Jeriko er en by på den israelsk besatte Vestbred med 18.300 indbyggere (2007). Byen ligger 10 km nord for Det Døde Hav og 250 m under havoverfladen. Befolkningen i området er helt overvejende palæstinensere, men tæller også 1300 jødiske bosættere.
al-Ariha
Det gamle Jeriko er begravet i en 20 m høj ruinhøj, Tall al-Sultan, som ligger ved et kildevæld umiddelbart nord for den moderne by. De arkæologiske undersøgelser heraf påbegyndtes allerede i 1907, men langt de vigtigste udgravninger fandt sted 1952-58 under ledelse af arkæologen Kathleen M. Kenyon. I 1997-2000 foregik der italiensk-palæstinensiske udgravninger i Jeriko, som blev genoptaget i 2009.
Levn efter det bibelske Jeriko er sparsomme og sætter spørgsmålstegn ved fortællingen om Josvas erobring af byen; Jerikos mure, som spiller en stor rolle i den bibelske beretning, skal være faldet ved lyden af Josvas trompeter. De udgravede mure har imidlertid vist sig at stamme fra tidlig eller mellemste bronzealder, og der eksisterede ikke længere en by på stedet, da Josva erobrede landet.
Byens historie kan føres tilbage til de tidligste bondekulturer i Jordandalen. I 8. årtusinde f.Kr. var bebyggelsen beskyttet af en mur; et 8 m højt tårn bygget af sten menes at have haft rituel betydning. Fra 7. årtusinde f.Kr. er der flere fund af kranier, hvorpå portrætter er modelleret i gips, sandsynligvis som led i en forfædrekult. Lidt uden for byen er fundet en stor gravplads fra bronzealderen; gunstige forhold i de underjordiske klippegrave har bevaret genstande af træ, fx møbler og husgeråd. Jeriko blev ødelagt omkring 1400 f.Kr. Senere opstod en jernalderlandsby på stedet, som eksisterede indtil persisk tid.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.