Sacré-Cœur

Forud for Sacré-Cæurs opførelse gik år med krig og opstande, som blev nedkæmpet af den franske regering og hær. Under Pariserkommunens kampe for en social republik, blev der i foråret 1871 sat ild til mange bygninger, fx rådhuset og Tuilerierne. I forbindelse med det efterfølgende genopbygningsarbejde sat i gang under Den Tredje Republik, blev det besluttet at Sacré-Cœur skulle opføres som en forsoningskirke. Efterfølgende vandt restaureringsarkitekten Paul Abadie i 1873 den arkitektkonkurrence, der var blevet udskrevet i forbindelse med planerne om opførelsen af kirken, der skulle bygges på Montmartre.

Bortset fra Montmartres geografiske fortrin knyttede en placering af Sacré-Cæur på Butte de Montmartre an til stedets historie. Tanken var, at kirken skulle kobles til fortidens aura og hellighed og kalde franskmændene tilbage til kirken. Det vil sige en løsning med relationer til det parisiske dna. Ifølge traditionen var Montmartre det sted, hvor Paris' skytshelgen og første biskop Saint Denis og andre kristne martyrer ifølge legenden blev halshugget af romerne omkring år 250. Efterfølgende blev Saint Denis' grav ti kilometer nord for Montmartre arnestedet for benediktinerklosteret Saint-Denis, der blev stiftet i 600-tallet over hans formodede hvilested, og klosterets legendariske kirke blev senere det traditionelle begravelsessted for Frankrigs konger.

Gennem middelalderen var selve Montmartre stadig pilgrimssted for martyren Saint Denis og i 1133 stiftedes her et benediktinsk nonnekloster L’Abbaye Notre-Dame de Montmartre samt et kapel indviet til Saint Denis, Sanctum Martyrium, omkring hvilke et landbysamfund senere voksede op.

Sacré-Cæurs arkitekt Paul Abadie havde arbejdet som restaureringsarkitekt på kirker i regionen Nouvelle-Aquitaine i det sydvestlige Frankrig. Et område, hvor der i middelalderen havde været anvendt stiltræk fra byzantinsk arkitektur, der blev formidlet til Vesten op gennem 1000- og 1100-tallet.

Paul Abadie hentede derfor helt forståeligt inspiration til sin kommende parisiske kirke Sacré-Cæur gennem restaureringen af de byzantinsk inspirerede romanske kuppelkirker. Det drejede sig specifikt om katedralen Saint-Front i Périgueux, der var opført fra 900-1100-tallet og Saint-Pierre i Angoulême, der var opført fra 1100-tallet. Begge kirker bygget som kuppeldækkede kirker over en centralplan. Middelalderens byzantinsk inspirerede romanske kirkebygninger havde rødder tilbage til kuppelkirkerne Hagia Sophia og Apostelkirken i Konstantinopel (Istanbul), begge opført i 500-tallet.

Begrebet Det Hellige Hjerte har referencer til Bibelen. I Johannes Evangeliet 19;34 står: "Men en af soldaterne stak ham i siden med et spyd, og straks flød der blod og vand ud." En beskrivelse fra korsfæstelsen, hvor Jesu hjerte blev gennemboret af en lanse, da han gav sit liv på korset for at frelse mennesket. Fremstillinger af det blødende hjerte symboliserer således Jesu kærlighed.

Jesu Hjerte andagten har rod i middelalderens mystik og forekom allerede i 1100-tallet. Billedlige fremstillinger af et hjerte afbildet på Jesu bryst forekom fra 1700-tallet. Jesu Hjerte-festen blev anerkendt i 1765 af pave Clemens 13. Senere i midten af 1800-tallet indstiftede pave Pius 9. en religiøs højtid for Det Hellige Hjerte, og teologisk blev kulten stadfæstet i Pius 12.s Encyklika (rundskrivelse) fra 1956. Mange hundrede kirker over hele verden er viet til Jesu Hellige Hjerte, og flere af dem, især i Frankrig er direkte knyttet til Sacré-Cæur-kirken i Paris.

• Paris – historie
• Frankrig – historie (1870-1940)
• Paris' arkitektur og museer
• Frankrigs arkitektur
• Historicistisk arkitektur i Frankrig
• historicisme
• byzantinsk kunst og arkitektur