Transsylvanien | lex.dk – Den Store Danske

Transsylvanien er et område i det centrale og nordvestlige Rumænien, som afgrænses af bjergkæden Karpaterne mod nordøst, øst og syd og af Apusenibjergene mod vest. I områdets centrale del ligger den store, dyrkede og relativt ujævne Transsylvanske Højslette i 400-600 meters højde. De større floder, bl.a. Mureş og Someş, løber fra bjergene og sletten mod vest til Tisza. Karpaterne gennemskæres af dybe floddale, og de høje tinder omkranses af store skove.

Faktaboks

Etymologi: Navnet kommer fra middelalderlatin Transsylvania 'landet hinsides skovene', sammensat af trans- og afledning af latin silva 'skov'.
Også kendt som: Siebenbürgen (på tysk), Erdély (på ungarsk),

Mod sydøst ligger byen Braşov ved Prahovadalen, som slynger sig sydpå igennem bjerglandskaber, hvoraf flere har skisportssteder. Făgăraşbjergene med de mange glaciale søer er en del af De Sydlige Karpater og afgrænses mod vest af floden Olt. Ved en biflod til Olt findes en af egnens store industribyer, Sibiu. Nord for Olt ligger flere middelalderlige saksiske byer, mange befæstede og med smukke bymiljøer og kirker. Sighişoara, der har en velbevaret bymur med ni tårne, ligger i bakkelandet et stykke længere mod øst.

Nordligere ved Mureş ligger den gamle garnisonsby Târgu Mureş som en forpost til Székelyområdet, det østlige Transsylvanien. Her lever mange af Rumæniens ungarere, og magyarisk kultur og tradition er fremtrædende; i byen Gheorgheni 75 km øst for Târgu Mureş er den altovervejende del af befolkningen ungarere.

Industribyen og det kulturelle center Cluj-Napoca dominerer det nordlige Transsylvanien, som er relativt upåvirket af forandringerne i det øvrige Rumænien. I SV-Transsylvanien strækker højsletten sig op i Apusenibjergene og Retezatbjergene, en vestlig del af De Sydlige Karpater.

Skovbrug og guld- og kobberminedrift har været vigtige i århundreder i Transsylvanien. Desuden findes der betydelige resurser af bl.a. naturgas.

Transsylvaniens historie

Transsylvanien har været beboet siden ældre stenalder. Den første kendte statsdannelse i området var dakernes kongerige, der i 106 e.v.t. blev indlemmet i Romerriget. Den dakiske befolkning blev underkastet en kraftig romanisering, inden kejser Aurelian i 271 så sig nødsaget til at rømme provinsen Dacia under pres fra de fremtrængende gotere. Arkæologiske undersøgelser tyder på, at en væsentlig del af den dakisk-romerske befolkning, dvs. rumænernes forfædre, blev boende i området.

Transsylvanien blev i 1000-tallet en del af kongeriget Ungarn og fik til opgave at værne riget mod steppefolkene i øst. Derfor blev szeklerne i 1100-tallet bosat i det sydøstlige grænseland. Samtidig skete der en betydelig indvandring af saksere, dvs. tyske bønder, købmænd, håndværkere og bjergværksarbejdere. Den ungarske adel, szeklerne og sakserne blev i lovgivningen defineret som tre privilegerede nationer, og de indgik i 1437 en politisk union, der var rettet mod de rumænske bønder og kom til at tjene som Transsylvaniens forfatning i 400 år.

Som følge af osmannernes erobringer nord for Donau blev Transsylvanien formelt en osmannisk vasalstat og adskilt fra det øvrige Ungarn; det var 1542-1688 et selvstyrende fyrstendømme med eget militærvæsen og statsoverhoved.

Efter osmannernes fordrivelse fra Ungarn blev Transsylvanien i 1691 indlemmet i Det Habsburgske Rige som en selvstændig enhed. Som resultat af Ausgleich blev Transsylvanien i 1868 genforenet med Ungarn. Den påfølgende magyariseringspolitik forstærkede nationalfølelsen hos det rumænske befolkningsflertal. I 1918 krævede Det Rumænske Nationalparti, at Transsylvanien skulle indlemmes i Rumænien, og dette ønske blev imødekommet med Trianontraktaten 1920.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.