Christoph Martin Wieland, 1733-1813, tysk forfatter, en af de centrale skikkelser i klassikkens Weimar. Sammen med Gotthold Ephraim Lessing prægede Christoph Martin Wieland oplysningstidens litteratur, men ud fra helt andre forudsætninger.
Wieland forbandt sin pietistiske baggrund med rokokoens ofte erotiserede formspil; sin dybe indlevelse i antikkens ånd, der bl.a. førte til talrige oversættelser, kunne han forene med den første, skelsættende prosaoversættelse af William Shakespeares værker (22 dramaer, 1762-66), og hans satiriske samfundskritik (Geschichte der Abderiten, 1781, da. s.å.) udelukkede ikke pædagogisk-opbyggelige råd i statsromanen Der goldne Spiegel (1772), som indbragte ham stillingen som læremester for prinsen i Weimar.
Christoph Martin Wielands uhyre spændvidde omfattede også de indflydelsesrige tidsskrifter Der Teutsche Merkur (1773-1810) og Attisches Museum (1796-1809) og gjorde ham til en ubestridt mentor på datidens litterære parnas, mens eftertiden især fremhæver hans versfortællinger (Musarion, oder die Philosophie der Grazien, 1768, da. 1776, Oberon, 1780, da. 1792) og romaner (Don Sylvio von Rosalva, 1764, Geschichte des Agathon, 1766-67, 1800-03).
Siden Lessings ord om Agathon som den "første og eneste roman for det tænkende hoved" betragtes Wieland som grundlæggeren af den moderne udviklingsroman i tysk litteratur.
Christoph Martin Wielands associationsrige sammenkobling af filosofisk lærdom og moral med vittig ironi og graciøs elegance blev imidlertid også genstand for en barsk kritik (fra digtersammenslutningen Göttinger Hain og brødrene Schlegel), som bevirkede, at han i eftertiden fik ry for at være erotisk udsvævende, useriøs og "utysk"; denne dom er først blevet revideret efter 2. Verdenskrig.
Se også Weimarer Klassik.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.