Danske kirker ligger normalt stik øst-vest, men i Trinitatis Kirke afviger korets orientering en del mod nord, hvilket angiveligt skyldes byens middelalderlige matrikelstruktur.
Om kirkens arkitekt hersker der en del usikkerhed, men man regner med, at det var kongens bygmester Hans van Steenwinckel den Yngre og senere Leonard Blasius.
Kirken og dens tårn er muret i krydsforbandt, hvor man lægger teglstenene i vekslende rækker, hvor de skiftevis har den lange og den korte side ud. De korte sider er overalt farvet røde, så hele komplekset fremstår med gule og røde striber.
Skibets og korets mure er delt i fag af høje støttepiller. Imellem dem er der høje, spidsbuede vinduer ind til kirkesalen, og herover er den dobbelte, rundbuede vinduer sat i spidsbuede murfelter ind til kirkeloftet, der indtil 1861 husede universitetets bibliotek, indtil det flyttede til J. D. Herholdts Universitetsbibliotek i Fiolstræde.
Bag alteret har der i koret været et tilsvarende stort vindue, som angiveligt blev muret til allerede i 1680’erne.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.