Sankt Jørgensbjerg Kirke

Kirken er opført i den romanske periode, som dækker årene 1050-1275. De romanske kirker blev bygget i rundbuet stil, og en del var i natur- og teglsten. I Sankt Jørgensbjerg Kirke er den opført i frådsten.

I skibet har der oprindeligt været en dør mod syd og en mod nord. Syddøren er endnu i brug om end i omdannet form, mens norddøren er muret til. Her kan man dog i pudsen se et indridset skib, som kan dateres til midten af 1300-tallet. Der er ikke bevaret nogle romanske vinduer i skibet, som i 1868 fik de nuværende.

I koret har der været et vindue mod øst og et mod nord, og de er begge bevaret i blændet stand, ligesom korets døre i begge langmure. Heraf har den ene angiveligt været brugt som præstedør og den anden til hospitalet.

Både korets og skibets østlige gavle er glatte, men både korets og skibets mure har om hjørnerne nogle usædvanlige rundstave, som bruges til at datere kirken stilistisk til 1080.

Teglstenene kom til Danmark i middelalderen. Det gav mulighed for, at man kunne bygge billigere og nemmere, og i den sene middelalder blev det i den nye, gotiske stil. Tilbygningerne er opført i brændt tegl kaldet munkesten, som er lidt større end nutidige mursten. Den gotiske stil er kendetegnet ved dekorationer af trappeformede gavle med kamtakker og systemer af dekorative murnicher i form af blændinger, og særligt var der præference for høje spidsbuer.

I den gotiske periode, måske i første halvdel af 1400-tallet, opførte man tårnet. Tårnrummet har oprindelig haft to rum inddelt af en skillevæg, og hvorfor det vestlige angiveligt har været et indgangsparti med ankomst gennem en dør i nordmuren. Tårnbuen har i så fald nok haft en form for skærm, så de spedalske fra et isoleret sted kunne overvære gudstjenesten. Denne konstruktion er helt enestående i de danske kirker. I det ydre er store dele af tårnet muret om, blandt andet østsidens kamtakker og blændinger.

Det sengotiske våbenhus har på taggavlen spidsbuede højblændinger og kamtakker. Dets store, rundbuede syddør er nyere.

Kirken er i det indre hvidkalket, og kirkerummet bærer i høj grad præg af dets krydshvælvede lofter. Hvælvene kom til i den gotiske periode, hvor man med teglstenene nu kunne lave de lette, opadstræbende hvælv. Her erstattede man det oprindelige bjælkeloft med hvælv, som man byggede ind i den eksisterende, romanske kirke.

Foran korbuen står der i skibet en romansk døbefont af granit af den såkaldte Roskildetype. Dens kumme har foroven en mindre tovsnoning.

Altertavlen består af et skab fra 1954, hvori der er indsat træskårne figurer fra to middelalderlige altertavler fra perioden 1490-1510.

Der er ligeledes bevaret et korbuekrucifiks fra den sengotiske periode omkring år 1500-1525. Som navnet antyder hang det oprindeligt på dets traditionelle plads over korbuen.

Prædikestolen fra 1616er udført i højrenæssancen, sikkert af Anders Nielsen Hatt. Den har i fagene arkader med relieffer af de fire evangelister. På hjørnerne er der kvindelige hermer, dvs. halvfigurer på halvsøjler, som forestiller tro, håb, kærlighed, retfærd og styrke.

I kirken er der desuden 12 gravsten fra perioden 1535-1840. Den ældste på våbenhusets vestvæg stammer angiveligt fra Roskilde Domkirke, og den har evangelisternes attributter, dvs. særlige kendetegn, i cirkler ved hjørnerne. Dens latinske tekst lyder, ”Her er begravet den udmærkede og ædle kvinde, Fru Hildeborg, datter af Peder Bille til Svanholm, fordum væbneren Laurids Skinkels hustru, som døde Ægidii Dag (1. Sept.) 1535”.