Poul Reichhardt var en dansk skuespiller. Efter debuten i 1931 slog han for alvor igennem som operettehelt på Nørrebro Teater i 1940'erne.
Med sin maskulinitet, gentlemanudstråling og naturlige spillestil var han sin generations førende romantiske filmhelt, gerne med en sang på læben, både i 1950'ernes lystspil, fx Mød mig på Cassiopeia (1951), folkekomedier og Morten Korch-filmatiseringer, bl.a. De røde heste (1950).
Poul Reichhardt fik også roller i socialproblematiserende film som Soldaten og Jenny (1947), hvor hans samspil med Bodil Kjer blev et højdepunkt, og besættelsesfilmene De røde Enge (1945) og Støt står den danske sømand (1948), der befæstede hans status som "et rigtigt mandfolk".
Han blev fortrinsvis brugt til at fremstille retlinede, ukomplicerede karakterer og trivedes med det. Hans definitive signaturmelodi i en karriere, der var fuld af musik, blev "Er du dus med himlens fugle" fra Korch-filmen Vagabonderne på Bakkegården (1958).
Fra 1950'erne var Reichhardt ansat på Det Kongelige Teater, hvor talentet honorerede andre krav i en række større roller, bl.a. En sælgers død (1950), Maskarade (1953) og Thermopylæ (1958), kronet af den gribende Tribunehelten (1959) og med et sidespring til operaen som Papageno i Tryllefløjten (1956).
Poul Reichhardts popularitet steg om muligt med rollen som flyttemand Olsen i tv-serien Huset på Christianshavn (1970-1977).
Alligevel turde Reichhardt satse sin popularitet på Werner Holgersen (1972), et kritisk-satirisk tv-spil om pop og populisme i tidens danske politik. I 1960'erne og 1970'erne indspillede han op mod tre film om året.
I Olsen-banden over alle bjerge (1981) havde Poul Reichhardt sin sidste filmrolle. Samme år var han 24 aftener i træk det samlende midtpunkt i DR's børnejulekalender Jul på torvet.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.