Faktaboks

Ildved Kirke
Sogn
Hvejsel Sogn
Provsti
Vejle Provsti
Stift
Haderslev Stift
Kommune
Vejle Kommune
Ildved Kirke
Ildved Kirke består af et kor og et skib. Oven på taget er der en tagrytter, dvs. en lille tårnlignende konstruktion. Kirkens ydermure er øverst dekoreret med rundbuefriser, hvilket er et typisk nyromansk træk.
Af /Nationalmuseet.
Licens: CC BY SA 4.0

Ildved Kirke er en tidstypisk, nyromansk bygning, som ligger i den vestlige udkant af Ildved, ca. 14 km nord for Vejle.

Kirkebygning

Kirken er opført i 1902 efter tegning af arkitekten Andreas Bentsen. Kirken, som er bygget af røde mursten, består af et kor og et skib, hvor koret mod sædvane ligger mod vest. Over østenden, hvor der er indgangsparti, hæver en lille tagrytter sig, dvs. en lille tårnlignende konstruktion oven på taget. Kirken er i tidstypisk nyromansk stil, på ydermurene med rig brug af blændingsfelter, dvs. dekorative murnicher, som krones af rundbuefriser. Den er stort set identisk med den seks år ældre Stenderup Kirke i Vejen Kommune, som var bygget efter tegninger af samme arkitekt.

Kirkens indre

Ildved Kirke
Indvendigt er kirken hvidkalket, og bænkene er malet i grønne og grå nuancer. Ved siden af korbuen er der en sidealterniche mod nord (til venstre i billedet) og en tilsvarende bue mod syd, hvorigennem der er opgang til prædikestolen.
Af /Nationalmuseet.
Licens: CC BY SA 4.0

Også indvendigt fremstår kirken som et tidstypisk nyromansk rum, med hvidkalkede vægge, et fladt bræddeloft, rundbuede vinduer og en rundbuet korbue, som flankeres af en imiteret sidealterniche mod nord og en tilsvarende bue mod syd, hvorigennem der er opgang til prædikestolen.

Inventar i Ildved Kirke

Inventaret er dels oprindeligt, dels senere tilkommet. Alterbordsforsiden, prædikestolen og orgelet står med en ældre farvesætning i gråt og rødt, mens stolestaderne, dvs. kirkens bænke, siden en istandsættelse 1972 har været malet i grå og grønne nuancer.

Alterbordet udgøres af paneler med hjørnesøjler og tre fyldinger på forsiden, to på hver af kortsiderne.

Altermaleriet fra 1920 viser den fortabte søn, der vender hjem. Maleriet er indsat i en enkel, klassicistisk ramme med en trekantet gavl.

Den romansk inspirerede døbefont er af granit og er udsmykket med en rundebuefrise på kummen.

Den helt enkle prædikestol er opbygget af fem fag, hver med et tomt, rundbuet felt.

Læs mere i Den Store Danske

Læs mere i Trap Danmark

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig