kors

Korstegnet forekom allerede ca. 2000 år f.Kr. (muligvis før) i Mesopotamien samt på nordiske helleristninger fra bronzealderen, og det er blevet forbundet med guder og Universet, mens det egyptiske hankekors, ankhtegn, kunne symbolisere livet efter døden, og hjulkorset var et soltegn. Korset blev kristendommens vigtigste symbol.

Som følge af Jesu henrettelse ved korsfæstelse fik korsfiguren efterhånden symbolsk betydning i de kristne kulturer, især efter kejser Konstantin 1. den Stores sejr over Maxentius i 312; derefter indførte Konstantin det korslignende Kristusmonogram som felttegn. I 400-t. blev et kors sat på kejserens rigsæble, og i 1000-t. et kors på hans krone. Andre kristne monarker fulgte dette mønster. Et eller flere kors blev en vigtig bestanddel af kirkelige embedsinsignier og indgik på utallige måder i smykker og ornamentik. Et korsmotiv ses ofte på middelalderlige mønter, og mange kirkers grundplan er korsformet. I ældre tid "underskrev" folk, der ikke kunne skrive, sig ofte med et kors, fordi det opfattedes som forpligtende.

Under korstogene lod deltagerne et kors sy på deres dragt, og af disse udviklede de tidligste ridderordeners kors sig, som blev forbilleder for mange senere ordenstegn. Fra 1000-t. anvendte paven og kejseren korsflag, og fremtrædende korsfarere fik et korsflag foræret af paven. Den opstandne Kristus og Gudslammet er ofte gengivet med en korsfane. Efterhånden blev korsflag almindelige og er i dag kendetegnende for de nordiske lande.

At gøre kors hedder på middelalderligt dansk at signe sig, og de magiske trylleformularer, som gør brug af kors, synes hurtigt at være kommet til at gå under betegnelsen signelser, uanset om de var i overensstemmelse med kirkens velsignelser eller ej. Når trylleformler som oftest ender med "i navn + + +", betyder det, at signemanden eller -konen har tegnet tre kors for patienten i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.

Korset blev brugt som afværgemiddel mod alt ondt: på stalddøren, for at kreaturerne ikke skulle blive forhekset, på bunden af kærnen og i bryggekarret, for at smørkærningen og ølbrygningen ikke skulle mislykkes, i dejen, for at bagningen skulle gå godt. Korset kunne også bæres på kroppen som en amulet, og hvis man mødte et spøgelse eller noget andet overnaturligt, kunne man værge sig selv ved at korse sig.