Auguste Perret

Faktaboks

Auguste Perret
Født
1874
Død
1954

Auguste Perret, 1874-1954, fransk arkitekt. August Perret var en af den moderne franske arkitekturs pionerer. Han gjorde den synlige, rå konstruktion i armeret beton respekteret som arkitektonisk element i et neoklassicistisk formsprog.

Han formulerede sin grundholdning som "Ethvert projekt er dårligt, hvis det er vanskeligere eller mere kompliceret at konstruere end nødvendigt", og han var en af de få, der ved 1900-tallets begyndelse praktiserede tesen om ærligt byggeri. Hans arbejder fremstår med en raffineret gennemarbejdning ned til mindste detalje.

Sammen med broderen Gustave Perret (1876-1952) videreførte han fra 1905 faderens byggevirksomhed i Paris. Pionerarbejderne var en boligejendom i Rue Franklin (1903), hvor bygningens konstruktion ses som arkitektonisk element i facaden, og et garageanlæg på Rue de Ponthieu (1905), der viser, hvor lyst og åbent et interiør kan blive, når den bærende konstruktion er minimeret.

Et af 1900-tallets mesterværker er krigsmindekirken Notre-Dame i Le Raincy uden for Paris (1922).

Efter 1945 stod Auguste Perret for genopbygningen af Le Havre. Arbejdet demonstrerede effektivt hans idé om arkitektur i en harmonisk sammenhæng, forankret i den lokale bystruktur.

Læs mere om fransk arkitektur.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig