Ursula von der Leyen

Ursula von der Leyen blev født i Bruxelles som datter af Heidi og Ernst Albrecht. Moderen var filolog, og faderen blev i 1958 embedsmand i Kommissionen i det nydannede EF. I Bruxelles gik Ursula von der Leyen på Europa-skolen og fik både tysk og fransk som modersmål.

I 1971 flyttede familien til Niedersachsen i Tyskland; på det tidspunkt var Ursula von der Leyen 13 år gammel. Ernst Albrecht fik et job som direktør i et fødevarefirma og blev involveret i politik i CDU. Fem år senere blev han valgt som præsident for CDU i Niedersachsen. Faderen var i 1980 i kampvalg med Franz Josef Strauß om at blive kanslerkandidat for CDU/CSU, men tabte knebent til Strauß.

Ursula von der Leyen læste i en periode på London School of Economics, hvorfra hun fik eksamen i 1978. Hun skiftede dog siden til medicin og blev uddannet læge på universitetet i Hannover i 1987. Hun er evangelisk-luthersk protestant, blev gift med lægen og kirugen Heiko von der Leyen (f. 1955) i 1986 og har syv børn, som kom til verden mellem 1987 og 1999.

I 1988 til 1992 arbejdede Ursula von der Leyen som assisterende kirurg på en klinik for kvinder i Hannover. Efterfølgende boede hun i en periode i 1990'erne i USA, hvor hendes mand var ansat på Stanford University i Californien.

I 1990 meldte Ursula von der Leyen sig ind i CDU, hvor hun kom til at tilhøre den midterorienterede fløj. Da familien i 1996 vendte tilbage til Tyskland efter opholdet i USA, blev hun hurtigt involveret i CDU-politik i Niedersachsen.

Hun blev valgt til parlamentet i delstaten Niedersachsen i 2003, hvor hun især markerede sig på det familiepolitiske område. I perioden 2003-2005 var hun minister i delstatsregeringen med ansvar for familie- og sundhedspolitik. Hun gjorde sig imidlertid også bemærket i national politik, da hun var med til at udarbejde en ny CDU-sundhedspolitik som alternativ til den, som regeringen Gerhard Schröder praktiserede.

På den baggrund blev Ursula von der Leyen udpeget til minister for familie- og ungdomspolitik i Angela Merkels koalitionsregering med SPD i 2005. Her stod hun for en forbedring af kvinders vilkår, etableringen af flere børnesundhedsklinikker, indførelsen af kvoter for kvinder i selskabsbestyrelser og støttede bl.a. muligheden for ægteskab mellem personer af samme køn. Det gjorde hende populær på midterfløjen i CDU, men mindre populær på den traditionelle fløj i partiet.

I 2009 blev hun valgt til Forbundsdagen fra en valgkreds i Hannover; familiens hjemby. Hun rykkede samtidig frem i ministerrækkefølgen og blev arbejds- og socialminister i Merkels regering. På den post gjorde hun sig bl.a. til talskvinde for indførelsen af en national mindsteløn. Hun indgik også en aftale med Filippinerne om sikring af arbejdskraft til tysk erhvervsliv. I 2010 blev hun en af CDU's fire viceformænd under formanden, Angela Merkel.

Efter valget til Forbundsdagen i 2013 blev Ursula von der Leyen udnævnt til forsvarsminister. Målet var, at hun skulle modernisere og strømline et tysk forsvar, som var ramt af skandaler. Hun blev imidlertid kritiseret i Tyskland for manglende resultater på området.

I juli 2019 blev Ursula von der Leyen valgt som formand for EU-Kommissionen. Hun tiltrådte posten den 1. december 2019. Dermed blev hun den første kvinde på posten og samtidig den første tysker siden Walter Hallstein.

Hun er tilhænger af et føderalistisk EU og har tidligere erklæret sig som tilhænger af Europas Forenede Stater organiseret på samme måde som Schweiz, Tyskland og USA. Senere har hun dog udskudt målet om Europas Forenede Stater til noget, som hendes børnebørn vil opleve. Som formand for EU-Kommissionen har hun været pragmatisk og mindre ideologisk føderalistisk.

Som formand for EU-Kommissionen kom Ursula von der Leyen hurtigt i ilden, da COVID-19-pandemien brød ud i 2020, blot få måneder inde i hendes tid som formand. Hun søgte og lykkedes til dels med at give EU en større rolle på det sundhedspolitiske område, på trods af at området i hovedsagen er et nationalt anliggende. Hendes baggrund som læge spillede givetvis en rolle i den forbindelse.

Et andet område, som Ursula von der Leyen har haft fokus på, er det energipolitiske område. Her har hun søgt at sikre både en fortsat grøn omstilling og samtidig tilstrækkeligt med energiforsyning til EU's virksomheder og husholdninger. Sidstnævnte er bl.a. sket via en såkaldt grøn aftale (Green Deal), der skal gøre EU til en klimaneutral region senest i 2050.

Også Ruslands krig mod Ukraine fra 2022 og frem har spillet en stor rolle under Ursula von der Leyens tid som formand for EU-Kommissionen. Hun udtalte allerede i 2022, at Ukraine ville kunne blive medlem af EU, men at der ville gå lang tid, før det skete. Hun har også flere gange besøgt Ukraine og udtrykt EU's solidaritet med landets kamp. I forlængelse heraf har hun støttet, at EU går fra enstemmighed til flertalsafgørelser, når det drejer sig om udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Derudover har Ursula von der Leyen flere gange udtrykt solidaritet med Israel. I anledning af 75-årsdagen for Israels etablering i april 2023 understregede hun, at "det jødiske folk endelig har kunnet bygge et hjem i det forjættede land", hvor man "bogstaveligt talt har fået ørkenen til at blomstre". Hun kaldte også straks Hamas' angreb på Israel den 7. oktober 2023 for "terrorisme af den mest foragtelige slags". Det var en hårdere dom end den, som EU's udenrigschef, Josep Borrell, udtrykte.

I forhold til EU's ydre grænser har Ursula von der Leyen både arbejdet for at styrke Frontex og for at indgå flere aftaler med lande, hvorfra mange af migranterne i EU kommer.

Den 27. juni 2024 blev Ursula von der Leyen af Det Europæiske Råd genvalgt til en ny femårig periode som formand for EU-Kommissionen. Valget blev konfirmeret af Europa-Parlamentet ved en afstemning den 18. juli 2024. Årsagen var bl.a. et valg til Europa-Parlamentet, hvor den kristendemokratiske gruppe, som hun kommer fra, klarede sig godt.

• European Green Deal
• EU-Kommissionen