Weimarer Klassik, epoke i tysk litteratur fra 1786 (Goethes rejse til Italien) til 1805 (Schillers død). Begrebet har været omdiskuteret, siden det i midten af 1800-t. blev skabt af nationalt begejstrede tyske litteraturhistorikere.

Ikke mindst begrebets afgrænsning i forhold til samtidige strømninger som den sene oplysningstid og romantikken er omstridt. Som andre klassikbegreber i Europa indeholder også det tyske en vurdering: Johann Wolfgang Goethes og Friedrich Schillers værker fra årene i Weimar blev anset for det mønstergyldige højdepunkt af tysk litteratur.

Desuden udtrykker klassikbegrebet altid et afhængighedsforhold til antikken; således også i Tyskland. Weimarer Klassikken fulgte Johann Joachim Winckelmann i hans forherligelse af græsk kunst og kultur. Her mente man at finde de idealer, man søgte: harmoni, skønhed, idealitet og ædel menneskelighed.

Kernen i Weimarer Klassik udgjordes af venskabet og samarbejdet mellem Goethe og Schiller, men også de sene værker af Johann Gottlieb von Herder og Christoph Martin Wieland, begge bosat i Weimar, ses for det meste i lyset af dette epokebegreb. Æstetisk autonomi, humanitet og dannelse (Bildung) hørte til epokens centrale værdiforestillinger.

Weimarer Klassikken afviste den samtidige Franske Revolution og den voksende politisering af tysk offentlighed. Den betragtes derfor undertiden som et kulturelt modspil til Den Franske Revolution. Den stærke upolitiske tradition i tysk åndsliv i 1800-t. og i begyndelsen af 1900-t. har utvivlsomt her en af sine forudsætninger.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig