Faktaboks

Sønder Bjerge Kirke
Sogn
Sønder Bjerge Sogn
Provsti
Slagelse Provsti
Stift
Roskilde Stift
Kommune
Slagelse Kommune

Er en sognekirke med romansk skib samt gotiske tilføjelser. Med de middelalderlige ombygninger vidner kirken om skiftende tiders behov før Reformationen i 1536. Desuden er der i kirken bevaret en del inventar fra middelalderen samt fra øvrige dele af kirkens historie.

Sønder Bjerge Kirke ligger i Sønder Bjerge by, ca. 9,5 km. øst for Skælskør. Kirken er omgivet af spredt bebyggelse og marklandskab og er placeret på en banke, hævet over byen.

Kirkebygningen

Den romanske kirke udgøres af skibet. I den gotiske periode udvidede man koret og opførte et tårn. I nyere tid er der blevet opført et våbenhus mod nord.

Sønder Bjerge Kirke står i dag helt hvidkalket og den har røde tegltage.

Den romanske kirke

Skibet er opført i den romanske periode, som dækker årene 1050-1275. De romanske kirker blev bygget af natur- og teglsten, og i Sønder Bjerge er skibet opført i rå og kløvet kampesten med tilhuggede kvadersten i hjørnerne.

I skibet har der oprindeligt været en dør mod syd og en mod nord. Af døren mod syd var der endnu spor i 1884, men denne er senere helt forsvundet. Den nuværende norddør er nyere, men sidder formentlig på forgængerens plads. Skibet har formentlig haft to vinduer i nordsiden og to i sydsiden. Kun et af disse kan påvises i dag, i nordmuren ind mod våbenhusloftet.

Tilbygninger

I løbet af middelalderen begyndte man at producere teglsten, hvilket gav nye muligheder for bygning og arkitektur. De middelalderlige tilbygninger er derfor opført i brændt tegl kaldet munkesten, som er lidt større end nutidens mursten. Disse tegl var lettere end de hidtil anvendte stenmaterialer, og dette gav mulighed for at bygge hurtigere og i den gotiske stil, som bl.a. er kendetegnet ved dekorationer af trappeformede gavle med kamtakker og blændinger, dvs. murnicher, samt høje spidsbuer.

Også i Sønder Bjerge Kirke benyttede man sig af gotikkens nye muligheder for arkitektur og håndværk. Således opførte man hvælv i skibet og man udvidede og forlængede koret, således at kirken blev en langhuskirke, dvs. at kor og skib i det ydre går ud i ét.

Koret er opført i munkesten samt genanvendte kampesten fra det nedrevne kor. Kampestenene er lagt i bælter, hvilket anes gennem den hvide kalk. Østgavlen er udført i gotisk stil, med trappeformede kamtakker og blændingsdekorationer. Langs korets nord- og sydmur, øverst under tagudhænget, er der desuden en profileret gesims.

Tårnet er også opført i gotisk tid og har gotisk udformede gavle, som dog er blevet muret om i nyere tid. Gavlene har trappeformede kamtakker og blændingsdekorationer. Indvendigt dækkes tårnrummet af gotisk hvælv, og i det sydvestre hjørne er tårntrappen indbygget.

Våbenhuset er opført i nyere tid. Det er opført af nyere sten på samme sted, som et ældre, smallere våbenhus tidligere har stået.

Kirkens indre

I det indre står kirken hvidkalket og kirkerummet præges i høj grad af dets hvælvede lofter. Disse kom til i den gotiske periode, hvor teglstenene gjorde det muligt at erstatte de oprindelige trælofter med de lettere, opadstræbende hvælv.

Stoleværket, dvs. kirkebænkene, er malet i grå og røde farver.

Kalkmalerier i Sønder Bjerge Kirke

I kirken er der bevaret kalkmalerier i skibet over hvælv. Disse er dateret til 1275-1374, dvs. tidlig gotik, og er malet af et ukendt værksted. Der er tale om ornamentale detaljer, hvis overordnede motiv det ikke har været muligt af fastlægge. Selvom kalkmalerierne i dag er placeret over hvælv, så er de bevaringsværdige, da de er en væsentlig kilde til viden om det tidlige kirkerums udsmykning, inden man opførte hvælv senere i den gotiske periode.

Inventar i Sønder Bjerge Kirke

I Sønder Bjerge Kirke er der bevaret inventar fra forskellige dele af kirkens historie, og kirkerummet vidner dermed om tidligere tiders tanker om kirkerummets indretning og brug. Særlig må her fremhæves den sengotiske altertavle, som er udført til ære for en helgeninde.

Middelalderinventar

Ældst i kirkerummet er den romanske døbefont af granit.

I korets østvæg er der indmuret et såkaldt monstransskab fra 1375-1475. Skabet er udført af træ med jernhængsler. Det er inddelt i to, hvoraf den nederste del er oprindelig. Et monstransskab blev i katolsk tid anvendt til opbevaring af det indviede nadverbrød, hostien.

Altertavlen er et fint sengotisk arbejde fra omkring år 1500. Altertavlen er trefløjet, og det midterste felt optages af en høj relieffigur af Katharina af Alexandria (helgeninde). Sidefelterne er delt på midten og indeholder relieffigurer med motiver af fornævnte helgenindes liv. Altertavlens fodstykke deles af små spir i tre felter, hvori der er små figurer. På altertavlen er der også indskrifter med gotiske bogstaver. På altertavlen er der oprindelig bemaling malet af den såkaldte Sønder Bjerge maler. Bemalingen præges af forgyldning og rød.

Et sengotisk korbuekrucifiks er ophængt i kirken. Det er udført omkring år 1500 og på korstræets ender er der firkløverformede felter med symboler for de fire evangelister. Krucifikset hang tidligere på dets oprindelige plads over korbuen, mellem skib og kor.

Barokinventar

Prædikestolen er et bruskbarokarbejde fra 1643. Typisk for perioden er kurven inddelt i fem fag, dvs. sider, som adskilles af kvindefigurer på hjørnerne. I hver sides felt er der reliefskårne figurer, og prædikestolen prydes i øvrigt af bruskbarok ornamentik. Den samtidige lydhimmel har også bruskbarok ornamentik og desuden Christian 4.s monogram.

Læse mere i Den Store Danske

Eksterne Links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig