Faktaboks

Tise Kirke
Sogn
Tise Sogn
Provsti
Brønderslev Provsti
Stift
Aalborg Stift
Kommune
Brønderslev Kommune
Tise Kirke

Kirkens ældste dele, koret og skibet, er fra romansk tid. Under en ombygning i senmiddelalderen blev tårnet tilføjet, og koret og skibet blev kraftigt renoveret.

Af .
Licens: CC BY SA 3.0
Tise Kirke
Under ombygningerne i gotisk tid fik kirken sine hvælvede lofter.
Af .
Licens: CC BY SA 2.5

Tise Kirke, også lokalt kendt som Thise Kirke, er en stor kirke, der ligger højt på en bakkeknude med udsigt over det vestlige Vendsyssels åbne vidder.

Kirkebygning

Kirken består af et kor, og et skib fra romansk tid (ca. 1050-1275). Senere i middelalderen, i gotisk tid (ca. 1250-1550), tilføjede man et våbenhus på skibets nordside og et tårn på skibets vestende. Koret og skibet blev også kraftigt renoveret i gotisk tid, koret måske endda helt genopført fra bunden.

I dag er kirken hvidkalket udvendigt, mens tagene er belagt med en blanding af skifer og røde tegl.

Den romanske kirke

Koret og skibet er kirkens ældste dele. Selvom de er stærkt prægede af senmiddelalderlige ombygninger, er der stadig bevaret arkitektoniske detaljer helt fra kirkens opførelsestid. I et lille sydvendt vindue i koret kan man fx se en billedsten med en gris og en mand samt et større dyr – måske en kalv. At stenen næppe sidder på sin oprindelige plads, er tydeligt, da motivet vender på hovedet. Flere steder i korets murværk kan man også se kvadre, som tidligere var overliggere på nu forsvundne romanske vinduer. Også døråbningen mellem våbenhuset og skibet er oprindelig. Som alle andre middelalderkirker havde kirken nemlig oprindeligt to indgangsdøre, som fandtes mod nord og syd i skibets vestende. Syddøren er derimod forsvundet.

Tilbygninger og ombygninger

I gotisk tid gennemgik kirken store forandringer. Store dele af skibets og korets mure blev pillet ned og sat op igen, koret måske endda helt fra bunden. Også tårnet og våbenhuset blev bygget til. Det nu forholdsvis lave tårn har antageligt været højere oprindeligt, men det er uvist, hvornår det fik sin nuværende højde. Samtidigt opsatte man de hvælvede lofter, som i dag præger kirkerummet, noget usædvanligt også i våbenhuset, som ellers oftest har flade bjælkelofter.

Kirkens indre

Indvendigt præges kirkerummet særligt af de hvidkalkede vægge og de hvælvede lofter, som står i kontrast til de mørkegrønne bænke. Mod øst falder blikket på den store, ganske sjældne lektorieprædikestol.

Inventar og gravminder i Tise Kirke

Tise Kirke
Prædikestolen i Tise Kirke er en såkaldt lektorieprædikestol fra år 1590. En lektorieprædikestol er en prædikestol, som går på tværs af kirkerummet og er ophængt ved korbuen mellem koret og skibet.
Af .
Licens: CC BY SA 2.5

Inventaret i Tise Kirke er fra flere forskellige perioder. Særligt interessant er en ganske sjælden prædikestol fra omkring 1590, som findes på sin oprindelige placering foran korbuen.

Inventar fra romansk tid

Kirkens ældste inventarstykke er den romanske døbefont af kalksten. Den er fra 1200-tallet og er importeret fra Gotland i det nuværende Sverige. Kummen er udsmykket med udhuggede bægerblade.

Inventar fra 1500-tallet

Det mest interessante inventarstykke er den store, smukt udførte lektorieprædikestol. At prædikestolen er en ”lektorieprædikestol” betyder, at den er ophængt ved korbuen. Dette er en efterhånden ganske sjælden konstruktion i danske kirker. Prædikestolen er i højrenæssancestil og er udsmykket med relieffer af Jesu korsfæstelse og af forskellige apostle.

Inventar fra 1800-tallet

Altertavlen stammer fra 1806. Den er i klassicistisk stil med græsk inspirerede, træskårne søjler på rammeværket, som bærer en trekantet gavl, hvorpå Guds altseende øje er malet. Altermaleriet forestiller den sidste nadver.

Gravminder

Af gravminder kan nævnes en granitgravsten i tårnrummet, som er udsmykket med et sværd. Den stammer fra romansk tid og er med andre ord ikke meget yngre end selve kirken.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig