Historicistisk arkitektur i Frankrig

I et hovedværk som katedralen i Marseille (1845-1893) kombinerede arkitekten Léon Vaudoyer (1803-1872) en række oldkristne og middelalderlige stilarter, mens Charles Garnier prydede operabygningen i Paris (1861-1875) med overdådige barokke former. I det indre giver vældige trapperum og foyerer adel og borgerskab lejlighed til at se og blive set.

Begge bygninger er eksempler på store komplicerede opgaver, som École des beaux-arts i Paris var internationalt berømt for at lære sine elever at projektere og udføre. Operaen kronede den gennemgribende byfornyelse af Paris med de store gadegennembrud, boulevarderne, der blev ledet af Georges Eugène Haussmann i 1850'erne og 1860'erne.

Støbejern blev et forholdsvis ofte anvendt byggemateriale, fx til tagkonstruktioner og piller i de to biblioteker i Paris, tegnet af Henri Labrouste: Sainte-Geneviève (1848-1850) og Bibliothèque nationale (1854-1875), samt i kirker, markedshaller og stormagasiner.

Jernbindingsværk anvendtes i Meniers chokoladefabrik (1871-1872) uden for Paris. Særlig berømt er Eiffeltårnet i Paris, bygget til Verdensudstillingen i Paris 1889 af Gustave Eiffel. Jernets dekorative muligheder blev yderligere opdyrket af art nouveau-bevægelsen omkring 1900, som det ses i nedgangene til metroen i Paris, udført af Hector Guimard.

Som den første i Europa udviklede ingeniøren François Hennebique brugen af armeret beton (patenteret 1892), der muliggjorde skeletkonstruktioner som spinderiet i Tourcoing (1895).

Auguste Perret forenede konstruktionen med et stærkt forenklet klassicerende formsprog i en række bygninger. Nye muligheder blev også afprøvet i Tony Garniers idéprojekt Cité industrielle, offentliggjort i 1917 og delvis realiseret i de følgende årtier ved byggerier i Lyon.

• Frankrigs arkitektur
• Frankrig i øvrigt
• Funktionalisme og modernisme i fransk arkitektur
• Frankrigs empirearkitektur
• historicisme
• Paris' arkitektur og museer