Faktaboks

Nørre Vium Kirke
Sogn
Nørre Vium Sogn
Provsti
Skjern Provsti
Stift
Ribe Stift
Kommune
Ringkøbing-Skjern Kommune
Nørre Vium Kirke
Nørre Vium Kirke var nær gået til grunde natten mellem 4. og 5. maj 1942, da en engelsk flyver så sig nødsaget til at lette sig for sin bombelast, hvoraf flere slog ned tæt ved kirkens nordside og antændte kirkens tag. Foto: 2006.
Af .
Licens: CC BY SA 3.0

Nørre Vium Kirke er en sognekirke beliggende omtrent midtvejs mellem Herning og Skjern. Kirken ligger i et spredt bebygget område på bredden af Vorgod Å. Både kirken og kirkegården er anlagt helt ud til ådalen, og stendiget hviler på åbrinken, hvilket resulterer i et let krummet digeforløb.

Nordvest for kirken, ved diget, er der i nyere tid opført en klokkestabel, hvor kirkens gamle klokke fra 1329 er ophængt. Tidligere hang den i korets østgavl.

Kirkegården

Kirkegården har en ny større udvidelse mod syd. Denne er inddraget uden at det gamle syddige måtte nedlægges.

Kirkebygningen

Kirken var nær gået til grunde natten mellem den 4. og 5. maj 1942. Årsagen var, at en engelsk flyver så sig nødsaget til at lette sig for sin bombelast, og flere af disse bomber slog ned tæt ved kirkens nordside og antændte kirkens tag. Kirken er en lille, romansk bygning bestående af kor og skib; til skibet er der i sengotisk tid tilføjet et våbenhus på nordsiden.

Kor og skib er opført af granitkvadre over en sokkel med skråkant, og endnu er tre oprindelige, rundbuede vinduer bevaret, to i koret og et i skibet. Det ene – korets østvindue – er dog tilmuret. Yderligere fire rundbuede vinduesoverliggere ses indmuret i skibets og våbenhusets murværk. Af de to romanske døre er den nordre endnu i brug, mens syddøren er tilmuret.

Kirkens indre er dækket af flade bjælkelofter. Kor og skib forbundet ved en ret smal korbue med høje, affasede kragbånd (dvs. at de nederste sten, som buen hviler på, er skåret skråt af). Våbenhuset, der er bygget af munkesten og kvadre, er i tidens løb kraftigt ombygget, og døren er blevet udvidet, men endnu ses rester af gavlens oprindelige dekoration i form af dobbelte savskifter (dvs. rækker hvor stenene er lagt på skrå, så deres hjørner vender udad).

Kirkens inventar

Døbefonten, der er af granit og med relieffer af båndslyng og arkader, er kirkens ældste inventargenstand. Altertavlen samt alterbordspanelet er begge fra slutningen af 1500-tallet, dog daterer malerierne sig til 1697. Tavlens midterste felt forestiller Nadveren.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig