Faktaboks

Skydebjerg Kirke
Sogn
Skydebjerg Sogn
Provsti
Assens Provsti
Stift
Fyens Stift
Kommune
Assens Kommune

Skydebjerg Kirke vidner med sine middelalderlige ombygninger om skiftende tiders behov før Reformationen i 1536. Desuden er der i kirken bevaret inventar fra middelalderen og renæssancen.

Kirken ligger i den sydlige del af Skydebjerg omtrent 15 kilometer nordøst for Assens.

Kirkebygningen

Kirken kaldes en langhuskirke, da den har et langt kirkerum, hvor skibet og koret går i et. Den har i kernen den romanske kirkes skib. I den gotiske periode opførte man langhuskoret og et tårn, mens våbenhuset angiveligt er fra nyere tid.

I dag er kirken hvidkalket, og den har røde tegltage.

Den romanske kirke

Kirken er opført i den romanske periode. De romanske kirker kendetegnet ved brug af runde buer blev bygget af natur- og teglsten, og i Skydebjerg er kirken opført i granit.

I skibet har der oprindeligt været en dør mod syd og en mod nord. Norddøren er endnu i brug om end i omdannet form, mens syddøren er muret til.

De gotiske om- og tilbygninger

Teglstenene kom til Danmark i middelalderen. Det gav mulighed for, at man kunne bygge billigere og nemmere, og i den sene middelalder blev det i den nye, gotiske stil. Om- og tilbygningerne er primært opført i brændt tegl kaldet munkesten, som er lidt større end nutidige mursten. Den gotiske stil er kendetegnet ved dekorationer af trappeformede gavle med kamtakker og systemer af dekorative murnicher i form af blændinger, og særligt var der præference for høje spidsbuer.

I den sengotiske periode rev man i Skydebjerg Kirke den romanske kirkes kor ned og opførte det nuværende langhuskor. Desuden byggede man det svære tårn. Det har på kammene tinder i top og bund.

Kirkens indre

Kirken er i det indre hvidkalket, og kirkerummet bærer i høj grad præg af dets flade, pudsede loft.

Inventar og gravminder i Skydebjerg Kirke

I Skydebjerg Kirke er bænkene udskiftet til de nuværende, enkle. Derudover er inventaret fra flere forskellige perioder, hvor særligt middelalderen og renæssancen skal fremhæves.

Middelalderens inventar

I koret står kirkens romanske døbefont af granit. Den har en enkel udformning med kumme, skaft og fod uden dekorationer.

I skibet hænger der et lille, sengotisk krucifiks. Det er fra begyndelsen af 1500-tallet.

Renæssances inventar

Altertavlen fra omkring år 1600 har en arkitektonisk opbygning med store søjler, der om bunden er prydet af dekorative bælter. Søjlerne bærer en gesims, og hvorover er der et såkaldt topstykke. Begge etager flankeres af dekorativt udskårne vinger. Mellem søjlerne og i toppens felt er der skriftstykker og i midten nyere malerier af henholdsvis forkyndelsen for hyrderne og Kristus velsignende de små børn.

Prædikestolen fra 1620 er udført i den sene renæssance. Den har i fagene arkader med malerier af Kristus. På hjørnerne er der hermer, dvs. halvfigurer på halvsøjler.

Gravminder

På skibets sydvæg hænger der et stort, barokt epitafium, dvs. mindesmærk, som er fra 1680. Det har i midterfeltet et maleri af det afdøde ægtepar.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig