Telegrafcensuren

Personalet i Afdeling C sidder ved særligt indrettede aflytningsborde og tager referater af danskeres udenlandssamtaler.
Afdeling C
Af /ENIGMA.

Artikelstart

Telegrafcensuren var en ministeriel overvågningsinstitution, som virkede i Danmark fra oktober 1939 til oktober 1945. Den opererede også under dæknavnet "Afdeling C."

Faktaboks

Også kendt som

Det fulde navn: Udenrigsministeriets og Ministeriet for offentlige Arbejders Udvalg for Telegrafcensuren.

Telegrafcensuren blev etableret efter beslutning på et ministermøde den 14. oktober 1939, hvor udenrigsminister P. Munch, minister for offentlige arbejder Axel Sørensen og justitsminister K.K. Steincke deltog.

Formålet med censuren var at undgå, at der blev sendt beskeder med telegrafen og telefonen, som kunne bringe Danmark i fare, eller som var skadelige for det danske erhvervsliv.

Etableringen af Telegrafcensuren blev hemmeligholdt for Rigsdagen, og alle medarbejderne var pålagt streng hemmeligholdelse.

Lederen af Telegrafcensuren var kontorchef i Post- & Telegrafvæsenet Martin Gredsted. Indtil august 1943 fik han assistance af chefen for Udenrigsministeriets Pressebureau, Karl Eskelund, som håndterede pressecensuren. De to udgjorde censurudvalget, som havde absolut autoritet i spørgsmål om censuren. Kun i særlige tilfælde måtte ministrene gribe ind i udvalgets beslutninger.

Telegrafcensuren havde lokaler på Hovedtelegrafstationen på Købmagergade i København, hvor Rigstelefonen også havde sit hovedsæde. I begyndelsen af 2. Verdenskrig var det primært medarbejdere fra Post- & Telegrafvæsenet, som udførte overvågningen, men de blev løbende udskiftet med løstansat personale.

Besættelsesovervågningen

Under besættelsen kom Telegrafcensuren under tysk kontrol, men den forblev en dansk institution. Der blev ikke lovgivet om overvågningen, men den 23. april 1940 udstedte Ministeriet for offentlige Arbejder en bekendtgørelse:

”Under den nuværende for Landet ganske særlige situation undergives Telegram- og Telefontrafik mellem Danmark og Udlandet samt Brevforsendelser fra og til Udlandet Kontrol, som foretages af Post- & Telegrafvæsenet”.

Efter aftale mellem besættelsesmagten og Udenrigsministeriet overvågede Telegrafcensuren alle telefonsamtaler og telegrammer til og fra udlandet.

Efter ordre fra de danske ministerier overvågede Telegrafcensuren også udvalgte indenrigske samtaler på Rigstelefonens net ud fra "sorte lister" med navne og numre på mistænkelige personer og institutioner.

Når aflytterne ikke var i gang med at aflytte andre samtaler, skulle de desuden koble sig på helt tilfældige indenrigske samtaler og skrive et kort resume.

I 1943 var der 48 aflytningsborde i Telegrafcensuren og 8 borde, som blev brugt til at renskrive referater. På det tidspunkt arbejdede der cirka 190 mennesker i censuren.

I et tilstødende lokale til Telegrafcensuren sad officerer fra den tyske militære efterretningstjeneste, Abwehr, og aflyttede de danske aflyttere for at føre kontrol med dem. Tyskerne havde også en båndoptager, så de kunne optage samtalerne på et stålbånd.

Befrielsesovervågningen

Efter befrielsen i maj 1945 besluttede de allierede at fortsætte overvågningen af samtlige telefonsamtaler og telegrammer til udlandet for at udrydde nazismens spor. Det samme skete i alle de befriede lande.

Det var stadig Telegrafcensuren, som udførte overvågningen. Den var bare ikke længere en selvstændig institution, men en underafdeling i den samlede kontrol: "Udlandskontrollen for Post, Telegraf og Telefon".

Den 1. oktober 1945 lukkede de allierede overvågningen ned, og Telegrafcensuren nedlagde sit virke.

Læs mere i Den Store Danske

Litteratur

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig