Faktaboks

Vorgod Kirke
Sogn
Vorgod Sogn
Provsti
Skjern Provsti
Stift
Ribe Stift
Kommune
Ringkøbing-Skjern Kommune

Vorgod Kirke er en sognekirke, som ligger midt i landsbyen Vorgod, hvor kirkegården, der hegnes af stenklædte jorddiger, i 1873 blev udvidet mod nord og øst. På tidspunktet for udarbejdelsen af områdets ældste matrikelkort fra 1804 lå kirken imidlertid alene, et par hundrede meter vest for bebyggelsen, der dengang bestod af en samling gårde på Vorgod Ås vestre brink.

Kirkebygningen

Kirken er en romansk bygning bestående af kor og skib, hvortil der knytter sig et sengotisk våbenhus på nordsiden samt et vesttårn fra samme periode. En tilbygning er i nyere tid opført i forlængelse af våbenhuset mod vest.

Kor og skib er opført af granitkvadre over en sokkel med skråkant, og af oprindelige åbninger er nord- såvel som syddøren bevaret, førstnævnte er endnu i brug. Begge har retkantede åbninger. Et tilmuret, romansk vindue ses i korets østgavl, mens to i skibets nordside er udvidede. Østvinduet, der er restaureret, udmærker sig ved en profilering langs yderkanten og øverst et indhugget kors mellem cirkler. I det indre, hvor kor og skib forbindes af en velbevaret korbue med profilsokkel og glatte, affasede kragbånd (dvs. at de nederste sten, som buen hviler på, er skåret skråt af), er der fladt bjælkeloft, og også her er murene mod sædvane af kvadre.

Det lille våbenhus, hovedsagelig opført af munkesten, ud for skibets norddør kendetegnes af en rundbuet blænding (murniche) omkring den udvidede indgangsdør i spidsbuet spejl (feltet over en dør eller muråbning), et egnstypisk træk, der er gentaget på den tilstødende, nye udbygning vest herfor.

Tårnets underdel er i det ydre opført af granitkvadre, der sandsynligvis er genanvendt fra skibets delvis nedbrudte vestgavl. Derimod er de øvre etager og gavltrekanterne kraftigt fornyede.

Trækirke

Ved kirkens istandsættelse i 1957 blev der ved en arkæologisk undersøgelse af skibets gulv fundet spor af en ældre, rektangulær træbygning, der er tolket som en forgænger til den stående kirke. De fremdragne rester lå umiddelbart vest for koret.

Kalkmaleri

På triumfvæggens nordside er en roset fra sengotisk tid.

Kirkens inventar

Kirkens ældste inventarstykker udgøres af alterbordet samt af en døbefont med blomsterudsmykning (af bægerbladstypen), begge af granit og fra romansk tid.

Prædikestolen, med evangelistmalerier samt fremstillinger af Martin Luther og Philipp Melanchton, daterer sig til 1602, mens altertavlen er et fint snitværk fra 1625, dog med senere malerier – Moses og Kristus – fra 1700-tallet samt et nadvermaleri fra det følgende århundrede.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig