Viskinge Kirke

Den store kirkegård er et produkt af gentagne udvidelser i 1900-tallet, men spor af den ældre kirkegårds udstrækning er endnu synlig syd, vest og nord for kirkebygningen, hvor den middelalderlige teglmurede kirkegårdsmur er bevaret. I de ældre partier af sydmuren er der fortsat bevaret middelalderlige indgange.

Kirken består af et romansk skib, hvis tilhørende kor i senmiddelalderen blev nedrevet og afløst af det eksisterende langhuskor. Også fra senmiddelalderen stammer kirkens forskellige tilbygninger, herunder sakristi, nordkapel, tårn samt våbenhus mod syd, hvoraf sidstnævnte dog er kraftigt ombygget i 1869-1870. Det nedbrudte romanske kor blev dokumenteret arkæologisk ved en udgravning i kirkegulvet i 1965.

Det romanske skib, der er rejst af rå og kløvede marksten med kvadersatte hjørner, er af betragtelig størrelse. Af kirkens oprindelige døre er syddøren endnu i brug, mens der spores en række tilmurede romanske vinduer flere steder i murværket. De romanske vinduesåbninger øst for dørene er udformet traditionelt som rundbuede dobbeltsmigede vinduer, dvs. at de i snit har timeglasform, mens de to vinduer vest for dørene er udformet som cirkelvinduer. Dette antyder tilstedeværelsen af et forsvundet romansk herskabspulpitur i kirkens vestende. Kirkens nuværende vinduer er for en stor del indsat ved restaureringen i 1869-1870.

Den ældste af kirkens tilbygninger er nordkapellet, der er opført i første halvdel af 1400-tallet. Bygningen har en oprindelig yderdør og har været opført til en delt funktion som kapel og våbenhus, hvilket er karakteristisk for flere af egnens kirker. Bygningen er rejst i marksten suppleret med tegl, og kendetegnes ved sin gavl med korsblændinger (dvs. municher). Bygningen er hvælvet.

Langhuskoret er opført i 1400-tallet af nedbrydningsmaterialer fra det gamle kor, der er suppleret med tegl og oplagt i horisontale bælter. Bygningsdelens form er stærkt præget af restaureringen i 1869-1870, hvor store dele af særligt østgavlen blev bygget om. Bygningsdelen er hvælvet.

Sakristiet, der føjer sig til langhuskorets nordside, er lidt yngre end dette. Bygningen er opført i tegl over en syld (dvs. et fundament) af marksten og med en gavltrekant udsmykket med stigende højblændinger. Bygningsdelen er hvælvet.

Våbenhuset, der støder op til skibets sydside, er kraftigt istandsat i 1869-1870, hvor dele af murene blev fornyet. Bevaret er dog gavlen, der er prydet med en enkel blændingsdekoration af stigende retkantede højblændinger. Bygningsdelen er i tegl og genanvendte kvadre over en syld af marksten. I muren er der indsat en middelalderlig reliefsmykket granitkvader med et palmebladsmotiv. Granitarbejdet har lighed med andet midt- og vestsjællandsk granitarbejde fra 1200-tallet.

Tårnet er i lighed med våbenhuset kraftigt restaureret i 1800-tallet. Det rejser sig i tre stokværk med tårntrappe på nordsiden. Bygningen er opført i teglsten over en sokkel af marksten. Kirkens tagværker er alle nyere og af fyrretræ.

Det indre kendetegnes af de hvidkalkede flader. De romanske bygningsdele blev allerede i middelalderenoverhvælvet. I skibets vestende er fortsat enkelte synlige spor af et forsvundet romansk herskabspulpitur.

Kirken har flere middelalderlige kalkmalerier i østenden af det romanske skib. Kalkmalerierne, der dateres til 1425-1450, er placeret på hvælvkapperne og forestiller forskellige scener fra Kristi lidelseshistorie, opstandelsen, Maria himmelkroning og pinseunderet. Kalkmaleriværkstedet er ukendt, men kendetegnet ved et højt teknisk og ikonografisk niveau.

Der er ligeledes kendskab til kalkmalerier fra 1425-1450 i nordkapellet på både vægge og hvælv, men disse er i dag overkalkede.

Kirken har et rigt historisk inventar fra flere forskellige perioder. Ældst er den romanske granitdøbefont og det senmiddelalderlige alterbord. Også fra senmiddelalderen er dele af selve dørbladet fra kirkens indgangsdør.

Fra renæssancen stammer den kraftigt forandrede prædikestol tillige med et vægskab opstillet i sakristiet. Altertavlen er opsat i 1841, da den ældre brændte, og forestiller Kristus hos Martha og Maria. Kirkens klokker er støbt i 1831 og 1891.

I kirken er der to epitafier (dvs. mindesmærker) fra renæssancen. Det ene er dateret til 1660 og opsat over lokale adelsfolk, Maddelena Meyern og ritmester Schepfelvejse til Avnsøgaard.

• folkekirken
• kirkearkitektur

• Danmarks Kirker
• Kirkens hjemmeside
• Viskinge Kirke på sogn.dk