Tise Kirke

Koret og skibet er kirkens ældste dele. Selvom de er stærkt prægede af senmiddelalderlige ombygninger, er der stadig bevaret arkitektoniske detaljer helt fra kirkens opførelsestid. I et lille sydvendt vindue i koret kan man fx se en billedsten med en gris og en mand samt et større dyr – måske en kalv. At stenen næppe sidder på sin oprindelige plads, er tydeligt, da motivet vender på hovedet. Flere steder i korets murværk kan man også se kvadre, som tidligere var overliggere på nu forsvundne romanske vinduer. Også døråbningen mellem våbenhuset og skibet er oprindelig. Som alle andre middelalderkirker havde kirken nemlig oprindeligt to indgangsdøre, som fandtes mod nord og syd i skibets vestende. Syddøren er derimod forsvundet.

I gotisk tid gennemgik kirken store forandringer. Store dele af skibets og korets mure blev pillet ned og sat op igen, koret måske endda helt fra bunden. Også tårnet og våbenhuset blev bygget til. Det nu forholdsvis lave tårn har antageligt været højere oprindeligt, men det er uvist, hvornår det fik sin nuværende højde. Samtidigt opsatte man de hvælvede lofter, som i dag præger kirkerummet, noget usædvanligt også i våbenhuset, som ellers oftest har flade bjælkelofter.

Indvendigt præges kirkerummet særligt af de hvidkalkede vægge og de hvælvede lofter, som står i kontrast til de mørkegrønne bænke. Mod øst falder blikket på den store, ganske sjældne lektorieprædikestol.

Kirkens ældste inventarstykke er den romanske døbefont af kalksten. Den er fra 1200-tallet og er importeret fra Gotland i det nuværende Sverige. Kummen er udsmykket med udhuggede bægerblade.

Det mest interessante inventarstykke er den store, smukt udførte lektorieprædikestol. At prædikestolen er en ”lektorieprædikestol” betyder, at den er ophængt ved korbuen. Dette er en efterhånden ganske sjælden konstruktion i danske kirker. Prædikestolen er i højrenæssancestil og er udsmykket med relieffer af Jesu korsfæstelse og af forskellige apostle.

Altertavlen stammer fra 1806. Den er i klassicistisk stil med græsk inspirerede, træskårne søjler på rammeværket, som bærer en trekantet gavl, hvorpå Guds altseende øje er malet. Altermaleriet forestiller den sidste nadver.

Af gravminder kan nævnes en granitgravsten i tårnrummet, som er udsmykket med et sværd. Den stammer fra romansk tid og er med andre ord ikke meget yngre end selve kirken.