Faktaboks

Nørre Omme Kirke
Sogn
Nørre Omme Sogn
Provsti
Skjern Provsti
Stift
Ribe Stift
Kommune
Ringkøbing-Skjern Kommune
Nørre Omme Kirke
Kirken ligger ensomt i landskabet med kun en enkelt ejendom – den tidligere præstegård – som nærmeste nabo umiddelbart syd for kirken. Foto: 2013.
Af .
Licens: CC BY SA 3.0

Nørre Omme Kirke er en sognekirke beliggende ca. 20 km nordøst for Ringkøbing, et par hundrede meter syd for Grønbjerg ved den vestjyske hovedvej, rute 11. Kirken ligger ensomt i landskabet med kun en enkelt ejendom – den tidligere præstegård – som nærmeste nabo umiddelbart syd for kirken.

Kirkegården

Kirkegården, der hegnes af stendiger, har formentlig bevaret de gamle grænser.

Kirkebygningen

Kirken er en romansk bygning bestående af kor og skib, hvortil der i sengotisk tid er blevet tilføjet et vesttårn og et våbenhus på skibets nordside. De ældste dele er opført af granitkvadre på en sokkel med skråkant, og i alt to oprindelige rundbuede vinduer er endnu bevaret på henholdsvis korets og skibets nordside. En overligger til et blændet vindue (det vil sige en murniche) ses på korets østfacade. Af kirkens to romanske døre i skibets vestende er de nordre endnu i brug, mens den søndre er blændet. Begge døre er enkelt udformet med retkantede overliggere. Af billedkvadre ses øst for våbenhuset et ansigt, mens en kvader ved korbuen smykkes af en korsprydet halvkugle.

Kor og skib, der forbindes ved en rundbuet korbue, dækkes i det indre af fladt bjælkeloft, og det bemærkes, at skibets indervægge ikke som vanligt er af rå kamp, men med kvadre i bygningens hjørner.

Tårnet, der i stor udstrækning er skalmuret i nyere tid, er opført af munkesten og kvadre, sidstnævnte er udflyttet og genbrugt fra skibets vestgavl. Trekantavlen mod nord har bevaret dele af den oprindelige udsmykning bestående af tre spidsbuede højblændinger. Tårnrummets krydshvælv blev genopført i 1961, efter at rummet i en længere periode havde stået med fladt bjælkeloft, da det middelalderlige hvælv formentlig i 1800-tallet var styrtet sammen som følge af mislighold.

Våbenhuset er ligesom tårnet bygget af munkesten og kvadre, og det har i trekantgavlen en blændingsudsmykning i form af et korset kors (det vil sige en variation af korsets grundmønster). I det indre er der nicher langs væggene.

Kirkens inventar

Døbefonten af granit stammer fra romansk tid, mens alterbordspanelet er et renæssancearbejde. Altertavlen, der i 1639 blev erhvervet fra Hee Kirke, er fra omkring år 1600. Tavlen er i tidens løb stærkt omdannet og har nu et maleri fra 1855, Himmelfarten, malet af Andreas Herman Hunæus. Prædikestolen og formentlig himmelen er fra 1620’erne.

I 1961 blev der indsat to glasmosaikker af Jais Nielsen. Det ene, der afbilder Maria med Barnet, er indsat i korets nordvindue, som på dette tidspunkt var blevet genåbnet. Det andet er indsat i tårnets vestvindue; her er motivet Kristi Dåb.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig