Faktaboks

Tanderup Kirke
Sogn
Tanderup Sogn
Provsti
Middelfart Provsti
Stift
Fyens Stift
Kommune
Middelfart Kommune

Tanderup Kirke er i det store og hele en sengotisk kirke, som erstattede en romansk. I kirken er der bevaret forskellig stykker inventar fra kirkens lange.

Kirken ligger vestligt i den lille by Tanderup omtrent 20 kilometer sydøst for Middelfart.

Kirkebygningen

I sin nuværende skikkelse fremtræder kirken helt som et sengotisk langhus, hvor skibet og koret går i et. Den har et sengotisk tårn mod vest og våbenhus mod syd.

Danske kirker ligger normalt stik øst-vest, men i Tanderup Kirke afviger korets orientering en del mod syd. I dag er kirken hvidkalket, og den har røde tegltage.

Den gotiske kirke

Den oprindelige kirke blev opført i den romanske periode, men af den er kun skibets nordlige mur tilbage. Resten blev revet ned i den sengotiske periode, hvor man opførte den nuværende som et langhus.

Da teglstenene kom til Danmark i middelalderen, fik man mulighed for at bygge billigere og nemmere, og i den sene middelalder blev det i den nye, gotiske stil. Kirkens oprindelige, romanske dele i granit er i stor stil genbrugt i den nuværende, gotiske bygning, men størstedelen er opført i brændt tegl, kaldet munkesten, som er lidt større end nutidige mursten. Den gotiske stil er kendetegnet ved dekorationer af trappeformede gavle med kamtakker og systemer af dekorative murnicher i form af blændinger, og særligt var der præference for høje spidsbuer.

Kirken har uornamenterede langmure og østlig gavl. Fra samme periode stammer kirkens våbenhus og tårn. Våbenhuset har en fint komponeret taggavl med høje, spidse blændinger, kamtakker og savskifter, hvor teglstenen er lagt på skrå, så deres hjørner vender udad.

Det svære tårn har på taggavlene tre smalle slidser, og de tre af tårnets sider brydes af hvert et vindueshul samt to glamhuller til klokkernes lyd.

Kirkens indre

Kirken er i det indre hvidkalket, og kirkerummet bærer præg af dets krydshvælvede lofter. Hvælvene kom til i den gotiske periode, hvor man med teglstenene nu kunne lave de lette, opadstræbende hvælv.

Inventar og gravminder i Tanderup Kirke

I Tanderup Kirke er bænkene i 1925 udskiftet til de nuværende, som har enkle, rektangulære gavle. Derudover er inventaret fra flere forskellige perioder, hvor særligt middelalderen og rokokoen er rigt repræsenteret.

Middelalderens inventar: Døbefonten

Tanderup Kirke har en romansk døbefont af granit. Den er prydet af fire mandshoveder, og den er af den såkaldte Højby-type.

Renæssances inventar

Altertavlen er et enkelt rammeværk fra renæssancen. Heri sidder der et maleri, som er en kopi efter et værk af Carl Bloch af Kristus i Emmaus. Et tidligere alterbillede af Jesus i Getsemane Have fra midten af 1800-tallet er ophængt på skibets nordvæg.

Prædikestolen fra omkring år 1600-1610 er af samme mester som den i Gamtofte Kirke. Den har relieffer af evangelisterne, og på hjørnerne er der hermer, dvs. halvfigurer på halvsøjler.

Gravminder

I kirken er der en gravsten fra 1595.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig