afgrænsede grupper af personer. Derimod er kontaminering af fødevarer tidligere blevet planlagt eller decideret anvendt til angreb på husdyr (USA, England, Sydafrika).

Ud over angreb på mennesker og husdyr er afgrøder også mulige mål for biologiske angreb. Såvel USA og Sovjetunionen som andre lande har gennemført forsøg med og udvikling af kampstoffer til ødelæggelse af bl.a. ris, kartofler og hvede.

Hvorvidt stater i dag råder over offensive biologiske våbenprogrammer, er vanskeligt at afgøre. Det skyldes ikke mindst, at produktionskapacitet, fremføringsmidler, infrastruktur, anvendelsesdoktriner og ekspertise kan skjules i almindelige civile institutioner. Det gør det også vanskeligt at udelukke, at et sådant program eksisterer skjult i andre virksomheder, som fx tilfældet var i forbindelse med krigen mod Irak i 2003, hvor det viste sig, at landet ikke længere havde biologiske våben, hvilket det faktisk havde haft i 1991.

Kampstoffet dannes ud fra bakterier eller virus, som typisk er isoleret fra prøvemateriale fra syge patienter, eller biologiske giftstoffer, toksiner. Ud over renfremstilling i et laboratoriemiljø kan der foretages forskellige mere eller mindre avancerede modifikationer, så den resulterende organisme er tilpasset våbenbrug. Dernæst skal der ske yderligere opformering i produktionsskala og formulering ved bl.a. tilsætning af forskellige materialer, så det færdige kampstof har særlige og standardiserede egenskaber.

Afhængigt af organismens følsomhed skal der gøres forskellige modifikationer, så den endelige formulering er modstandsdygtig overfor bl.a. sollys, udtørring, klumpning, og således at kampstoffet optræder i en partikelstørrelse og elektrostatisk tilstand, så det svæver som en aerosol og trænger dybt ned i lungerne ved indånding.

Ovenstående proces kræver en høj ekspertise med stor og specialiseret erfaring. Fremstilling af et våbenegnet biologisk kampstof til simpelt brug, fx et terroristisk anslag med få dræbte, kan imidlertid gennemføres med langt simplere ekspertise og uden særligt avanceret udstyr.

Store militære programmer fra 1960’erne afprøvede en række fremføringsmidler. De fleste biologiske kampstoffer bliver ødelagt ved de høje temperaturer, der fx udvikles ved detonation af ordinært sprængstof. Derfor anvendes der enten bæresystemer som inficerede lopper eller kontamineret foder eller udlægningsformer, der ikke belaster selve kampstoffet.

Det er offentligt kendt, at man i flere lande helt op til den første Golfkrig i 1991 har arbejdet med forskellige sprayanordninger på kampstof-tanke monteret på bl.a. jagerfly, og faktisk havde Irak i 1991 udstationeret biologiske våben i form af klargjorte bomber og missiler monteret med flere forskellige biologiske kampstoffer.

Store succeser blev opnået i 1960’erne med særligt konstruerede bombletter, der ved udlægning fra strategiske bombefly kunne dække meget store mængder landområder med kampstof. Linjeudlægning af aerosoler indeholdende biologisk kampstof er også med held blevet gennemprøvet, standardiseret og anvendt med anvendelse af skibe og køretøjer, og i de senere år er der blevet arbejdet med spray udlægning via krydsermissiler og droner.

Teknisk baseret trusselsvurdering af nye muligheder for fremstilling og anvendelse af traditionelle eller syntetiske kampstoffer bliver sammenstillet med efterretningsbaserede trusselsvurderinger af kapaciteter og intentioner. Herved kan specialberedskaber fokuseres og trusler imødegås, inden de bliver realiseret.

Et løbende opdateret teknisk situations- og trusselsbillede er også nødvendigt for at beskytte civil teknologi, biologiske komponenter, teknisk udstyr og personbåren viden og færdighed i at blive misbrugt til biologisk våbenfremstilling. Derfor er der i FN vedtaget regler, Sikkerhedsrådsresolution 1540, som forpligter alle lande til at forhindre et sådant misbrug gennem biosikring, hvilket i Danmark er henlagt til Center for Biosikring og Bioberedskab.

Da bakterier og virus ikke respekterer landegrænser, og da et epidemisk sygdomsudbrud hurtigt kan sprede sig regionalt eller globalt, så er det i alle landes egen interesse, at biologiske våben ikke anvendes noget sted på kloden. Af hensyn til det almindelige smitteberedskab til varsling af fx nye influenzaudbrud så er der etableret globale meldesystemer i civil sammenhæng, som også til en vis grad er duplikeret med et lidt andet fokus i militær sammenhæng, fx NATO. Herved kan der i bedste fald ske en varsling om et udbrud i et enkelt land, hvad enten det skyldes naturlige eller andre årsager. Det giver mulighed for at få nogle dages eller ugers forvarsel om mulig spredning og et kommende epidemisk sygdomsudbrud, hvorved planlægning og klargøring af mulige modforanstaltninger kan sættes i værk.

Det kræver et stående beredskab at kunne detektere, analysere og prognosticere mistænkte angreb, og de fleste lande har etableret sådanne kapaciteter, som i Danmark findes hos Center for Biosikring og Bioberedskab.

Når der findes internationale konventioner, der forbyder biologiske våben, skyldes det ikke blot den store risiko for spredning af masseødelæggelsesevne til mange aktører med risiko for ukontrolleret og katastrofal anvendelse. Selve det at slå andre mennesker ihjel er naturligvis forbundet med et betydeligt tabu, da retten til liv er en fundamental rettighed, som respekteres i alle samfund. Overskridelse af drabsforbuddet findes legitimt ved selvforsvar men også ved krig, når den iværksættes og udføres på bestemte betingelser. Disse betingelser har grundlæggende været de samme i den vestlige civilisation i mere end tusind år og genfindes i aktuel international lov såsom Genèvekonventionerne. For at en krig er etisk forsvarlig, kræves det bl.a., at magtudøvelsen er proportional med formålet, og at den skelner mellem civile og soldater. Især det sidste krav er almindeligvis vanskeligt eller decideret umuligt at overholde ved biologisk våbenbrug.

En biologisk sky med våbengjorte bakterier, der fx rammer en storby, kan ikke skelne mellem soldater og civile. Fremkaldelse af en epidemi kan heller aldrig være proportional, da det endelige tabstal ikke kan beregnes på forhånd. Biologisk våbenbrug er derfor grundlæggende uetisk og kan aldrig forsvares, hvilket bl.a. afspejles i diverse adfærdskodeks for videnskabsfolk.

Genèveprotokollen fra 1925 forbød anvendelse af det, man kaldte ’bakteriologiske’ våben, som man altså i dag forstår som biologiske våben inkluderende såvel bakterier som virus og toksiner. En række af de underskrivende lande iværksatte imidlertid udviklingsprogrammer, der sigtede både mod at erhverve en defensiv evne til at afbøde biologiske angreb, men i flere tilfælde også at etablere en offensiv våbenkapacitet.

I USA blev Genèveprotokollen tolket derhen, at man ikke ville være den første til at bruge et biologisk våben, men nok være i stand til at gengælde et sådant angreb. Det blev ligefrem anført, at biologisk våbenbrug var grønt og miljøvenligt, for så vidt som fast ejendom og lignende kunne forventes at forblive intakt selvom mennesker i området døde.

Den senere konvention om biologiske våben blev imidlertid realiseret ikke mindst på baggrund af den amerikanske beslutning om ensidigt at standse al udvikling af biologiske våben i 1969 og skrotte sin kapacitet på området. Beslutningen kom, efter det stod klart for den amerikanske ledelse, hvor omfattende konsekvenserne efter biologiske angreb kunne være. Det blev hurtigt klart, at det var i alles interesse at begrænse biologiske våben og i praksis sikre evnen til masseødelæggelse til de få stater, der har ressourcerne til et kernevåbenprogram. Det førte til den nugældende biologiske våbenkonvention fra 1972, som trådte i kraft i 1975, og som også Danmark har tiltrådt.