Faktaboks

Næsby Kirke
Sogn
Næsby Sogn
Provsti
Næstved Provsti
Stift
Roskilde Stift
Kommune
Næstved Kommune

Næsby Kirke er en sognekirke, der ligger nordligt i landsbyen Næsby ca. 10 kilometer sydøst for Sorø.

Kirkegården

Kirkegården har bevaret sine gamle grænser. Den er omgivet af mure af flækkede kampesten og mursten, som angiveligt er fra 1800-tallet. Mod sydvest er hovedindgangen med en kørelåge i jern.

Kirkebygningen

Kirken består i sin essens af et romansk kor og skib, som dog blev næsten helt bygget om i 1875-1876. Den nærmest nyopførte kirke fra 1800-tallet har dog bevaret enkelte elementer fra den gamle kirke samt de gotiske tilbygninger, et sakristi og et tårn. Dertil kommer et ligkapel fra tiden efter 1850. Kirken står i dag i blank mur med synlige sten og skifertage.

Koret og skibet

Den romanske kirke blev for store deles vedkommende revet ned og genopført i 1875-1876 på det gamle fundament og med genbrugte materialer af arkitekt Christian Hansen. Den er holdt i kampesten og frådsten. Bevarede dele af den romanske kirke ses endnu i dens vestlige gavlmur og brudstykker i koret.

Korets forlængelse

I den seneste middelalder fik kirken en forlængelse mod øst, der stadig er bevaret. Det er opført i munkesten og kampesten i gavlen. Midt på gavlen er der senere blevet muret et østligt vindue til, og gavltrekanten er blevet muret om. Den er glat og har kun en tinde på toppen og ansatser til tinder i bunden af kammen.

Både sakristiet og tårnet er fra omkring år 1500, og de er opført i munkesten.

Sakristiet

Sakristiet har rækker af kampesten blandet i murværket. Det har et vindue mod øst, som sidder i et gammelt, spidsbuet felt. I gavlen er der to blændinger, dvs. dekorative murnicher, og taggavlen har gotiske dekorationer af trappeformede kamtakker og højblændinger.

Tårnet

I bunden af tårnets vestlige side er der en portal, og tårnrummet tjener nu som indgangsparti. Ovenover er der et rundbuet murfelt med en søjle i midten og to vinduer. Kompositionen svarer til glamhullerne til klokkernes lyd øverst i murene. Store dele af murværket er muret om, og taggavlene fremstår nu glatte.

Ligkapellet

På korets sydside er der et ligkapel, som angiveligt er fra tiden efter 1850. Det har mod syd en stor, rundbuet dør. Taggavlen er prydet med dekorationer af kamtakker, blændinger og savskifte, hvor teglsten er lagt på skrå, så deres hjørner vender udad, hvilket efterligner gotisk stil.

Det indre

Kirkens indre står hvidmalet, og kirkerummet bærer kraftigt præg af loftets høje hvælv, der blev udført med kirkens genopmuring i 1875-1876. I sakristiet er et krydshvælv, der er oprindeligt og samtidigt med tilbygningens opførelse ligesom tårnrummets stjernehvælv. Mod skibet er der nu en høj, rund triumfbue, og fra tårnet er der en spids tårnbue.

Inventar

Næsby Kirkes indretning stammer fra dens ombygning i 1800-tallet. Der er dog bevaret enkelte genstande fra tidligere tider.

Døbefonten

Fra den romanske periode er der bevaret den monolitiske døbefont. Dens kumme har firkløverform, og under kanten løber der en tovsnoning.

Korbuekrucifiks

Under korets gjordbue hænger der et gotisk krucifiks fra 1475-1500. Det har oprindeligt hængt over korbuen.

Alter

Som alter tjener et enkelt bord uden prydelse.

Prædikestolen og bænkene

Kirkens bænke og prædikestol er i nygotisk stil, og de stammer fra hovedistandsættelsen i 1800-tallet. Prædikestolen har i fagene dobbelte rundbuer med cirkler over, som er en bearbejdning af formerne i gotiske middelaldervinduer.

Gravminder

Der har tidligere ligget et gravkapel for familien Raben med adskillige fornemt udsmykkede kister, men kapellet blev revet ned i 1854, og kisterne begravet på kirkegården.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig