Beersheba er en by i Israel, 75 km syd for Jerusalem med 197.300 indbyggere (2012). Beersheba er Negevørkenens hovedby. Byen har en del industri og service samt et universitet med bl.a. ørkenforskning. Negevs beduinbefolkning afholder et ugentligt marked i Beersheba.

Faktaboks

Også kendt som

Beer Sheeva

Beershebas historie

I Bibelen er byen især knyttet til patriarkerne og er kendt fra udtrykket "fra Dan til Beersheba" som angivelse for Israels sydgrænse. Byen var en dobbeltbebyggelse og bestod af dels det nuværende Bir es-Seba i den moderne by, dels Tell es-Seba 4 km øst for byen.

Området var beboet fra kalkolitisk (4000-tallet f.v.t.) til romersk tid og var i jernalderen et betydeligt center.

Under 1. Verdenskrig var stedet skueplads for det sidste sejrrige kavaleriangreb i moderne krigshistorie; det blev udført af Australian Light Horse mod de tyrkiske styrker, der lå forskanset rundt om byen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig