Rumæniens historie 1859-1944

Det var ikke blot flere af de nye love, Rumænien havde importeret fra Vesteuropa. I 1866 tilkaldte man således den tyske Prins Carol von Hohenzollern, der fra 1881 blev Rumæniens første konge som Carol 1. Efter Berlinkongressen, der afsluttede den russisk-tyrkiske krig 1877-1878, opnåede landet at blive en selvstændig nation med egne institutioner som nationalbank, parlament og ministerier.

På Berlinkongressen krævede man, at den nye grundlov blev ændret, så andre end kristne kunne opnå statsborgerskab. Rumænien havde helt bevidst udelukket jøder fra at blive statsborgere i den nye stat. Det måtte Rumænien bøje sig for, men den formelle ret, man gav jøderne, forblev de næste mange år en papirparagraf uden effekt. De rumænske myndigheder ignorerede simpelthen paragraffen.

Alexandru Cuza ophævede i 1864 – to år efter zaren i Rusland – livegenskabet for de fattige bønder, men som i Rusland fik frigørelsen ikke nævneværdig indflydelse på landbefolkningens vilkår. De forblev fattige og undertrykte uden basale rettigheder. Resultatet blev flere bondeoprør frem til 1. Verdenskrig, hvor det alvorligste fandt sted i 1907. Det kostede mange tusinder bønder livet, da militæret med stor brutalitet nedkæmpede oprøret.

En af Rumæniens berømteste digtere, Mihai Eminescu, beskrev for 150 år siden sit fædreland på denne måde: ”Landet er ikke andet end et stort grevskab, og det styres som et grevskab – et system af storgodser, hvor privat lov er offentlig lov, og hvor nedarvning af gods er nedarvning af politisk magt.”

Godsejerne kaldtes bojarer. De havde både den økonomiske og politiske magt i landet. Det var fra denne herskende klasse, fyrsterne blev rekrutteret. Alexandru Cuza blev væltet af disse bojarer i 1866, fordi han reformerede landet med bl.a. bondefrigørelsen i 1864 og en kirkereform i så højt et tempo, at reformerne truede bojarernes magtpositioner.

Den tyske prins Carol overtog magten efter Cuza i 1866. Men bag ham stod en række nye politikere fra 1848-generationen. Oprørerne fra 1848 flygtede til Vesteuropa, da revolutionen blev nedkæmpet, men vendte nu tilbage som landets nye politikere.

Disse oprørere delte sig snart i to politiske partier, et konservativt og et liberalt parti, som sammen med kongen styrede landet med fast hånd helt frem til 1918. I perioden fra 1871 til 1918 havde Rumænien 10 regeringer, hvoraf de konservative ledede 5 og de liberale de øvrige 5.

Det konservative parti repræsenterede bojarerne. Dette parti gik ind for at bevare status quo, dvs. at landet skulle fortsætte som et korneksporterende land domineret af storgodserne. Heroverfor stod de liberale, som repræsenterede den fremvoksende, men stadig ubetydelige industri samt bankerne og de handlende. Alle spor af ånden fra 1848-revolutionen forsvandt, da de kom til magten.

Kongen opløste regeringen og udpegede en ny efter grundlovens regler. Den nye regering udskrev derefter valg, som hver gang endte med, at den siddende regering vandt. Først i 1928 tabte en siddende rumænsk regering et valg. Denne praksis afslører, at der ikke var tale om fuldt demokratiske valg. Valgretten var i øvrigt begrænset til folk med formue og folk, der kunne læse. Valgretten blev gradvist udvidet, men helt frem til 1. Verdenskrigs udbrud i 1914 havde kun 17 pct. af den rumænske befolkning stemmeret.

For kongen og de politiske ledere var det vigtigste mål for landet at bevare og sikre landets nyvundne suverænitet. Alle andre politiske mål måtte vige for denne opgave. Forbedring af de fattige bønders levevilkår måtte vente – og det samme gjaldt beskyttelsen af minoriteterne, især jøderne.

Landet oplevede frem mod århundredeskiftet en stabilisering af monarkiet og statens institutioner, men det store bondeoprør i 1907 rystede det politiske system. En anden destabiliserende faktor var Rumæniens deltagelse i 2. Balkankrig mod Bulgarien i 1913, som endte med, at Rumænien erobrede Syddobrudja (Cadrilater). Erobringen kostede hæren store tab og skabte senere nye problemer i forholdet til nabolandene.

Den næste alvorlige udfordring kom ved udbruddet af 1. Verdenskrig i 1914: Skulle landet nu være neutralt eller skulle det deltage aktivt på Aksemagternes eller Ententens side? Kong Carol mente som tysker, at den tyske hær var uovervindelig, hvorfor Rumænien skulle kæmpe sammen med Tyskland. Kongen havde dog et problem, fordi han havde indgået en hemmelig aftale med Habsburgerne om at kæmpe ved siden af Aksemagterne i tilfælde af krig. Den hemmelige aftale skulle beskytte Rumænien mod Rusland og måtte være hemmelig, fordi den krævede, at Kongen undertrykte de nationale ambitioner i Transsylvanien.

Det blev en vanskelig beslutning, idet kongen stod alene med sin holdning. Resultatet blev, at Rumænien erklærede sig neutralt. Kongen døde i løbet af efteråret 1914, muligvis som følge af de vanskelige forhandlinger. Han efterfulgtes af sin nevø, Ferdinand 1., som sammen med dronning Maria var engelsk orienteret. Neutraliteten blev snart udfordret, for Ententemagterne lokkede Rumænien med store gevinster, bl.a. med et løfte om at få Transsylvanien indlemmet. Man lovede også militær bistand fra den russiske hær og fra Frankrig. Forhandlingerne trak ud, men endte i august 1916 med, at Rumænien erklærede Aksemagterne krig.

På nordfronten erobrede Rumænien dele af Transsylvanien, men blev hurtigt standset af den tyske hær. På sydfronten angreb den tyske hær fra Bulgarien og fik fronten til at bryde sammen. Krigen blev en katastrofe for landet, da den rumænske hær heller ikke kunne forhindre den tyske hær i at bryde gennem Karpaterne. Det endte med, at tyskerne erobrede hele Valakiet og den sydlige del af Moldavien. Kongen og regeringen flygtede til Moldaviens gamle hovedstad Iaşi. Dog lykkedes det den rumænske hær at standse den tyske hær i Sydmoldavien. Ved byerne Mărăști og Mărășești standsede rumænske enheder tyskerne, men kunne ikke vende krigens gang.

Rumænien måtte indgå en drakonisk fredsaftale med Tyskland i marts 1918. Men med tyskernes tilbagegang på vestfronten tog begivenhederne en uventet drejning: Den tyske hær forlod Rumænien i efteråret 1918, hvilket betød, at nationale forsamlinger (parlamenter) i Bukovina, Transsylvanien og Bessarabien allerede i løbet af 1918 vedtog at slutte sig sammen med Rumænien. En detalje skal med, for i december 1917 – da alt var kaos i Rusland – erklærede Bessarabiens parlament sig for selvstændigt. Selvstændigheden varede kun få måneder, før en ny afstemning førte til sammenslutning med Rumænien.

Det, ingen havde forestillet sig skete: Rumænien blev til et Storrumænien, for med inkorporeringen af Bessarabien, Transsylvanien, Bukovina og dele af Banatet blev alle nationale ambitioner pludselig realiseret. Kun grænsedragningen mod Ungarn gik i hårdknude i foråret 1919. Det endte med en krig i sommeren 1919 mellem Rumænien og Ungarn, hvor Rumænien besatte en del af Ungarn, hvorefter grænsen blev fastlagt. Det betød, at Transsylvanien endeligt kom under rumænsk herredømme.

Landets areal og befolkning blev dermed fordoblet. Endnu manglede den internationale anerkendelse, som først kom i 1920 efter diplomaternes ”kamp” i Versailles. Rusland (fra 1922 Sovjetunionen) anerkendte ikke de nye grænser mellem de to stater. Ungarn anerkendte heller ikke den nye grænse, men kunne ikke gøre noget ved realiteterne. Rumænien havde i sommerkrigen 1919 nedkæmpet Béla Kuns kommunistiske rådsrepublik i Ungarn, hvilket sejrherrerne i Versailles bifaldt. De nye regeringer i Bukarest erkendte gradvist, at grænserne”blødte”, for næsten alle naboer – Rusland, Ungarn og Bulgarien – krævede snart grænserevisioner.

For magthaverne var der en pris at betale. De rumænske krigstab løb op i 300.000 døde, hvoraf de fleste ofre kom fra de fattige bønder. Under krigen havde kong Ferdinand holdt flere taler til de rumænske tropper og lovet dem reformer efter krigen. Støtten kom i form af en meget omfattende landreform. De rumænske ledere havde set, hvad der skete i Rusland og frygtede, at noget lignende skulle overgå dem selv. Det, der havde været tilløb til flere gange siden 1864, skete nu i 1920 med 56 års forsinkelse.

Reformen, der var den mest radikale af sin art i hele Europa, betød, at staten eksproprierede næsten al kronjord og to mio. hektar fra storgodserne. Jorden blev givet til bønderne, der havde dyrket den, men mod erstatning til de tidligere ejere fra staten og de nye ejere. Reformen, der udformedes lidt forskelligt i de nye provinser og i Valakiet og i Moldavien, fik den virkning, at der opstod mange tusinde mindre landbrug. Bønderne fik deres jord, men brugsstørrelserne var ikke økonomisk bæredygtige på langt sigt. Storgodser afløstes af små gårde med lavere produktivitet.

Landreformen fik desuden den politiske konsekvens, at det konservative parti blev elimineret, da mange godser forsvandt. Det stabile topartistyre opløstes. I stedet opstod flere nye partier, hvor det største var det nye bondeparti, som få år senere sluttede sig sammen med det nationale parti i Transsylvanien til det Nationale Bondeparti. Under Iuliu Manius (1873-1953) ledelse blev partiet landets største og var i en periode med til at regere.

Landreformens økonomiske konsekvenser skuffede, for fattigdommen på landet forsvandt ikke. Der var mere tale om en defensiv politisk foranstaltning end en vækstskabende reform. Bønderne fik afmålte indrømmelser og der blev ro på landet, ligesom den russiske revolution ikke bredte sig mod vest.

Den rumænske regerings vigtigste opgave i mellemkrigstiden var at forsvare de nye ”blødende” grænser. Trods ihærdige diplomatiske forsøg i Folkeforbundet og trodsalliancer med andre europæiske lande endte det med en national katastrofe i 1940.

Det liberale parti dannede regering efter krigen, og med sit flertal i parlamentet kunne regeringen i 1923 få vedtaget den nye grundlov, der var nødvendig for at integrere de nye provinser. En af de første paragraffer fastslog, at Rumænien var en udelelig national enhedsstat. Selvstyre til de nye provinser med store mindretal var udelukket. Af frygt for national opløsning af Storrumænien centraliserede regeringen magten i Bukarest. Borgmestre, præfekter og politimestre udpegedes af Indenrigsministeriet i Bukarest, så regeringen bevarede fuld kontrol over regioner, byråd og landsbyråd. Alle mænd over 25 år fik stemmeret, mens kvinder først fik stemmeret til nationale valg i 1946. Parlamentet havde to kamre, deputeretkammeret og senatet, hvor senatet var det eksklusive organ med reserveret medlemskab for eliten, og kun mænd over 40 år havde stemmeret.

Grundloven afspejlede det liberale partis økonomiske fremmedfrygt ved at fastslå, at kun borgere med rumænsk statsborgerskab kunne eje jord. Dertil kom en paragraf, der sagde, at alle værdier – især olie – i undergrunden tilhørte staten. De klassiske frihedsrettigheder stod også i grundloven, men her var mere tale om fine ord end realiteter.

Det liberale parti afsluttede sin storhedstid i 1920'erne, hvor Ion C. Brătianu ledte regeringen til sin død i 1927. Mange håbede på begyndelsen på en ny epoke, da det nationale bondeparti vandt valget i 1928 med Iuliu Maniu som leder. Der knyttede sig store forventninger om forbedringer af befolkningens vilkår til hans regering, men konflikter med kong Carol 2. fik ham til at gå af i 1930. Ethvert håb om social og økonomisk fremgang forsvandt med verdenskrisen i 1930.

Tiåret fra 1930 til 1940 blev en urolig og voldsom periode. Som reaktion på krisen opstod der flere radikale partier. Det meget lille rumænske kommunistparti (RCP) og det rumænske socialdemokrati (RSP) dannedes allerede i 1921, hvor RCP var en fjernstyret satellit af USSR's kommunistparti. På højrefløjen fremstod især Jerngarden (1927-1930 kaldet Ærkeenglen Mikaels Legion) og Den Nationalkristelige Forsvarslegion som trusler mod den politiske orden. De sidste to bevægelser udsprang af antisemitismen, der havde bred opbakning især i Moldavien. Ikke mindst efter 1923 grundloven havde fremhævet jøderne som ligeværdige borgere. Især Jerngarden udviklede sig til en voldelig bevægelse.

I 1930'erne kom kongehuset til at spille en stor rolle, hvilket fik dramatiske og tragiske konsekvenser for befolkningen og landet. Carol 2. mente, at regeringen var hans personlige kabinet, som han kunne dirigere med efter forgodtbefindende, hvilket han gjorde med jævne mellemrum i 1930'erne.

Gennem 1930'erne udspillede der sig en blodig konflikt mellem Carol 2. og Jerngarden. Jerngarden myrdede snesevis af politiske modstandere og regeringens embedsmænd i flæng, men kongens hævn kom straks og var lige så voldsom som Jerngardens. Det sås tydeligt, da Jerngardens leder Corneliu Zelea Codreanu og hele Gardens ledelse blev myrdet af politiet i 1938. Det endte med, at kongen i 1938 sendte parlamentet hjem og forbød de politiske partier for at indføre et kongeligt diktatur, der varede indtil den store katastrofe i sommeren 1940.

Sovjetunionens udenrigsminister Molotov sendte i juni 1940 et nu berygtet ultimatum til Rumænien, hvor han krævede, at Rumænien i løbet af 48 timer trak sig tilbage fra Bessarabien. Der opstod panik i Bukarest, men kongen og regeringen bøjede sig og trak hæren tilbage. Mange tusinde flygtede over Prutfloden til det, der var tilbage af Rumænien af frygt for hvad der ville ske. Næste slag kom med Wienerdiktatet i august, hvor det meste af Transsylvanien måtte afstås til Ungarn. Tragediens sidste del kom lidt senere i sommeren 1940, hvor Cadrilater (den sydlige del af Dobrudja) måtte afstås til Bulgarien.

Alle sejrene fra 1920 var forsvundet. Rumænien følte sig svigtet af England og Frankrig, der deklaratorisk havde støttet Rumænien. Nu stod landet isoleret mellem Hitler i vest og Stalin i øst, frarøvet halvdelen af landet.

Katastrofen førte til, at kong Carol abdicerede og flygtede ud af landet, hvorefter hans søn Michael i de næste 4 år var en skyggekonge under Ion Antonescus militærstyre. Antonescu, der havde været en succesfuld general i første verdenskrig, blev regeringsleder i den national-legionare regering fra september 1940 til januar 1941. Jerngarden deltog med ministre i regeringen, men samarbejdet fungerede ikke optimalt. Dog nåede den at udstede stribevis af antijødiske dekreter, der udsatte jøderne for grov undertrykkelse.

Regeringssamarbejdet brød sammen i januar 1941, hvor Jerngarden gjorde oprør, men den blev hurtigt nedkæmpet af hæren. Herefter regerede Antonescu som militærdiktator til krigen sluttede i august 1944.

I løbet af foråret 1941 traf Antonescu en skæbnesvanger beslutning, da han sammen med Hitler angreb Rusland den 22. juni. Målet var at generobre Bessarabien, som Stalin havde besat året før. For de fleste øvrige politikere var det et legitimt krigsmål. Da Bessarabien efter en måneds krig var generobret, traf Antonescu en endnu mere skæbnesvanger beslutning, da han sammen med Hitler fortsatte felttoget på den anden side grænsefloden Nistrul (Dnestr) ind i Ukraine/USSR. Rumænske enheder kæmpede sammen med Hitlers hær helt til Stalingrad.

Med til denne tragiske historie hører, at Bessarabiens og Bukovinas jøder blev udsat for massakrer og deportationer i et grusomt omfang. Halvdelen af alle jøder i de to provinser omkom.

Krigen sammen med Hitler udviklede sig til den ultimative katastrofe for Rumænien. Ikke alene omkom eller forsvandt hundrede tusinde unge rumænske soldater på østfronten; man fik også en sejrrig og hævngerrig fjende på nært hold. Da østfronten nærmede sig Rumæniens grænse i sommeren 1944 forsøgte Antonescu og flere af de tidligere politikere at kontakte Vestmagterne for at få en våbenhvile i stand med dem.

Begivenhederne tog imidlertid fart den 23. august, da Kong Michael tog sagen i egen hånd og arresterede Antonescu og erklærede Hitler krig. Kuppet lykkedes, og den rumænske hær vendte sig mod tyskerne, som de selv drev ud af Bukarest. Først i begyndelsen af september rykkede den røde hær ind i hovedstaden. Frem til krigens afslutning kæmpede rumænske enheder sammen med den røde hær til den tyske kapitulation.

• Rumæniens forhistorie
• Rumæniens historie indtil 1859
• Rumæniens historie 1859-1945 (denne artikel)
• Rumæniens historie efter 1945
• Rumæniens statsledere