Palæstinas forhistorie

I midten af 4. årtusinde f.v.t. begyndte bronzealderen (3500-1200 f.v.t.). Bronzen, først arsenbronze, er vidnesbyrd om en stigende handel. Nye byer blev bygget i et netværk af veje, vigtigst var Hasor, Megiddo, Bet-Shan, Tel Fara, Afek, Ai, Jeriko, Gezer, Lakish, Gaza og Arad. Nogle opførtes på gamle bebyggelser, andre på ny jord. Den sydlige del af Palæstina var under egyptisk indflydelse ca. 3500-3000 f.v.t. Ca. 3000 f.v.t. opstod en krise, byer blev forladt, og befolkningen gik over til at være nomader. En del af byerne blev senere genopbygget og befæstedes; samtidig forsvandt den egyptiske indflydelse, og Palæstina blev et homogent samfund med byer, som bestod gennem hele den tidlige bronzealder.

Ca. 2300 f.v.t. kulminerede en større klimaændring. Næsten alle byer blev forladt; befolkningen blev igen nomader, og de næste 200-300 år var en mellemperiode.

Herefter blev Palæstina under påvirkning fra Syrien og Libanon reurbaniseret enten ved immigration eller handel. Mellembronzealderen (2000-1550 f.v.t.) var en bykultur med hjuldrejet keramik, brug af egentlig tinbronze, store forsvarsværker, kraftige byporte, langrumstempler i forbindelse med paladser, hvilket tyder på en stærkere kongemagt, og større international handel. De fleste byer blev bygget på samme plads som før, og der var et stigende befolkningstal i landsbyerne. I perioden efter 1750 f.v.t. blev Hasor i det nordlige Palæstina og Tell al-Daba ved Nildeltaet endnu mere dominerende. Egypten var delt, og den nordlige del var behersket af hyksosfolket med hovedstad netop i Tell al-Daba (datidens Avaris).

Ca. 1550 f.v.t. genforenede kongerne i Theben Egypten og fordrev hyksosfolket; derefter erobrede de Levanten, og Palæstina kom under egyptisk dominans i 400 år. Denne periode kaldes senbronzealderen. Kulturen fortsatte uden egentligt brud, og Palæstina nød godt af periodens internationalisme. Efterhånden blev Palæstina dog fattigere, ikke mindst på grund af egyptisk udbytning, og der skete en ændring i produktionsmetoder, fx blev hjuldrejet keramik afløst af håndlavet. Samtidig blev byerne i indlandet mindre, og mange steder opgav man befæstningen. Egypten mistede formodentlig kontrollen i løbet af Akhnatons regeringstid, og siden hen måtte Seti 1. og Ramses 2. gennemføre en militær besættelse. Folk forlod byerne og landsbyerne og bosatte sig enten i ubefæstede landsbyer i bjergene eller blev nomader, mens andre flyttede til byerne ved kysten. Der var invasioner udefra; havfolkenes (filistrenes) er godt dokumenteret, mens man strides om, hvorvidt andre befolkningsgrupper, fx de senere israelitter, er kommet udefra. Egypten trak sig tilbage, den internationale handel ophørte, og man opgav bronze som metal og brugte jern.

Efter en mellemperiode begyndte den egentlige jernalder efter år 1000 f.v.t. Palæstina var nu domineret af to territorialstater, Israel i nord og Juda i syd. I den sydlige del af landet ved kysten boede filistrene.

Landet var præget af agerbrugskultur, men på strategiske steder var de gamle bronzealderbyer forvandlet til administrationscentre og militære støttepunkter. Keramikken blev hjuldrejet og poleret i denne periode, og en vis fjernhandel kan atter spores.

Babyloniernes erobring i 598 og 587 f.v.t. medførte omfattende ødelæggelser, og i den følgende periode var landet en provins i Det Persiske Rige. Befolkningen skrumpede ind, og i den sydlige del af landet var der indvandring af idumæere fra det sydlige Jordan.

• Palæstina