Wiesbaden, hovedstaden i den tyske delstat Hessen beliggende ved Rhinen for foden af Taunusbjergene; 276.000 indb. (2010). Wiesbaden domineres af en bydel, opstået i tilknytning til den gamle by, med brede gader og alléer, et slot, der nu er sæde for Hessens landdag, forvaltningsbygninger og kurhoteller i forbindelse med termale kilder. Forvaltning, kurturisme og andre servicefunktioner er hovederhverv.

Wiesbaden fik ikke del i den store industrialisering i 1800-t., men i tiden efter 1. Verdenskrig kom bl.a. papirindustri og kemisk industri til byen; disse er i dag hovedsagelig lokaliseret langs med Rhinen.

Wiesbaden voksede oprindelig op omkring et romersk kastel. I 1.årh. e.Kr. blev den hovedby i de germanske mattiaceres område, bl.a. begunstiget af områdets varme kilder; heraf byens oprindelige latinske navn Aquae Mattiacae.

I 828 omtales en frankisk kongsgård på stedet som Wisibada. Wiesbaden var fra 1744 residensby for fyrsten af Nassau-Usingen og 1806-66 hovedstad i hertugdømmet Nassau. Byen blev derefter underlagt Preussen. I 1945 blev Wiesbaden hovedstad i delstaten Hessen og hovedkvarter for USA's besættelsestropper i Tyskland.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig