Udenrigsministeriets Pressebureau

Det ændrede sig imidlertid i 1916, da redaktøren Marinus L. Yde blev chef for Pressebureauet. Udenrigsminister Erik Scavenius havde høje tanker om Marinus Yde, og han gav stort set Yde frie hænder til at forme Pressebureauet, som han ønskede.

Yde havde et stort organisatorisk talent, og under hans ledelse blev Pressebureauet opbygget til en velfungerende institution. I 1918 var der 11 faste medarbejdere og en række kontraktansatte. Derudover var der presseattacheer i Washington og London. I 1919 og 1920 oprettedes lignende poster i Berlin og Paris.

Pressebureauets formål var nu at tjene som ”oplysningsbureau” for den danske presse og for danskere i udlandet. Samtidig skulle det korrigere fejlagtige meddelelser i den udenlandske presse.

For at kunne påvirke stemningen i udlandet var det nødvendigt at kontrollere, hvilke informationer der slap ud ad Danmark. Så Marinus Yde fik telegramcensuren, som Udenrigsministeriet havde indført ved krigsudbruddet i 1914, omorganiseret og underlagt Pressebureauet.

Efter 1. Verdenskrig skulle udenrigstjenesten reorganiseres og moderniseres. Marinus Yde udarbejdede en plan i december 1918, der gjorde Pressebureauet til et "Informationsdepartement" i Udenrigsministeriet med sig selv som chef.

Men Udenrigsministeriet modsatte sig. Pressebureauet skulle ikke være et departement, men et kontor, og lederen skulle fortsat sortere under ministeriets departementschefer. Yde forlod derfor sin stilling i november 1920. I stedet overtog A.J. Poulsen jobbet, som han varetog indtil sin død i 1938.

I 1921 kom en lov, som gjorde Pressebureauet til en integreret del af Udenrigsministeriet, hvilket blandt andet betød, at alle medarbejderne blev ansat som embedsmænd.

I 1938 blev Karl I. Eskelund chef for Pressebureauet. Eskelund var en erfaren journalist, men han havde også erfaring med administration, da han siden 1930 havde været formand for Københavns journalistforbund.

I oktober 1939 etablerede regeringen ”Udenrigsministeriets og Ministeriet for offentlige Arbejders Udvalg for Telegrafcensuren”, som skulle overvåge telefonsamtaler og telegrammer, der kunne skade Danmarks neutralitet eller det danske erhvervsliv.

Lederen af censuren var kontorchef i Post- & Telegrafvæsenet Martin Gredsted. Men han fik assistance af Karl Eskelund og Pressebureauet, som håndterede pressecensuren. Gredsted og Eskelund udgjorde censurudvalget, som havde absolut autoritet i spørgsmål om censuren.

Under besættelsen forlangte tyskerne, at pressen og radioen ikke bragte antitysk propaganda eller offentliggjorde forhold, som kunne skade tyske interesser. Det var Eskelund og Pressebureauet, der fik ansvaret for, at kravene blev udført.

Jævnligt udsendte Eskelund meddelelser til redaktørerne om, hvad der ikke måtte omtales i pressen. Det var et upopulært arbejde, men Pressebureauet formåede at udføre censuren til mest mulig gavn for danske interesser.

Efter Augustoprøret i 1943 ændredes vilkårene for pressen. Tyskerne beordrede, at Eskelund ikke længere måtte være i censurudvalget, og Pressebureauet havde ikke længere direkte indflydelse på pressecensuren. Pressebureauet stod dog stadig for kontakten mellem pressen og tyskerne. Censuren af bøger, tidsskrifter og pjecer fortsatte også stadig i Pressebureauet.

Efter befrielsen i maj 1945 forlangte de allierede, at der stadig skulle være pressecensur for at beskytte de allieredes interesser. Igen var det Pressebureauet og Eskelund, som fik ansvaret for, at kravene blev udført.

Eskelund forlod dog allerede samme år stillingen for at blive generalkonsul i Wellington, New Zealand. Hans efterfølger som chef for Pressebureauet blev korrespondent Emil Blytgen-Petersen, som havde havde været redaktør af Frit Danmark og kommentator på BBC's dansksprogede udsendelser fra London under besættelsen.

I 1963 blev Pressebureauet erstattet af Presse- og Informationsafdelingen.

• censur
• Danmarks historie, 1901-1940
• Danmarks historie, 1940-1945

• Gad, Kate Winter, 1997: Udenrigsministeriets Pressebureaus administration af dagbladscensuren 9. april 1940 til 29. august 1943, speciale, Københavns Universitet.
• Kjølsen, Klaus & Viggo Sjøqvist, 1970: Den danske udenrigstjeneste 1770 -1970, Bind I, København: Schultz Forlag.
• Nielsen, Jacob Vrist, 2021. Truslen mod Demokratiet: Teleovervågning i Danmark 1916-1945, ph.d.-afhandling, Københavns Universitet.
• Papirer i Rigsarkivet.
• Thorsen, Svend, 1947-1951: Den Danske Dagspresse, Bind I & II, København: Det danske Selskab.