biologisk kampstof

Kampstoffer kan overordnet inddeles i dem, der ikke smitter videre fra de først ramte personer (fx anthrax) modsat dem, der smitter videre og starter epidemier (fx koppevirus).

Dernæst kan man skelne mellem kampstoffer, der har høj dødelighed (fx ebolavirus), og modsat kampstoffer der kun gør de ramte så syge, at de midlertidigt ikke kan fungere som soldater, dvs. inkapaciterende kampstoffer (fx Q-febers coxiella burnetii).

Endelig kan man skelne mellem kampstoffer, der indeholder naturligt forekommende organismer (fx pestbakterier) og så nogle, der baserer sig på syntetiske eller genetisk manipulerede organismer (fx rekombinant legionella).

Ovennævnte eksempler kan have flere egenskaber samtidigt, men er alle fra kendte våbenprogrammer og har i de fleste tilfælde faktisk været anvendt med tab til følge. I nogle tilfælde findes der behandling eller vaccination til bekæmpelse af sygdomseffekterne, men der findes eksempler på kampstof, der netop er specialdesignet ved genetisk manipulation til at omgå kendte modforanstaltninger eller resultere i aldrig tidligere sete symptomkomplekser.

For at et virus, en bakterie eller et toksin skal blive til et færdigt, våbengjort materiale, kræves der yderligere forarbejdning med henblik på selve våbnets stabilisering, effektstandardisering og udlægningsramme; jf. biologiske våben.

I de senere år er der imidlertid sket en kraftig udvidelse af mulige biologiske effektormekanismer ved hjælp af bioteknologi, genteknologi og AI-støttet molekylært design. Samtidig er den generelle biologiske viden og de praktiske færdigheder i forbindelse med molekylærbiologiske forsøg blevet udbredt til mange flere mennesker gennem den generelle uddannelse på gymnasie- og universitetsniveau. Hertil kommer så i øvrigt en øget amatøraktivitet indenfor molekylærbiologi, mikrobiologi og kemi, som i visse miljøer udmønter sig i syntesebiologisk laboratorie- og fremstillingsvirksomhed uden for etablerede professionelle eller uddannelsesmæssige sammenhænge.

Der er herved sket en udbredelse af viden og færdigheder, som øger tilgængeligheden af biologiske konstruktioner, der vil kunne anvendes som våben. Et improviseret biologisk kampstof er således i dag inden for rækkevidde af såvel stater som ikke-statslige aktører.

Hidtil har ikke-statslige forsøg på fremstilling og anvendelse dog været begrænset til relativt simple metoder med begrænset skadepotentiale.

• biologiske våben