Faktaboks

Padesø Kirke
Sogn
Padesø Sogn
Provsti
Bogense Provsti
Stift
Fyens Stift
Kommune
Nordfyns Kommune
Padesø Kirke
Padesø Kirke set fra sydvest. Kirken er opført i 1881 i nygotisk stil, hvilket bl.a. kommer til udtryk i de trappeformede kamtakker på korsarmenes gavle og i rundbuefriserne øverst på murene.
Af /Danmarks Kirker, Nationalmuseet.

Padesø Kirke er et eksempel på en historicistisk kirkebygning. Den er bygget i 1881 i nygotisk stil. Kirkens grundplan er korsformet, da kirken er bygget med et tværskib. Kirkeinventaret er hovedsageligt fra kirkens indvielse.

Padesø Kirke ligger ved landevejen mellem Bogense og Assens på Nordfyn, ca. 14 km syd for Bogense.

Kirkebygning

Kirken er opført i 1881 efter tegning af arkitekt H.A.W. Haugsted (1832-1912). Kirken, som er bygget i røde teglsten med skifertage, består af et kor, et skib og korsarme i nord og syd samt et højt tårn mod vest. Kirken er bygget som en korskirke, hvilket vil sige, at kirken er udstyret med et tværskib, så grundplanen danner et kors.

Kirken

Både korets og korsarmenes gavle er udført i nygotisk stil med trappeformede gavle med kamtakker og blændinger, dvs. dekorative murnicher. Flere af kirkens mure afsluttes af svagt fremspringende murpiller, såkaldte hjørnelisener.

Kirkens tårn er tre stokværk, dvs. etager, højt og dækkes af et spir øverst, som består af et pyramidetag. Klokkestokværket har dobbelte rundbuede glamhuller mod vest, nord og syd, hvorfra klokkens klang kan undslippe. Tårnrummet i kirkens vestende fungerer i dag som våbenhus.

Kirkens indre

Kirkerummet præges indvendigt af de hvidkalkede vægge og de flade, mørke bjælkelofter. Kirkens vinduer er rundbuede med støbejernsrammer, og vinduesåbningerne er indvendigt udsmykket med kalkmalerier i form af vinranker med grønne blade og brune grene. Den høje, brede og rundbuede korbue adskiller kor og skib. Alterpartiet står i dag i mørkt egetræ med forgyldte detaljer, mens resten af inventaret præges af lysegråt.

Inventar i Padesø Kirke

Padesø Kirke
Altermaleriet er malet af Anton Dorph i 1901 og forestiller Vandringen på søen. Øverst på altertavlen er der et lille latinsk kors.
Af /Danmarks Kirker, Nationalmuseet.

Størstedelen af Padesø Kirkes inventar stammer fra indvielsesåret 1881 og er tegnet af kirkens arkitekt – det gælder alterbord og -skranke, døbefont, prædikestol, kirkebænke og samlenummertavler.

Altermaleriet, som skildrer Vandringen på søen, er malet i 1901 af den danske kunstmaler Anton Dorph. Maleriet er rundbuet og indsat i et rammeværk, der er opbygget som en arkade med glatte halvsøjler. Gavlen er prydet af et lille latinsk kors. Rammeværket står i sin oprindelige bemaling. På skibets nordvæg hænger den ældre alterudsmykning i form af et forgyldt kors med glatte korsarme fra 1884. På skibets østvæg ved prædikestolen hænger et krucifiks i forsølvet bronze i barok stil.

Døbefonten er udført i lysegrå sandsten og har en ottekantet fod og skaft. Kummen er halvkugleformet og udsmykket med rundbuefriser. Prædikestolen er inddelt i seks højrektangulære fag med nyere evangelieindskrifter fra 2004. Stolen er hvidmalet med forgyldte lister.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig