Tryllefløjten er en tysk opera i to akter, med musik af Wolfgang Amadeus Mozart og libretto af Emanuel Schikaneder. Eventyroperaen Tryllefløjten, som blev uropført i Wien i 1791, er den mest spillede tyske opera og et af Mozarts mest elskede værker.
Tysk originaltitel, Die Zauberflöte. Katalogbetegnelsen er K620.
Kongesønnen Tamino har forvildet sig ind i en ukendt bjergegn, hvor han angribes af en kæmpeslange. Han reddes af tre damer i Nattens Dronnings tjeneste. Dronningen fortæller, at hendes datter Pamina er blevet bortført af Sarastro, ”en mægtig ond dæmon”, og hun lover Tamino Paminas hånd, hvis han befrier hende. Tamino og hans følgesvend, den fjerklædte fuglefænger Papageno, modtager en tryllefløjte og et magisk klokkespil og får at vide, at tre drenge vil hjælpe dem på deres mission.
Sarastros borg viser sig at være et ægyptisk visdomstempel viet til Isis og Osiris, hvor han hersker som ypperstepræst. De tre drenge fører Tamino til templets port, hvor en præst udfordrer hans syn på Sarastro som en skurk.
Papageno finder frem til Pamina, og de forsøger at flygte sammen. De indhentes først af Monostatos, Sarastros mauriske slave, men Papagenos klokkespil troldbinder ham. Derefter overraskes de af Sarastro og hans følge. Da Monostatos ankommer med den tilfangetagne Tamino, erklærer Sarastro, at prinsens og Papagenos modenhed, diskretion og standhaftighed skal afprøves med henblik på indvielse i Isismysterierne.
Sarastro meddeler præsteskabet, at han har bortført Pamina, fordi guderne har bestemt hende og Tamino for hinanden, og at Tamino skal indvies i templets mysterier, så han kan herske med visdom i fremtiden. Papageno er egentlig uinteresseret i indvielsen, men skifter mening, da han får at vide, at han som belønning vil få en kone, der ligner ham: Papagena. Han og Tamino opsøges af de tre damer, som forgæves forsøger at overtale dem til at skifte tilbage til Nattens Dronnings side.
Monostatos skal til at voldtage den sovende Pamina, men forstyrres af Nattens Dronning. Hun forsøger forgæves at tvinge datteren til at myrde Sarastro og stjæle ”den syvfoldige solkreds”, en magisk amulet, som Paminas afdøde far skænkede til tempelordenen, hvorved dronningen mistede sin magt. Monostatos, som har overhørt samtalen, vil afpresse Pamina, men Sarastro forhindrer det.
Pamina opsøger Tamino, men hans tavshed får hende til at tvivle på hans kærlighed. De tre drenge forhindrer hende i at begå selvmord. Hun forenes omsider med prinsen i forbindelse med det afsluttende renselsesritual, som forestås af to harniskklædte præster. Her ophæves Taminos tavshedsløfte, og tryllefløjten hjælper parret med at overvinde deres frygt.
En ”hæslig gammel kone”, som bringer Papageno vand, forvandles til den unge smukke Papagena. Hun føres bort af præsterne, som ikke finder, at Papageno endnu er hende værdig. De tre drenge forhindrer ham i at hænge sig, hvorpå han omsider forenes med Papagena.
Monostatos slutter sig til Nattens Dronning, der lover ham Paminas hånd, hvis han hjælper med at dræbe Sarastro og præsterne. Men angrebet forpurres, og Sarastro, præsterne, Tamino, Pamina og de tre drenge hylder lysets sejr over mørket.
Operaen havde premiere 30. september 1791 på Theater an der Wieden, hvor Schikaneder var teaterdirektør, librettist og stjerne. Han spillede selv Papageno.
Tryllefløjten var en af flere ”trylleoperaer”, som blev skrevet til teatret med inspiration fra Christoph Martin Wielands kunsteventyr, og som gjorde brug af genreblandinger, overnaturlige handlinger, spektakulære sceneskift og magiske effekter. Handlingen bygger på eventyret Lulu oder Die Zauberflöte af August Jakob Liebeskind (1758-1793), som optræder i tredje bind af Wielands Dschinnistan oder auserlesene Feen- und Geister-Mährchen fra 1789.
Mozart og Schikaneder var begge frimurere, og Tryllefløjten indeholder mange henvisninger til frimurernes talsymbolik (navnlig tallet 3), ritualer og tankegods. Visdomstemplets indvielsesritualer har således ligheder med frimurernes optagelsesritualer.
Sarastro er formentlig et portræt af den fremtrædende frimurer og naturforsker Ignaz von Born (1742-1791), som døde to måneder før premieren, og hvis essay Über die Mysterien der Ägyptier fra 1784 inspirerede fremstillingen af operaens tempelorden.
Operaens kamp mellem lys og mørke kan tolkes som en opfordring til den tysk-romerske kejsers 23-årige tronarving, ærkehertug Frans, om ikke at vende sig bort fra frimurernes oplyste humanisme ligesom sin svigermor, dronning Maria Carolina af Napoli, som havde forbudt frimureriet i 1789. I Frans, hans 19-årige hustru Maria Theresia (1772-1807) og hendes mor Maria Carolina ser vi altså de formentlige forbilleder for Tamino, Pamina og Nattens Dronning.
Modsætningen mellem hævntørst og tilgivelse, overtroisk fordomsfuldhed og oplyst humanisme er gennemgående i Mozarts operaer. I Tryllefløjten repræsenteres de to sider af Nattens Dronning og Sarastro. I første akt manipuleres vi, ligesom Tamino, til at betragte historien fra Nattens Dronnings perspektiv. Men i anden akt afsløres hendes sande motiver, og vi forstår, at Sarastro prøver at hjælpe Tamino og Pamina. Dog er intet sort og hvidt: det er dronningen, der sender tryllefløjten, klokkespillet og de tre drenge til Tamino og Papageno, mens Sarastro er slaveejer og giver udtryk for kvindehad.
Tryllefløjten, der vækker tilhørernes menneskekærlighed, kan betragtes som et symbol på den tilstræbte virkning af Mozarts musik på publikum. Partituret kombinerer i øvrigt mange stile og genrer: fra Taminos og Paminas inderlige og sangbare melodier, Papagenos folkelige strofiske sange og de tre drenges, Sarastros og præstekorenes rolige og højtidelige marcher til Monostatos’ janitsharmusik og Nattens Dronnings to virtuose koloraturarier, der begge gør brug af den napolitanske sekstakkord (måske en henvisning til den napolitanske dronning). De harniskklædtes koral bygger på Martin Luthers salme ”Ach Gott, vom Himmel sieh darein”.
Tryllefløjten var en stor publikumssucces fra starten af. I 1795 begyndte Johann Wolfgang von Goethe at skrive en fortsættelse, Der Zauberflöte zweyter Theil, som blev trykt i 1802. I 1798 skrev Schikaneder sin egen efterfølger til Tryllefløjten, hvor alle de samme personer optræder: Das Labyrinth oder Der Kampf mit den Elementen, med musik af Peter von Winter (1754-1825).
I Danmark opførtes Tryllefløjten i uddrag på Det Kongelige Teater 23. marts 1816. Den spilledes første gang i sin helhed på teatret 30. januar 1826. Blandt de mere bemærkelsesværdige opsætninger var Torben Anton Svendsens i 1956, hvor de syngende skuespillere Poul Reichhardt og Birgitte Bruun (Price) sang Papageno og Papagena, hvormed man forsøgte at nærme sig uropførelsens wienerske folkekomedie.
Tryllefløjten er blevet filmatiseret af Ingmar Bergman i 1975 og af Kenneth Branagh i 2006.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.